Kategori: Medier

Af Leif Lønsmann

RECHENDORFFS RADIOER

Torben Rechendorff (1937-2022) mindes i disse dage for sine mange år som medlem af Folketinget og som formand for Det Konservative Folkeparti i en vanskelig periode.

Jeg husker ham for hans forvaltning af radiomediet i en spændende vækstperiode. Som kommunikationsminister i perioden 1989-93 blev det hans lod at styre de mange nærradioer, der i 1980’erne var dukket op over hele landet. Først som en forsøgsordning, siden som et permanent monopolbrud. I årene forud for Rechensdorffs regeringsperiode var antallet af radiostationer i Danmark 100-doblet ! Fra DRs 3 kanaler til omkring 300 lokale såkaldte ”nærradioer”.

Det var et broget og uregerligt radiolandskab, Rechendorff overtog. Ideen var at lade ”tusind radioblomster blomstre”, uden skelen til indhold, synspunkt og afsender. En tidlig radioversion af Elon Musk’s frisatte Twitter. Alverdens minoriteter, religioner og synspunkter mødtes i æteren: Bøssernes Radio Rosa. Nazisternes ”Radio Oasen”. Kommunisternes ”Radio Rød Aalborg”. Jødernes ”Radio Shalom”. Muslimernes ”Radio Mujahedin”. Hara Krishnas ”Radio Krishna”. Katolikkernes ”Radio Steno”. Sikhernes ”Punjabi Radio”. Arabiske ”Radio Pingvin”. Fredericias venstreorienterede ”Radio Robin Hoods Venner Sender”. Oberst Khadaffi-tilhængernes ”Grønne Revolutionsradio”. Sømandsbossen Preben Møller Hansens enmandskanal. ”Radiobaronen” Otto Reedtz-Thott’s ”Radio Voice”, der overskred alle regler og begyndte at sende reklamer i æteren selvom det var udtrykkeligt forbudt. Reklamemanden Ib Romer Jørgensens Radio Romer, der svinede de københavnske politikere til og opfordrede lytterne til at gøre det samme via deres private telefonnumre, som kørte i sløjfe i radioen.

Der var bogstaveligt talt slagsmål i æteren og studierne. Lederen af Vestsjællands Nærradio kravler i foråret 1989 op i Dansk Landbrugs Grovvareselskabs 20 meter høje kornsilo i Høng og trækker Radio Høngs stik ud af sendemasten. En lokal byggematador overtager Slagelse Lokalradio selvom erhvervsvirksomheder ikke måtte have ”bestemmende indflydelse” på lokalradioerne. Skives Sparekasse inddrager Radio Skives studier, da stationen skylder banken penge. En medarbejder på Galten Nærradio bliver overfaldet af et bestyrelsesmedlem og får smadret sine briller midt under en direkte sending. Lokalradio Odders disc jockey kalder Odderkanalens programmer ”elendige” for tændt mikrofon. En bestyrelse låser sig ind i et radiostudie med låsesmede og afsætter ledelsen. Komponistforeningerne kræver fogedforbud mod Odense Nærradio, som nægter at betale KODA-afgifter. HK indgiver konkursbegæring mod Kanal Nul, som genopstår samme dag under navnet Station 1. En studievært slår verdensrekord med 104 timers non-stop sending. En anden falder sammen med hjerteslag.

100 kommunale lokalradionævn forsøgte på bedste beskub at håndtere æterkrigen og få orden på regler og sendetilladelser. Kommunikationsministeriet oversvømmes med klager. Jeg skrev en sorgmunter kronik om de mange hundekunster og ulovligheder i de lokale radionævn, og opfordrede ministeren til at gribe ind.

Rechendorff, der uforvarende var blevet ”radiominister” efter at ordningen var etableret, bevarede roen, og afviste klagerne – og min kronik – med denne melding: ”Den mangfoldighed og entusiasme der lægges for dagen på lokalradioområdet har bestyrket mig i, at den decentrale struktur har været et rigtigt valg. Det kræver nytænkning og tro på de lokale kræfter at decentralisere kompetence. Men en central styring af et så mangfoldigt område er ikke tillokkende”.

Touché !

Foto: DR

Af Leif Lønsmann

For 25 år siden, i november 1997, rasede, som så ofte før og siden, en voldsom debat om ”de fremmede” i Danmark. Tonen var hård og uforsonende. De ”fremmede” var en social byrde, et uønsket kulturislæt, et økonomisk problem – og ”de” fyldte for meget i kriminalitetsstatistikkerne.

Et overfald i Odenses natlige værtshusmiljø, hvor en ”indvandrer” havde tævet en ”dansker”, fik debatten til at gå helt amok. Formentlig fordi der forelå videooptagelser af overfaldet. De store tv-stationer, DR og TV2, kunne ikke stå for fristelsen og gav den fuld gas med billedet af den voldelige ”fremmede”.

De 15 sekunders ”reality tv” fra Odense var dråben. Nu var grænsen nået for hvad danskerne ville finde sig i. En undersøgelse viste, at en tredjedel af ”danskerne” var bekymrede over de ”fremmede” i landet. Et nydannet parti slog sig op på kravet om en stram udlændingepolitik. Et af partiets medlemmer opfordrede i kampens hede til at man fløj ”somalierne” hjem og smed dem ned over Afrika med faldskærm. En anden foreslog at man sparede udgiften til faldskærmen.

Så hård var tonen, at en modbølge af eftertanke meldte sig. En række biskopper appellerede til noget så kontroversielt som ”en ordentlig tone” og ”en human debat”. Den nyudnævnte indenrigsminister Thorkild Simonsen pegede på medierne som medansvarlige for ”den oppiskede stemning”, og opfordrede til, at man fik den ”mærkeligt uhumanistiske debat ned i et leje, hvor det ikke gælder om at få så få fremmede ind i landet som muligt, og så mange som muligt af dem, der er her, ud af landet så hurtigt som muligt”.

Ved et debatmøde i Odense tog TV2s direktør, Jørgen Flindt Pedersen, kritikken til sig. ”Der har på det sidste – på grund af en række konkrete begivenheder – været en stor overvægt af historier, der problematiserede de fremmede og deres belastning af det danske samfund. Hver og en af disse historier kan være relevant og berettiget, men tilsammen og isoleret bliver det til en meget ensidig dækning af ”de fremmede” i Danmark”. DRs generaldirektør Christian S. Nissen fulgte op med en tilsvarende selverkendelse: ”Det er en del af DRs idégrundlag at skabe dialog og bygge bro mellem enkeltindivider, grupper og samfund, og at værne om friheden til at være forskellige, som forudsætningen for et levende demokrati. Det har vi måske ikke været gode nok til”.

SÅ brød Fanden for alvor løs. Skulle Danmarks mediebosser nu til at blande sig i tonen i indvandrerdebatten? Ekstrabladets chefredaktør Sven Ove Gade, der altid er frisk med en sviner, rasede mod disse ”fløjlsmaver”, ”godhedsapostle” og ”mediebisper”, som ville tvinge deres ”stiftsprovster” og ”nyhedsprælater” i nyhedsafdelingerne til at prædike ”elitens evangelium” om indvandringens velsignelser. Fra den anden ende af landet advarede Aarhus Stiftstidende imod at biskopper og mediechefer ”pludselig får moralske åbenbaringer og lader sig gribe af frelsermentalitet”. Og hjemme i Radiohuset protesterede Radioavisens chefer og medarbejdere offentligt over ”generalens forsøg på at indføre politisk censur af nyhedsdækningen”.

Det er 25 år siden. Den uforsonlige tone, hadet mod minoriteter og polariseringen i samfundsdebatten er ikke kommet med de sociale medier. Den har altid været her.

Illustration: Anne Marie Steen-Pedersen, Ekstrabladet, november 1997.

Af Leif Lønsmann

Den 24.november 1972 åbnede Danmarks Radio ørerne, dørene og mikrofonerne for lytterne, med et radiofonisk eksperiment ved navn “Båndværkstedet”. Et åbent radioværksted, hvor folk kunne gå direkte ind fra gaden og få hjælp til at lave radioudsendelser, helt uden nogen form for censur eller indblanding. En slags ”radiofonisk facebook”, optaget på spolebånd. Deraf navnet.

Gennem 17 år, indtil “nærradioerne” overtog opgaven i 1989, kom tusindvis af engagerede borgere igennem Båndværkstedet, fra alle samfundets kroge og afkroge. Alene med det til fælles, at de havde noget på hjerte, som de gerne ville dele med andre.

Båndværkstedet var et sandt overflødighedshorn af mennesker og meninger. Vegetarer og voldsmænd. Narkomaner og nihilister. Christianitter, kommunister, kriminelle og clairvoyante. Miljøaktivister, militærnægtere, marxister, mordere og sågar muslimer havde fuldstændig fri og uhindret adgang til mikrofonerne. Kun straffeloven satte grænser for hvad vi lod passere. Alle synspunkter, meninger og holdninger var tilladt. Strejkende asfaltarbejdere agiterede for et bedre arbejdsmiljø. En kontorassistent fortalte om hvorfor hun valgte at gå i kloster. En hjemmeværnsmand roste politiet. En slumstormer gav dem fingeren. En narkoman fortalte hvordan han blev helbredt af Gud efter syv år i Helvede. En gruppe åndssvage fortalte hvordan de lærte at spille musik på deres institution. Sindslidende fortalte om deres interesseorganisation ”Galebevægelsen”. En gruppe narkoleptikere (folk der lider af pludselig at falde i søvn) argumenterede for at de brude have ret til kørekort. En blind skiløber tog lytterne med i sin kamp for at kvalificere sig til vinter-OL for handicappede. En 23-årig nazist fra Esbjerg fortalte om glæden ved hvide børn. En kommunist roste Albanien som et paradis for arbejdere. En anden mente at Nordkorea var himlen på jorden. En tredje at Sovjetunionens invasion af Afghanistan kunne forsvares. Det var ikke gået i dag.

Båndværkstedet lærte mig at alle mennesker har ret til at blive lyttet til, og at alle synspunkter bør have ret til udbredelse. For de findes hvad enten vi vil høre det eller ej. Og mit møde med radioen overbeviste mig om at radioen er det fedeste medie til folkelig debat, fordi radioen bruger talesproget, som vi alle behersker.

Havde Båndværkstedet stadig eksisteret, ville vi have sendt en jubilæumskavalkade med klip fra “Folkets Røst”. Båndene findes stadig.

På billedet ses to af Båndværkstedets brugere, kyndigt vejledt af to unge medarbejdere med Båndværkstedets gule t-shirt. Nogle af os genkender ansigterne…

Af Ole Blegvad

Mediestøtte//Ekstra Bladet.

Min gamle, kloge ven, Jens Lunn – der intet har med journalistik at gøre – giver denne præcise analyse af den fejlcastet ansættelse af Henrik Qvortrup i JP/Politikens Hus:

Vi er midt i medieforhandlingerne. Alle håber på penge – bare en lille-bitte pose penge – til projekter til gavn for demokrati, dannelse, kultur mm.
Men der er selvfølgelig ikke penge til alle – eller er der? Handler det i virkeligheden mere om vores politiske prioriteringer?

Meget apropos JP/Politikens Hus og ledelse. Her tjener direktør Stig Kirk Ørskov 5.871.000 kroner om året i ”grundløn, inkl pension, fri bil, mv.”. (Kilde Journalisten 2020.)

JP/Politikens Hus modtager årligt omkring 70 millioner kroner i mediestøtte!!

Bare en idé – måske vi som samfund skulle lave nogle mere nutidige forbehold, når vi bruger offentlige penge. Fx at en virksomhed ikke kan modtage offentlig støtte, hvis man har ansatte, som tjener over 2 mill/året. D.v.s. så længe Stig Ørskov vil tjene 6 mill/året – så er der ingen offentlig mediestøtte.