Asger Schnack skriver på Facebook:
Man siger om forfattere, at de har deres egen stemme (hvis de altså har det). Det gælder i høj grad for Ursula Scavenius, der i dag udgiver sin bog nr. 2, ”Dukkerne”. Hun har vitterlig sin egen stemme. At bogen er god, er ikke overraskende, efter at hun for fem år siden udgav ”Fjer”. Men det er stadig påfaldende, at hun skriver en prosa, der ikke rigtig ligner noget andet på dansk. I alle tilfælde ikke i samtiden. Man skal tilbage til en tid, hvor den fantastiske fortælling florerede (i 1960’erne eller endnu længere tilbage). Eller mere relevant, måske, skal man uden for landets grænser for at finde noget lignende. Der er noget Bruno Schulz-agtigt over de beskrevne uvirkeligheder, som altså i bogens regi er virkelige nok. Man kan også sige, at den virkelighed, vi præsenteres for i virkeligheden, er så uvirkelig, at bogens uvirkelighed virker helt virkelig. Bogen rummer fire fortællinger, som har det til fælles, at der opbygges et nærmest efterapokalyptisk rum, det lyder som science fiction, men det er det ikke, tiden er ubestemt, selv om den faktisk angives et sted som 1888. Vi er mere eller mindre i Østeuropa, på vej mod Rusland eller bare simpelt hen her, hvor vi sidder og læser (eller hvor læseren, en anden læser, engang vil sidde og læse). Der er undergået forandringer, der er flygtninge og centre, det rumler af krig og undergang. Som det hedder et sted i titelnovellen: ”Så, nu kommer dommedag, siger han. Jeg lytter til den rumlende himmel og til badeværelsesvinduet, der klaprer, fordi det ikke er blevet ordentligt lukket. Det blæser op. Far lugter af aske” (s. 37). Den sidste sætning er uhyggelig, ja, det er sådan set alle sætningerne i bogen, mest næsten, fordi uhyggen er så logisk etableret. I den tredje fortælling, ”Notplas hus”, hedder det: ”Herinde er krigen ikke. Bådene ligger tøjrede til hinanden ude i haven. De rokker let i vinden. Så forsvinder det hele i regn, som om der er kommet ondskab ind i det” (s. 102). Grundstemningen er eksilet, flugten fra noget, der har været (og som vi som læsere sætter – eller forudsætter – som vores virkelighed) ind i en suggestivt fremskrevet særverden, som vi accepterer, lettere rædselsslagne, men også betagede af styrken i det sproglige og den troværdighed, der følger med. (Omslag: Kasper Vang. Forsideillustration: Signe Krab Nymann)
SIGNAL.DK 