
Peer Aagaard skriver på Facebook:
Jeg er simpelthen så stolt over, at min arbejdsplads i samarbejde med Københavns Kommunes misbrugscentre har haft den enestående succes med bekæmpelsen af hepatitis (leverbetændelse) C, som tilfældet er. For os som normalt ellers har fokus på forskning, har det været en kæmpe-fornøjelse at samarbejde med centrene. Gang på gang har jeg set mine sygeplejerske- og læge-kolleger styrte ud ad døren for at indtræde i rollen som behandlere og rådgivere af svært syge narkomaner og sørge for, at de kommer i behandling for Hep C, men også for HIV. En sådan indsats redder liv for det enkelte menneske, men betyder også at risikoen for spredning af smitte reduceres drastisk.
Man kan kun håbe, at denne form for intervention vinder indpas i resten af landet. Ikke kun for folkesundhedens skyld, men også fordi der er økonomiske fordele ved at “fange” patienterne så tidligt i deres sygdomsforløb som muligt.