
Af Peer Aagaard
Rundt omkring i Los Angeles står der pludselig køleskabe foran visse butikker, som ikke nødvendigvis sælger fødevarer.
Køleskabene holdes pinligt rene af butiksejerne, som også betaler for strømmen til dem. De fleste af dem er farverigt bemalet af lokale kunstnere.
Disse køleskabe bugner af mad som en hjælp til dem, der har mistet deres job på grund af corona-krisen eller som af andre grunde ikke har råd til et ordentligt måltid.
Alle kan forsyne sig fra disse køleskabe. Der bliver ikke stillet nogen spørgsmål, og til glæde for illegale immigranter skal man heller ikke oplyse navn, adresse eller andre informationer, der identificerer modtagerne af gratis mad.
I de første dage frygtede mange, at køleskabene ville blive ribbet på et øjeblik. Det er gået modsat: Supermarkeder og restauranter står på nakken af hinanden for at levere varer til disse køleskabe, som derfor er fyldt døgnet rundt. Indtil nu er der ingen eksempler på misbrug af ordningen eller hærværk mod køleskabene. Det eneste lille problem er, at det nogle gange kniber med plads i dem til al den donerede mad.
Der er 4.300 km fra Det Hvide Hus i Washington DC til Los Angeles eller fem timers flyvning, men i disse år er det som to forskellige verdener. Jeg savner dig, L.A. Du store vidunderlige skrummel af en by.