Spændingsfeltet mellem design, kultur, medier og teknologi
Alle kender efterhånden “Sharon”, der er personlig oversætter for instruktøren Bong Joon-hu i Cannes, til Golden Globes og til den kommende Oscar uddeling. Men også oversætteren til de engelske undertekster er blevet interessant for medierne. Her fortæller han om processen og om de to kontroversielle oversættelser af “ram-don” og “Oxford”, der giver god mening, når han forklarer baggrunden. Det forklarer også hvorfor KakaoTalk oversættes til “WhatsApp” på engelsk i begyndelsen af filmen.
Følg med live her fra kl. 14.
Peer Aagaard skriver på Facebook:
Åh, suk! Den nye leder for det store museum for moderne kunst i Warszawa har netop annonceret en drastisk ændring i institutionens fokus: Han mener som udgangspunkt, at næsten al moderne kunst ikke bare er socialistisk, men helt præcis ny-marxistisk. Desuden lægger moderne kunst alt for meget vægt på emner som klimaforandringer, bekæmpelsen af fascismen og kampen for rettigheder for homoseksuelle.
Det vil han gøre op med!
Derfor vil museets udstillinger fremover fokusere på konservative, såkaldte familieværdier.
Desværre har denne bagstræberiske idiot overset en enkelt detalje: Det er stort set umuligt at finde moderne kunst, der flugter med hans national-konservative, homofobiske holdninger. En af kunstens fornemste opgaver er som bekendt at bryde grænser og åbne op for nye tanker hos beskuerne. Det sker ikke, så længe kunstens tarv varetages af småtskårne fjolser med horisonter så lave som en regnorms.
I øvrigt er museums-lederens retorik velkendt fra Hitler-tiden, hvor nazisterne kæmpede indædt imod såkaldt “entartete Kunst”, ligesom vi har set tilsvarende tanker udspille sig i Kina og det gamle Sovjetunionen for slet ikke at tale om i Dansk Folkeparti. Mænd med magt fatter det tilsyneladende aldrig: kunsten er ikke til for deres skyld, men for at yde dem tiltrængt modstand.
Peer Aagaard skriver på Facebook:
Jeg er simpelthen så stolt over, at min arbejdsplads i samarbejde med Københavns Kommunes misbrugscentre har haft den enestående succes med bekæmpelsen af hepatitis (leverbetændelse) C, som tilfældet er. For os som normalt ellers har fokus på forskning, har det været en kæmpe-fornøjelse at samarbejde med centrene. Gang på gang har jeg set mine sygeplejerske- og læge-kolleger styrte ud ad døren for at indtræde i rollen som behandlere og rådgivere af svært syge narkomaner og sørge for, at de kommer i behandling for Hep C, men også for HIV. En sådan indsats redder liv for det enkelte menneske, men betyder også at risikoen for spredning af smitte reduceres drastisk.
Man kan kun håbe, at denne form for intervention vinder indpas i resten af landet. Ikke kun for folkesundhedens skyld, men også fordi der er økonomiske fordele ved at “fange” patienterne så tidligt i deres sygdomsforløb som muligt.
Asger Schnack skriver på Facebook:
Man siger om forfattere, at de har deres egen stemme (hvis de altså har det). Det gælder i høj grad for Ursula Scavenius, der i dag udgiver sin bog nr. 2, ”Dukkerne”. Hun har vitterlig sin egen stemme. At bogen er god, er ikke overraskende, efter at hun for fem år siden udgav ”Fjer”. Men det er stadig påfaldende, at hun skriver en prosa, der ikke rigtig ligner noget andet på dansk. I alle tilfælde ikke i samtiden. Man skal tilbage til en tid, hvor den fantastiske fortælling florerede (i 1960’erne eller endnu længere tilbage). Eller mere relevant, måske, skal man uden for landets grænser for at finde noget lignende. Der er noget Bruno Schulz-agtigt over de beskrevne uvirkeligheder, som altså i bogens regi er virkelige nok. Man kan også sige, at den virkelighed, vi præsenteres for i virkeligheden, er så uvirkelig, at bogens uvirkelighed virker helt virkelig. Bogen rummer fire fortællinger, som har det til fælles, at der opbygges et nærmest efterapokalyptisk rum, det lyder som science fiction, men det er det ikke, tiden er ubestemt, selv om den faktisk angives et sted som 1888. Vi er mere eller mindre i Østeuropa, på vej mod Rusland eller bare simpelt hen her, hvor vi sidder og læser (eller hvor læseren, en anden læser, engang vil sidde og læse). Der er undergået forandringer, der er flygtninge og centre, det rumler af krig og undergang. Som det hedder et sted i titelnovellen: ”Så, nu kommer dommedag, siger han. Jeg lytter til den rumlende himmel og til badeværelsesvinduet, der klaprer, fordi det ikke er blevet ordentligt lukket. Det blæser op. Far lugter af aske” (s. 37). Den sidste sætning er uhyggelig, ja, det er sådan set alle sætningerne i bogen, mest næsten, fordi uhyggen er så logisk etableret. I den tredje fortælling, ”Notplas hus”, hedder det: ”Herinde er krigen ikke. Bådene ligger tøjrede til hinanden ude i haven. De rokker let i vinden. Så forsvinder det hele i regn, som om der er kommet ondskab ind i det” (s. 102). Grundstemningen er eksilet, flugten fra noget, der har været (og som vi som læsere sætter – eller forudsætter – som vores virkelighed) ind i en suggestivt fremskrevet særverden, som vi accepterer, lettere rædselsslagne, men også betagede af styrken i det sproglige og den troværdighed, der følger med. (Omslag: Kasper Vang. Forsideillustration: Signe Krab Nymann)
Se keynote præsentation at det fantastiske projekt her. Spol frem. Det begynder først 10 minutter inde. Men det er virkelig værd at vente på! UPDATE! Toyota har åbnet et press room her.
Stills:
SIGNAL.DK 