
Af Fanny Broholm, Alternativet
Det er med tungt grønt hjerte, at jeg og Alternativet København måtte forlade forhandlingsbordet til årets budgetforhandlinger. Anlæggelsen af Østlig Ringvej var adgangsbillet til forhandlingsbordet, ligesom byggeriet på Amager Fælled var det forrige år. Der er et flertal af partier, som vil bygge en firsporet motorvej til 20 mia langs Amager Strand, Lynetteholmen og gennem Nordhavnen, der vil øge trafikken, drivhusgasudledning og luftforurening betragteligt.
Det i sig selv er nok til at gå, men det er desværre langt fra det eneste, der er galt. Den demokratiske planproces er fuldkommen omgået, idet borgerhøring samt VVM-undersøgelse ikke er lagt til grund for beslutningen i dag. Vi prøvede at få lagt forbehold ind for høring og VVM men forgæves.
Lynetteholmen bliver anlagt midt i hjertet af Københavns centrale havmiljø og kræver 720 lastbiler i døgnet de næste 30 år til jordopfyld. CO2-udledningen i anlægsfasen kommer til at være enorm. Vores CO2-naturalitetsmål begynder desværre at ligne en joke i en klimakontekst af nu irreversibel afsmeltning af iskapperne.
Frem mod og til næste budget kæmper vi for trafikøer i hele byen, styrket indsats for CO2-reduktion, en stærk biodiversitet- og klimatilpasningsindsats, flere delebiler, grønne cykelruter og helt afgørende; at få forbrugsbaserede udledninger ind i klimaindsatsen efter 2025. Vi giver ikke op. 💚