“Kære Emanuele! “Traviata” i aftes blev en fiasko. Er det min skyld eller sangernes? Fremtiden vil dømme”.
Sådan skrev operakomponisten Giuseppe Verdi i et brev til sin ven og elev Emanuele Murzo den 7.marts 1853, dagen efter uropførelsen af sin nye opera “La Traviata” på Teatro la Fenice i Venedig.
Fremtiden HAR dømt. 172 år efter er La Traviata den suverænt mest opførte opera i verden.
Den Jyske Opera lægger liv og død til dramaet om den letlevende men snartdøende kurtisane Violetta og hendes både lykkelige og ulykkelige kærlighed til den sværmeriske digter Alfredo.
Premiere i Musikhuset i Aarhus, i en ny dansk oversættelse af Jacob Beck.
Det kan allerede nu røbes, at Violetta dør igen den 21. og 23. august. Dernæst på små og store scener landet over, via Det Kongelige Teater og igen i Aarhus den 26-29.november.
SO LONG, MARIANNE (SHE WALKED IN BEAUTY) eller: MARIANNE FAITHFULL (29.12. 1946 – 30.1. 2025) R.I.P.
Marianne Faithfull er en af de kunstnere, der meget ofte finder vej til grammofonen her i huset. Og bemærkelsesværdigt nok er det udgivelser fra mere eller mindre hele oeuvret, vi igen og igen vender tilbage til, fra de første sprøde popsingler fra midten af 60’erne og frem til svanesangen “Negative Capability”, et modent hovedværk, der udkom i 2018. Okay, naturligvis var der ups & downs i den seks årtier lange karriere, hvor den overordnede udvikling gik fra muse til fortolker til fuldbyrdet kunstner. Men der er kvaliteter at finde i alle faserne, hvilket siger noget om, at selv om Faithfull indimellem var mere end almindeligt hårdt ramt af livet, så fandtes der bag det kønne ydre en vedblivende kerne af substans og dybde. En i bund og grund ukorrumperet menneskelighed, der betød, at selv om det ofte var andres materiale, Faithfull lagde stemme til, så var det, som hun selv skrev sangene på ny, når hun fremførte dem.
I sine sidste mange år var Marianne Faithfull benådet med en patineret røst af den slags, hvor lyden blev filtreret igennem et prisme af sjælfuldhed, således at hver en tone kom ud som en flosset regnbue af følelser fra hele spekteret. Helheden i detaljen. En stemme af lys, der samtidig rummede det mørke, Faithfull utvivlsomt også bar på. Sådan lyder et menneske, der har levet. Sådan synger et Mensch.
Nyheden om Marianne Faithfulls død som 78-årig var naturligvis trist, men ikke uventet. I mange år har der gået forlydender om et skrantende helbred. Der har været sammenbrud på scenen og aflyste koncerter og turnéer, ligesom der også var længere perioder, hvor Faithfull holdt sig helt ude af rampelyset. Det gik kort sagt ned ad bakke, og efter et nær-fatalt møde med covid i 2020 forsvandt stemmen for aldrig helt at komme igen.
Det holdt imidlertid ikke Faithfull tilbage. For i 2021 – tre år efter “Negative Capability”, som jeg ovenfor kaldte en svanesang – kom en uventet efternøler: dobbeltalbummet “She Walks in Beauty”, skabt i samarbejde med den australske multiinstrumentalist Warren Ellis og med Ellis, Nick Cave og Brian Eno som gennemgående musikere. Ikke noget ueffent hold. Synge kunne Faithfull som nævnt ikke længere, så på albummet læser hun i stedet tekster af en håndfuld af de romantiske digtere, som stod hende nær, heriblandt Lord Byron, John Keats, William Wordsworth og Percy Bysshe Shelley.
Faithfull har fortalt, at “She Walks in Beauty” var en realisering af en halvtreds år gammel drøm. Hertil er kun at sige, at albummet kom på det helt rette tidspunkt – et tidspunkt, hvor Faithfull havde opsparet tilstrækkeligt med livserfaring og autoritet til at give materialet den fornødne krop. Og i det hele taget giver projektet bare så meget mening. Som man måske husker, indledte Faithfulls daværende kæreste, Mick Jagger, The Rolling Stones’ koncert i Hyde Park i London den 5. juli 1969 med at læse et digt af Shelley (til minde om den nyligt afdøde Stones-guitarist Brian Jones). Og Shelley var også en af de digtere, der bandt Faithfull sammen med de amerikanske beatforfattere, ikke mindst Gregory Corso. På det aldeles rørende Corso-album “Die On Me” (2002) aflægger Faithfull en visit ved digterens dødsleje, hvor de – ifølge Faithfulls anden erindringsbog, der udkom i 2007 – talte om “mytologi og Shelley og Milton, Gilgamesh og Dionysos. Det var charmerende og bevægende, og Hal optog det hele.” Den “Hal”, der henvises til, er den uforlignelige producer Hal Willner, som ikke bare stod bag Corso-albummet, men også havde fingrene i nogle af de fineste blandt Faithfulls egne udgivelser såsom “Strange Weather” (1987), “Easy Come, Easy Go” (2008) og “Horses and High Heels” (2011). Og meget passende er albummet “She Walks in Beauty” da også dedikeret til mindet om Hal Willner, der døde i 2020 af den corona-infektion, som Faithfull selv lige akkurat overlevede.
Da Gregory Corso døde i 2001, blev han stedt til hvile ved siden af Shelleys grav på den protestantiske kirkegård i Rom. Og herefter var det Faithfulls opgave at føre stafetten videre. Hvilket hun så gjorde på det åndeløst smukke album “She Walks in Beauty”, hvor hun ikke bare reciterer Shelley og de øvrige digtere, hvis værker hun er gået på opdagelse i, men simpelthen KANALISERER dem, så de bringes til live og takket være pladeudgivelsen kan kaste poesiens lys ind i fremtiden til kommende generationer.
Sikke en gave at efterlade sig. Marianne Faithfull – she walked in beauty …
EBBA PEDERSEN 77 ÅR – TILLYKKE! eller: BOB DYLANS DANSKE MUSE
I går skrev jeg på dette sted om Dylan-filmen “A Complete Unknown”, som jeg så ved et sneak-preview-arrangement i Grand Teatret i mandags sammen med ingen ringere end Ebba Pedersen – Bob Dylans muse fra hans tre døgn lange danmarksbesøg i 1966. Og i dag (fredag) fylder samme Ebba søreme 77, hvilket naturligvis skal markeres med en lille fanfare!
Her kommer i dagens anledning et uddrag fra min bog “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan” fra 2021 (se nede i tråden), hvor Ebba fortæller om sine oplevelser i forbindelse med de optagelser til filmen “Eat the Document”, som Dylan involverede hende i:
“Ebba Pedersen var atten år i 1966 og boede på et klubværelse ikke langt fra sine forældres hjem i Glostrup. Trods sin unge alder var hun særdeles aktiv i folkemusikmiljøet i Københavns indre by og havde sammen med veninden Marianne Horst sin faste gang i Folkeklubben i Dahlerupsgade. Og det var også i det miljø, at hun omkring årsskiftet 1965/66 havde mødt sin kæreste, den engelske musiker Richie St. John, der var kommet til landet året forinden, og som havde et renommé som ‘den danske Dylan’. (…)
Det var via Richie St. Johns kontakter i musikbranchen, at han og Ebba Pedersen var blevet inviteret med til Dylan-pressemødet på Hotel Marina lørdag eftermiddag: ‘Da vi kom ind, kunne vi se Bob Dylan ovre i hjørnet, omringet af journalister,’ husker Ebba Pedersen i dag. ‘Vi var jo meget unge, så jeg opfattede det mest bare som en lille fest. Vi deltog slet ikke i samtalen med Dylan, men trak bare over til sådan et bord, der var stillet frem med mad og drikkevarer. Dér var Bob Dylan, og hér var vi, og det var bare meget dejligt det hele, sådan som det kunne være i de år, hvor tingene bare skete, uden at man tænkte alt for meget over det.’
Da pressemødet ebbede ud, og der blev arrangeret transport fra Vedbæk op til Helsingør, gled Ebba Pedersen og hendes kæreste med i strømmen. Og det var herfra, at de begivenheder begyndte at tage fart, som for den unge danske kvinde skulle udvikle sig til tre døgns eventyr.
En af de bemærkelsesværdige (fiktions)scener i ‘Eat the Document’ stammer netop fra denne tur op til Kronborg. I scenen bliver det fremstillet, som om Bob Dylan og Richard Manuel, pianisten fra The Hawks, kommer gående ned ad en dansk villavej og pludselig får øje på et ungt par, som sidder på en bænk. I et nærbillede hvisker Dylan til sin makker: ‘Ask her what she wants.’ Hvorpå Manuel tager over, men i stedet for at spørge, hvad pigen vil, kommer han med et overraskende udspil til den unge mand: Hvad vil han sige til at bytte sin veninde for en jakke? Da svaret er negativt, tilbyder Manuel at lægge en dåseåbner, en læbepomade og forskellige andre objekter oveni. ‘Hvis hun ryger cigarer, kan jeg også smide min skjorte ind,’ tilføjer han som et sidste tilbud – uden at det dog hjælper stort. For overhovedet at overveje noget i den retning vil den unge mand have kontanter: ‘To tusind kroner,’ siger han. ‘Tager du australske penge?’ spørger Manuel – mens Dylan fortsat holder sig passivt i baggrunden, lidt på afstand af begivenhederne, men tydeligvis nysgerrig efter at se, hvordan situationen udvikler sig. (…)
I et interview fra 2004 fortæller D.A. Pennebaker [fotografen på ‘Eat the Document’], at det var ham, der fik øje på parret, og at Dylan til at begynde med var lidt skeptisk: ‘Af en eller anden grund var han meget nervøs over, om pigen skulle se anderledes ud i filmen, end hun gjorde i virkeligheden,’ husker Pennebaker. ‘Han vidste, at der var nogle ting omkring filmproduktion, som han ikke havde forstand på, men i stedet for at indrømme det kom han med sådan nogle underlige spørgsmål. Jeg syntes bare, at det var en interessant situation, fordi fyren så ud til at være typen, der kunne finde på at indlede et slagsmål, hvis nogen lagde an på hans kæreste, og det er jo altid et godt udgangspunkt for en filmscene.’
I samme interview forklarer Pennebaker om det lidt kejtede indtryk, Dylan giver i scenen: ‘Han var udmærket klar over, at det er en sårbar situation at befinde sig foran kameraet. Det var derfor, han gerne ville indtage rollen som producer eller instruktør og så lade andre om at blotte sig foran kameraet. Hvis han nøjedes med at instruere, kunne han bevare magten. Det eneste sted, hvor han følte sig sikker, var på scenen i en koncertsituation. Dér vidste han, hvad han gjorde, men den form for kontrol kan man ikke have i en filmscene, hvor der hele tiden er andre, som har indflydelse på, hvad der kommer til at ske.’
Ebba Pedersen bekræfter, at Dylan efter hendes opfattelse ikke virkede til at have det specielt godt med den megen virak, der altid var omkring ham. ‘Han var sådan én, der bare gerne ville snakke med folk og have en helt almindelig form for kommunikation,’ siger hun. ‘Det var meget tydeligt for mig, at han var træt af den status, han havde, og af, at folk betragtede ham som sådan en ophøjet person, som man ikke kunne tale almindeligt med. Han kæderøg hele tiden, og det siger jo noget om, hvor stresset han var. Selv musikerne fra hans orkester talte med ham på sådan en særlig måde – de kendte ham åbenbart ikke så godt endnu. Men jeg vidste ikke specielt meget om ham og syntes egentlig mest, at det var synd for ham, at han ikke havde nogen at tale med. Jeg var jo vant til at være sammen med de danske folkemusikere, så jeg opfattede ham bare som en ganske normal fyr, og det tror jeg, at han godt kunne lide. Så han ville hele tiden tale med mig, også selv om jeg ikke var særlig god til engelsk. Ofte kunne jeg ikke forstå, hvad han sagde, men det gjorde ikke noget. Vi havde det rigtig fint sammen.’
Den gode kemi mellem Bob Dylan og Ebba Pedersen førte til, at hun ikke blot fik en billet til koncerten søndag aften, men også blev inviteret til at hænge ud med de amerikanske gæster i de følgende døgn. ‘Dylan forsøgte ikke på noget,’ siger hun. ‘Han var bare rigtig sød og ville gerne have, at jeg var der, så han sørgede for, at jeg i de dage, optagelserne stod på, blev transporteret frem og tilbage mellem Glostrup og Vedbæk i taxa.’ (…)
Ebba Pedersen husker, at de i løbet af søndagen også optog flere andre scener [oppe på Nordsjælland], som ikke kom med i filmen:
‘På et tidspunkt fik Dylan øje på en isbod inde på mark og ville straks hen og have en is,’ fortæller hun. ‘Han købte sådan en vaffel med to kugler, men i stedet for at spise den forærede han den til en pige, der stod i køen. Hun var lige ved at besvime, da det gik op for hende, hvem han var. Så gik han ud til vejen og begyndte at blaffe, og lige pludselig blev han samlet op af en bil og forsvandt. Jeg kunne mærke, at hans manager, Albert Grossman, blev ret nervøs og beordrede chaufføren i vores bil til at følge efter, men efter nogle få hundrede meter standsede bilen med Dylan igen, og han hoppede ud, som om intet var hændt. Det var sådan, det var. Det hele var bare én stor happening.’
Et andet sted lånte Dylan en longjohn og cyklede rundt og rundt i en rundkørsel med sin nye danske veninde som passager på ladet, mens han snakkede løs om et eller andet, hun ikke helt forstod. Endelig husker Ebba Pedersen, at udflugten var lige ved at ende katastrofalt, da selskabet ud på eftermiddagen blev fanget i søndagstrafikken fra Nordsjælland ind mod København. I noget, der føltes som en evighed, sad de fast i en bilkø, der bevægede sig så langsomt, at de i lang tid frygtede, at de ikke ville nå frem til K.B. Hallen i tide til koncerten.
Alt endte dog godt, og i pausen mellem aftenens to sæt benyttede Dylan lejligheden til at optage yderligere en scene med Ebba Pedersen, sådan en slapstick-komisk situation, hvor de byttede jakker igen og igen. Efter koncerten blev hele flokken transporteret tilbage til Hotel Marina, hvor der blev festet og snakket og spillet musik på værelserne til den lyse morgen.”
Resten må I læse i bogen …
Illustrationer – fra øverst t.v. med uret: Ebba på Café Gavlen, Nørrebro, 17. oktober 2024; Ebba foran sit tidligere hjem på Christiania, 8. december 2024; Ebba ved Kronborg, 12. marts 2022; Ebba og Bob Dylan på Kronborg, 30. april 1966 (foto: Bent Raj, beskåret).
SAY GOODBYE TO MARIANNE FAITHFULL Det er ikke jordens største overraskelse, at vi har mistet den britiske skuespillerinde, sangerinde og fortolker par excellence MARIANNE FAITHFULL. Hun har været hårdt plaget af sygdom igennem længere tid, og under covid-årene var hun endda særdeles tæt på at miste sit tag i livet, men hun fik nogle bonusår, om end knap så muntre, inden hun endelig fik fred torsdag (30/1). Lidt spooky for mig (og ingen andre) er så, at jeg netop torsdag aften på en scene i Jyderup, hvor jeg holdt foredrag om David Bowie, som jeg har gjort så mange gange før, faktisk nævnte Marianne Faithfull, og endda for første gang nogen sinde under et Bowie-foredrag… for så bagefter at læse, at hun var død. Nu kan de to så mødes igen, lige som hun kan mødes med alle de mange andre, som er rejst før hende, og som hun på den ene eller anden måde har betydet noget for. Som ven, som elsker, som kollega og måske vigtigst af alt: Som fortolker af deres sange. Hun var en eminent fortolker, for hun annekterede sangene; gjorde dem til sine egne med en sjælden indlevelse og en skøn, hæs og brugt stemme, der udstrålede levet liv. Der kan siges og skrives meget om hende, og det vil der utvivlsomt blive de kommende dage, og vi vil finde alle hendes plader frem og genhøre dem, og har du dem ikke lige ved hånden, kan du via linket nede i tråden skyde genvej til en af hendes fortolkninger, der er lidt overset, men det skyldes alene det, at hun ikke har indspillet den på en af sine egne lp’er, men til et hyldestalbum. Det er en af den slags sjældne fortolkninger, der næsten overgår originalen, og når originalen så samtidig er at finde på en af historiens bedste lp’er, kan det næsten ikke blive større hørt herfra. Hendes fortolkning af Van Morrisons sublime Madame George – oprindeligt indspillet på hans lp Astral Weeks – er overjordisk smuk. Tak for den, Marianne, tak for alle de andre plader og fine koncerter gennem årene. Tak. Bare tak!
Marianne Faithfull blev 78 år. Må hun hvile i fred!
BECAUSE THE NIGHT … eller: PATTI SMITH I K.B. HALLEN
Der kunne siges alt muligt om den perfekt uperfekte performance, som den 76-årige Patti Smith leverede i K.B. Hallen torsdag aften, men essensen – for mit vedkommende – var, at jeg sjældent har nydt en koncertoplevelse mere. Selvfølgelig var der lange pauser mellem numrene, hvor knas med en guitarrem eller tilsyneladende uvished om, hvad der nu skulle ske, slog sprækker i forestillingen om en professionel koncertafvikling (hvis man vælger at se det fra dén vinkel). Selvfølgelig var der halvt glemte sangtekster, som først med lidt forsinkelse dukkede op i den syngendes hukommelse, og en ubønhørlig (angiveligt allergiudløst) hoste, som indimellem truede med at sætte stemmen ud af funktion (men dog aldrig gjorde det, når det endelig gjaldt). Og selvfølgelig var der den lidt rutinemæssigt forventelige åbning med en sing-along-opfordrende “Because the Night” og et lige så forudsigeligt farvel med “People Have the Power”. Men når det er sagt, var de to nævnte sange blot bogstøtter omkring et forløb, der på mange måder var uforudsigeligt og bød på en velkommen fornyelse af Patti Smiths ellers i mange år ret skemalagte optræden. Ligesom de øvrige ovennævnte knaster ikke som sådan trak fra, men snarere fremstod som charmerende kolorit på en aften, der balancerede fint mellem livsindsigt, hilsner til en række afdøde kolleger og ikoner, indignation, ekstase og et nærvær, der blandt andet var udløst af, at det var hen imod et halvt år siden, at Patti Smith og hendes ensemble sidst havde stået på en scene. At sige at Patti Smith virkede veloplagt, er ikke forkert, men heller ikke helt præcist. Alderen fornægter sig ikke, og snarere vil jeg påpege det sympatiske i, at Patti Smith i denne sene fase i karrieren tillader sig selv at have den alder, hun har – uden forkrampede forsøg på at virke yngre. Torsdag aften var hun simpelthen til stede i K.B. Hallen med en autoritet, hvor de mange års sceneerfaring på beundringsværdig vis blandedes med en oprigtig bestræbelse på at give sig hen til nuet og dets luner. Undervejs fik vi solide klassikere som “Waiting Underground”, “My Blakean Year” og “Beneath the Southern Cross” – poetisk rockkunst med tråde via punk- og hippieæraen hele vejen tilbage til beatgenerationen, som kun Patti Smith kan levere det. Men vi fik også adskillige overraskelser. En knirkende og dybfølt hilsen til den nyligt afdøde livsven Tom Verlaine – med tekstark og læsebrille og slinger i valsen, men så sandelig også med nerve og kærlighed. En halvironisk, men givetvis respektfuld hilsen til Tina Turner (Patti Smith havde engang siddet på første række til en koncert, hvor Turner havde blinket til hende – “… and it made me who I am today”). Renest i udtrykket var en tindrende smuk udgave af Neil Youngs “After the Gold Rush”. Mest overraskende var en ekstasesøgende musikalsk jam til ære for Jeff Beck. Og aftenens højdepunkt var et forbløffende arrangement af Bob Dylans “All Along the Watchtower” – en sang, som Patti Smith ifølge sin introduktion havde taget tilløb til at prøve kræfter med siden 70’erne. Torsdag aften i K.B. Hallen kastede hun sig omsider ud i et forsøg – og den sad lige i skabet. Meget mere kunne siges, men det korte af det lange er, at jeg nød hvert et sekund af aftenen, måske fordi jeg var mere end almindeligt sulten efter en håndfuld års Patti Smith-pause, men også fordi det nye bandformat med en trio bestående af sønnen Jackson Smith på guitar, veteranen Tony Shanahan på bas og keyboards samt en yngre trommeslager, hvis navn jeg ikke fik fat i [Sebastian Rochford hedder han, bliver jeg nu gjort opmærksom på – tak!], åbnede for en tiltrængt fornyelse i Patti Smiths musikalske udtryk og tillod hende at sprænge sig fri af de skabeloner, som hendes gamle – og prisværdigt trofaste – ensemble havde tendens til at låse hende fast i. Men mest af alt var det hele så frydefuldt, fordi Patti Smith, der med egne ord nu har nået den samme alder, som hendes mor havde, da hun (Patti) opfattede hende som MEGET gammel, stadig formår at lyse sjælens mørke kamre op med sit poetiske og umanerligt menneskelige nærvær …
P.S.: Jeg var alt for opslugt af koncerten til at tage billeder, så illustrationen herunder er et uldent snapshot fra et ultrakort møde med Patti Smith i forbindelse med hendes besøg i Cinemateket i 2008.
🎹 FILM & MUSIK: Få hele historien om rockens oprindelse i det sorte musikmiljø i USA og navnlig om ophavsmanden – Richard Penniman – bedre kendt som Little Richard. Gennem et væld af fascinerende arkivmateriale og optrædener, udruller filmen Little Richards livshistorie og afslører, hvordan Richard gjorde ultimativ selvrealisation til en kunstart. Men det, han gav til verden, var han aldrig i stand til at give til sig selv. Hele sit liv var han splittet mellem Gud, sex og rock’n’roll. Og Little Richard prægede rock’n’roll i en grad, der gør det umuligt at tale om Elvis, James Brown og The Rolling Stones uden at nævne ham. Se filmen i biografen fra den 4. maj.
🎹 FILM & MUSIK: Få hele historien om rockens oprindelse i det sorte musikmiljø i USA og navnlig om ophavsmanden – Richard Penniman – bedre kendt som Little Richard.
“Der har været mange gisninger ovenpå den måske lidt kryptiske udmelding igår fra sydhavnen – men her kommer den sande historie: Det er en fornøjelse at kunne fortælle at jeg sammen med min producent, Picturewise film fra Århus, har fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje til at vi endelig kan færdiggøre filmen om kvindebandet der forvandlede sig fra Clinic Q til Miss B. Haven i 80erne og virkelig gjorde en indsats for at sparke dansk rockmusik ud over de danske grænser i en karriere der varede frem til 1997 og fyldte næsten 20 år for de fleste i bandet. Lige nu er klippearbejdet i fuld gang i Århus, men som et endeligt løft af filmen op i et højt luftlag, så bliver der som filmens slutning præsenteret et helt splinternyt nummer af og med bandet – og derfor er de samlet lige her i disse dage i Sweet Silence Studios for at indspille sammen, for første gang i 25 år. Det sker med ingen ringere end Sune Rose Wagner i rollen som både producer og guitarist, og så er det selvfølgelig Lise Cabble – Vocal, Mette Soele Mathiesen – trommer, perc, kor, Lene Lykke Davidsen – Bas,kor og Minna Grooss – keyboads,kor. Flemming Rasmussen styrer teknikken, og når der nu skal nørdes så var Flemming også tekniker tilbage i 1982 da Clinic Q indspillede deres eneste album i Sweet Silence. Filmen har i anledning af nu at blive færdiggjort fået sin endelige titel, “Nobody´s Angel”, forventet premiere forår 23 – og så håber vi at det nye nummer både løfter interessen for filmen og et muligt soundtrack der kan følge med. Her er et foto fra arbejdet i studiet.”
Min introduktion til dem var i 1988, da jeg hørte deres cover-version af, Love Will Tear Us Apart. Dét var jeg på ingen måde imponeret af, så de fik lov til at rende og hoppe!
7 år senere – i 1995, fik Glenn (Lukas’ far), mig dog til at se lyset. Han optog dette kassettebånd til mig dengang, som jeg så har klaret mig med siden. Plus, naturligvis Spotify og YouTubeOg en række uforglemmelige koncerter!
Og en række uforglemmelige koncerter!
Men altså, …det er jo uholdbart i længden… Så, det er da ikke et minut for tidligt – at jeg omsider får anskaffet mig sagerne i fysisk -og i officiel form.
I dag, svang jeg så kortet til det blødte. :-O Indenfor en overskuelig fremtid, kommer Postmand Per således forbi – med alt, hvad jeg lige har kunne rage til mig i dag på plade.
Nøjjj, det bliver en skøn pakke at åbne! 4.6 kg Swans ❤
DAGENS ALBUM: Moral – And Life Is… (Arp Grammofon 1984) Endnu et dansk album fra 80erne jeg ikke mener man kan undvære i en seriøs samling. Jeg kunne heller ikke nære mig for at samle dette eksemplar op, selvom det er 3. gang i mit liv jeg anskaffer pladen. Anden gang var det godtnok en gave til en daværende kæreste, men første gang var den helt og holdent til mig selv og det husker jeg skam også klart og tydeligt.
Da denne plade udkom i midtfirserne lå der nemlig et distributions selskab ved navn Dansk Sam, først i en baggård på Vesterbrogade, senere på en mere mondæn adresse på Gl. Kongevej. De udgav også et dengang tone angivende musikblad ved navn Sam Nyt med information om danske alternative undergrunds udgivelser fra hippie til punk eller “nyrock” som det hed dengang.
Her fik jeg som ganske ung knægt sammen med et par kammerater fra Albertslund lov til gå på rov på lageret og købe vinyl til engros pris i en periode. Jeg mener jeg gav 69 kroner for denne LP og skamlyttede til den i et par år før den gled lidt ud af min sfære.
Vi taler minimal elektronisk musik med sfæriske guitar og synthflader over en bund af rytmeboks og toppet med Hanne Winterbergs smukke drømmende vokal. Da pladen udkom var der et band fra Wales ved navn Young Marble Giants som de ofte blev sammenlignet med, men jeg synes det er lidt unfair at tale om nu, for Moral lyder ikke rigtigt som noget andet.
De har iøvrigt også 3 fantastiske numre på opsamlings LP’en Somewhere Outside på Irmgardz, et album de virkelig løfter op på et højere niveau når man sammenligner med de andre bands på den. Der udkom også et par kassettebånd oprindeligt og iøvrigt en CD version af dette album fra 2007 på Karma med en del extramateriale fra disse og Somewhere Outside. Albummet er også genudgivet på Dark Entries for 5-6 år siden.
DAGENS ALBUM: Her ser vi et af de vigtigste danske albums overhovedet efter min mening. Til højre et nyligt indkøbt originaltryk fra 1982 på Irmgardz, til venstre et limiteret genoptryk fra 2016 lavet af DVP Dansk Vinyl Produktion, savnede Martin (Route66) Lindholms label, som blandt andet stod for alle de tidlige Bisse albums og meget andet. Jeg regner denne plade som lige så essentiel i dansk sammenhæng som Steppeulvenes Hip. If you lose your dreams you will lose your mind synger Fritz – og han har jo så evigt ret, men selvom det nok er et citat fra Ruby Tuesday med Rolling Stones, så virker sætningen alligevel mere sand, mere selvoplevet og mere påtrængende som et stykke nødvendigt og brugbart livsråd når det kommer ud af Fritz’ mund. De to tryk lyder faktisk bemærkelsesværdigt ens nu hvor jeg sammenligner, men originalen har måske en anelse mere nærvær i trommelyden – dog uden at jeg vil lægge hovedet på blokken for den sag. Ikke at det betyder så meget, begge tryk er svære at finde idag, men ikke nødvendigvis specielt dyre når de dukker op. Ihvertfald ikke i forhold til hvor fantastisk denne optagelse er og hvor utroligt fri og improviseret musikken fremstår. En god trommeslager, en solid bassist, en eksperimenterende guitarist og en stor poet, der trods sine vanskeligheder med den engelske udtale får hamret sine pointer igennem klart og tydeligt, med skrig, sang, hvisken, reciteren, messen og altid hjertet på helt rette sted. Idag og imorgen er jeg som sædvanligt på arbejde i Route66 og det glæder jeg mig igen til, ikke mindst fordi der er sket en del i brugtkasserne i den sidste uge, så man nu kan finde ret vilde ting, dog desværre ikke denne. Before – A Wish Of Life Irmgardz 1982.
SIGNAL.DK 