Jeg forstår godt, deres hjerter må briste

Jeg forstår godt, deres hjerter må briste

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Idag skulle Mahmoud Almohamad tage afsked med sine forældre og bringe dem fra Brønderslev til Sjælsmark Udrejsecenter.

I stedet for blev hans mor og søster indlagt.

Familien blev skilt af flugt flere gange. Lettelsen da de blev samlet igen i Danmark er ikke til at beskrive. Troen på at der findes et liv i sikkerhed, tager tid at genopbygge.

Så jeg forstår godt, deres hjerter må briste, når familien rives midt over igen. Ikke af krig, men af smålig og nedrig dansk politik.

Mahmoud ringede til Sjælsmark, da hans mor havde mistet bevidstheden og var blevet hentet af en ambulance.

Det havde de ikke meget forståelse for: Mahmouds forældre skal indfinde sig i dag. Lige meget hvad.

Jeg er så vred og ulykkelig over at dette her finder sted, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg er ikke i tvivl om at de stramningsivrige hårde hunde vil kalde dette opslag for følelsesporno. Det siger mest om dem.

Kan man ikke sætte sig i andre menneskers sted og handle derefter, har man mistet meget. Det er på den måde selv de rigeste og smukkeste samfund kan ødelægges indefra.

Velkommen til Danmark

Velkommen til Danmark

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Udrejsecenter Sjælsmark:

Her bor mennesker. Her vågner de, og her går de i seng. Her børster de tænder, her bader de og barberer de sig. Her spiser de discountmad tilberedt af andre, her hviler de sig på madrasser, skjoldede og beskidte af fremmede menneskers kropsafsondringer. Her går de frem og tilbage på gangene, her sidder de uvirksomme hen, fordi de ikke længere har lov til at arbejde eller gå i skole. Her er de ulykkelige af savn efter deres børn og børnebørn, som de er blevet skilt fra efter at have båret og støttet og elsket dem fra krigens rædsel til et liv i sikkerhed. Her spørger de sig selv i én kværnenede strøm: Hvorfor? Hvad er vores forbrydelse?

Her jager de rotter med et kosteskaft i baderummet, her fejer de rottelort væk fra vasken, vindueskarmen og hylden hvor tandbørsterne står. Her lider de, her bliver de syge og modtager den mest nødtørftige lægehjælp. Her får de tandpine og behandles med panodil, her gøres de fattige efter arbejdsomme liv, her ser de ind i hegnet og væggen og begynder langsomt at forstå, at det ikke er en drøm, at de ikke vågner fra mareridtet om lidt. At det her er deres liv. At det ikke stod i kortene, men at det var sådan, det blev.

Det er et udmattelsesløb, udtænkt for at pine mennesker til at forlade det land, der har taget imod dem, da de flygtede fra ruinerne af et liv. Det er endeløst fordi de ved, at de aldrig kan vende tilbage til Syrien. Fordi mennesker trods al den elendighed, man byder dem, hellere vil leve bag hegnet med rotterne, end de vil forlade deres børn for evigt og lade sig anholde, torturere, dræbe af en diktator og menneskerettighedsforbryder som har slået deres familie og venner ihjel og smadret deres hjemland. Det er endeløst, fordi Danmark nok mener at Syrien er så sikkert at disse mennesker kan rejse, men ikke vil sende folk tilbage i armene på den diktator, som ingen respektable lande vil arbejde sammen med.

Her dør alle drømme. Deres, om et almindeligt, virksomt liv i tryghed. Vores, om at vi kan være vores land bekendt.

Vi bliver også udmattede, selvom det er på en anden måde og selvom vi altid kan trække os tilbage til vores egne liv, vores travlhed og almindelige bekymringer og glæder og stræben.

Vi bliver næsten bedøvede af udmattelse, af de gentagne beretninger, der aldrig hører op. Om hvordan vores skattepenge går til at chikanere mennesker. Om hvordan vores venner og medmennesker ydmyges af staten. Også pressen bliver udmattede. Det er ikke længere en nyhed og derfor har det ikke længere værdi som nyhedsstof. Det er blevet hverdag i Danmark. Det er normalen nu. Og skal man virkelig blive ved med at skrive om det?

Vi skal ikke tale om tonen længere. Vi skal tale om menneskesynet og modbydeligheden. Vi skal tale om, hvordan det føles at stå med sin afmagt og ikke kunne komme til orde.

Vi skal tale om hårdheden og kapløbet om at være de største svin og lade som om man er glat og sød som en honningglaseret skinke, fordi man har lært at tale pænt og overfladisk at udtrykke medfølelse samtidig med, man til bevidstløshed hævder at dette her er nødvendigt, fornuftigt, rimeligt.

Tak til Birgitte Ottosen for billederne, som hun tog, da hun besøgte Asmaa Al Natour og Omar. Og ja, det er rottelort, som I kan se på hylden ved siden af tandbørsterne.

Desmond Tutu 90

Desmond Tutu 90

Af Søren Rud

Tillykke til Desmond Tutu, der bliver 90 år i dag. Han er anglicansk præst var en stor støtte til Nelson Mandela under dennes fængselsophold. Tutu har markeret sig kraftigt som forkæmper for menneskerettighederne og som anti-arpartheid aktivitst. I 1984 fik han Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp mod apartheid og i 1986 blev han Sydafrikas første sorte ærkebiskop.

Jeg mødte ham første gang i 2008 under et internationalt Care-møde i Johannesburg, hvor han holdt en forrygende tale om bl.a. menneskerettigheder, undertrykkelse og fattigdom. Hans humor fik salen til at brage af latter. Men lige så snart han fik os til at grine, slog han over og sagde noget vildt alvorligt, så hans pointer gik rent ind. Ekstrem dygtig taler…

Han skrev senere en tekst til vores bog, 100 Steder at huske før de forsvinder, som udkom op til COP 15 i København. Susanne Sayers og jeg mødte ham året efter til et møde i Vor Frue Kirke i København – stadig sprudlende og humoristisk.

Jeg er normalt ikke til selfies, men jeg blev bedt om at tage et billede af ham og et par fans, og da det var gjort, spurgte han om jeg ikke også skulle have et billede… Jo, hvorfor ikke. Og som jeg skrev første gang, jeg delte billedet: Her mødes en stor mand og en høj dansker…

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 1-3

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 1-3

Af Annelise Marstrand Jørgensen

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 1

I Danmark kan vi godt lide at betragte os selv, som foregangsland for ligestilling og kvinders rettigheder. I hvert fald hvis kvinderne er af gammeldansk slægt.

Blandt de mest rettighedsløse og udsatte mennesker i Danmark er de flygtningekvinder, der er blevet afvist eller har fået frataget deres ophold.

Jeg møder dem ofte, og den måde vi behandler dem på er så skammelig, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg synes vi skal tale lidt mere om dem. De er seje og stærke, de har ofte overlevet ekstreme ting. Ikke sjældent er de mødre. Her er én af dem:

Kan I huske Xafsa fra Somalia, som jeg skrev om for et stykke tid siden?

Den unge kvinde, der har gjort alt det, Danmark ønsker at flygtninge skal gøre? Lært dansk, fået venner, afsluttet skolen forsørget sig selv størstedelen af den tid, hun har været her. Som skulle begynde på SOSU-udannelsen nu og allerede havde fundet praktisksted? Som ikke engang vil have SU, fordi hun bedre kan lide at forsørge sig selv? Hende som kollegaer på plejehjemmet beskriver som det sødeste, mest smilende og omsorgsfulde menneske?

Kan I huske, at hun slet ingen familie har i Danmark, og at hun har klaret sig på trods? At hun var flygtet fordi Al-Shabaab var personligt ude efter hende? At de ofte kommer og spørger hendes mor, hvor Xafsa er? At de har skudt hendes far og at hendes bror er forsvundet?

Kan I huske, at de danske myndigheder fratog hende opholdstilladelse fordi de mener, hun sikkert kan rejse tilbage til Mogadishu? De synes åbenbart også, at vi ikke har brug for så dejligt et menneske i den ældrepleje, der altid mangler varme hænder.

Men Xafsa tør ikke rejse, Hun vil ikke giftes mod sin vilje og slet ikke med et menneske, der har dræbt hendes far og tilhører en terrororganisation. Det tror jeg, de fleste kan forstå. Bortset fra de danske myndigheder altså.

For et par uger siden fik Xafsa nemlig dette brev. Der står, at hun skal flytte til Kærshovedgaard Udrejsecenter, fordi hun ikke vil rejse tilbage til Somalia.

På Kærshovedgaard kan hun ikke uddanne sig, ikke tjene sine egne penge, ikke få en krone til noget som helst. Hun kan visne og nedbrydes til 300.000 kroner om året på statens regning.

Det giver ikke ret meget mening, vel?

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 2

I begyndelsen af denne uge blev mindst syv kvinder afhentet af politiet tidligt om morgenen i hhv Avnstrup, Sjælsmark og på Kærshovedgaard. En del af dem har børn og mænd, en er gravid med sit tredje barn.

Én af kvinderne hedder Regini og hun bor på Kærshovedgaard Udrejsecenter. Hun har boet i Danmark i over halvdelen af sit liv. Hun har en mand og tre mindre børn, som de danske myndigheder ikke vil lade hende bo sammen med. Både mand og børn er også irakiske statsborgere, men de har permanent opholdstilladelse i Danmark.

Nu er hun blevet frihedsberøvet og spærret inde. Hun har ikke gjort noget som helst. Andet end at være bange for at rejse tilbage til et meget usikkert og ustablit land, som hun sidst så, da hun var en stor pige. Og for at blive skilt fra sin mand og sine børn først og fremmest, naturligvis.

Der er intet nyt i, at den danske stat adskiller familier og fx sætter den ene voksne i Ellebæk. Det gør de for at presse folk ud af landet. Men de plejer at frihedsberøve mændene og det er nyt, at de målrettet går efter kvinder med børn.

Børn må ikke bo i Ellebæk eller i andre fængsler. Så det er jo egentlig godt tænkt af de hårde hunde. De regner nok med, at mødrene giver hurtigere efter, når de ikke får lov til at se deres børn i uger eller måneder. Bortset fra i besøgslokalet, hvis de er så heldige at have en mand, der kan rejse frem og tilbage. Ret til at se deres børn under de omstændigheder har de nemlig ikke.

Børnene lider selvfølgelig under det. Mange af dem er vant til at mor tager sig mest af dem. Nogle af dem er ganske små. De har set deres mor blive hentet af politiet før det blev lyst. Man skal være et ualmindeligt afstumpet menneske for ikke at kunne forstå, hvad det gør ved et barn.

De skal være i Ellebæk indtil de skal stilles foran en diplomatisk irakisk delegation. Det er pres med pres på. For hvis de bare kunne sendes hjem ville Danmark have gjort det. Om de så skulle lægge dem i spændetrøje og give dem hjelm på. Det har vi jo set adskillige gange før.

Under den tidligere regering tænkte jeg tit, at det ikke kunne blive værre. Jeg tog fejl. Der findes ingen bund længere.

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 3

Jeg ved godt, I ikke kan holde det ud, og det kan jeg heller ikke. I dag bliver en stormflod af opslag, og det er helt bevidst: Dette her er mennesker med navne og familier, men det er ikke længere enkeltsager. Hver en historie er forfærdelig, denne her fik mig til at græde. Læs selv, så lover jeg at holde en lille pause (indtil i morgen i hvert fald):

Mandag morgen klokken 5.30 ankom 6 betjente til Avnstrup. De vækkede Tanya og hendes mand og deres tre børn, da de hamrede på døren og ville have mor med.

Familiens teenagedatter agerede tolk, den yngste er kun 4 år og blev selvfølgelig meget forskrækket over synet af betjentene, der holdt fast i hendes mor. Da hun begyndte at græde fik hun temmelig kontant besked på at gå ind på værelset og holde sig i ro sammen med sin bror… som er tolv.

Den ældste datter blev ved med at spørge, hvor hendes mor skulle hen og betjentene svarede, at de bare lige skulle tale med hende – så ville hun komme tilbage.

Men Tanya kom ikke tilbage. Hun blev stillet foran en dommer, blev frihedsberøvet foreløbig i fire uger og sat i Ellebæk. Familien kom til Danmark fra Irak for 6 år siden og er af mange grunde forfærdelig bange for at vende tilbage.

Tanya har for nylig været gennem et meget voldsomt sygdomsforløb. Hun har haft brystkræft, har fået fjernet brystet og en række lymfekirtler og har været i meget stærk kemobehandling. Hendes ene arm er voldsomt hævet som følge af operationen, og hun går fortsat til kontrol. Tanya er meget psykisk påvirket af sit kræftforløb. Den del har hun dog ikke fået hjælp til, for den slags luksus tilbyder man ikke afviste asylansøgere. Kompressionærmer eller børnegrupper arbejder vi heller ikke med i asylsystemet.

Dommeren brød sig ikke om, at Tanya skulle i Ellebæk, når hun er så medtaget. I retten var der snak om, at man måske kunne tage faren i stedet. Ikke at det ville være så meget bedre, da han har haft en blodprop i hjernen for et halvt år siden med en halvsidig lammelse og genoptræningsforløb til følge. Uanset hvad blev hun altså spærret inde, værre syntes dommeren åbenbart ikke, det var.

Børnene er rædselsslagne og dybt ulykkelige. De er i forvejen traumatiserede af flugt, flytning fra asylcenter til asylcenter og af den helt reelle angst for at miste deres forældre efter deres sygdomsforløb. Den lille pige kan ikke falde i søvn uden sin mor, de større børn er ved at gå til af bekymring.

Tillykke til regeringens hårdeste hunde. Kvinder som Tanya, der har levet med angsten for at dø fra sine børn, er garanteret lette at knække og få til at give op. Og det er jo præcis hvad det handler om: At Tanya skal sige ja til hjemsendelse til vold, uro og usikkerhed. Koste hvad det vil.

Og det koster: Menneskeliv, børneliv, liv.
Danmark, du har i sandhed solgt din sjæl til fremmedhad og menneskefjendskab.

Bunden er væk, det er sandheden. Vi burde rejse en skamstøtte over vores politikere. Lad dem stå til ansvar for deres ugerninger.