Kategori: Kultur

Kultur, Kvinder

Jytte Rex 80

af AdminEfterlad en kommentar til Jytte Rex 80
Jytte Rex 80

Af Lars Movin

JYTTE REX 80 ÅR – TILLYKKE!
(Cinemateket i marts).

I morgen (lørdag) fylder billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex 80 år! I den anledning præsenterer Cinemateket et retrospektivt udvalg af hendes filmproduktion, der udgør et helt egenartet oeuvre i en dansk sammenhæng, ja, i de levende billeders verden i det hele taget! (Se link til Cinematekets program nedenfor).

I det følgende har jeg sakset lidt i nogle af de tekster, jeg i tidens løb har skrevet om Jytte Rex’ film:

Det suggestive, sanselige og gådefulde løber som en rød tråd gennem hele Jytte Rex’ dybt originale udforskning af filmens udtryksmuligheder. Således kan man sige, at der går en lige linje fra den gultonede opstigning i en trappeskakt i begyndelsen af hendes første langfilm, den eksperimenterende “Veronicas Svededug” (1975), til køreturen gennem en tunnel af skiftende lys og mørke, som indleder hendes fabelagtige dokumentariske portræt af grafikeren Palle Nielsen, “Mig skal intet fattes” (2001). Og netop sekvenser som disse, hvor grænser mellem den konventionelle filmfortællings virkelighedsplan og andre niveauer – drømme, fantasier, utopier – overskrides eller opløses, er nærmest emblematiske for hendes værk, hvoraf ikke mindst den første trilogi er uden sidestykke herhjemme.

Jytte Rex har fra starten placeret sig på sidelinjen i dansk film ved i sjælden grad at insistere på værdien af eksempelvis de franske nybølge-instruktørers ideal om at lave film med afsæt andre steder end i industrifilmens publikumskalkulerende normer. Snarere end ‘produkter’ har hendes film fremstået som personlige visioner og statements, hvor mytisk stof og hverdagserfaringer behandles side om side i et organisk flow. Det enkelte tableaus udtrykskraft synes hos billedkunstneren Rex altid at være prioriteret højere end fortællingen. Og akkurat som digteren Allen Ginsberg tilstræbte en poesi, hvis linjelængde var afstemt efter menneskets vejrtrækning, har Rex udviklet et filmsprog, der henter rytme, tekstur og motiver et eller andet sted mellem et personligt visuelt univers og det levede liv, privatsfæren, det mentale og fysiske familiealbum.

At en sådan filmpoetik ikke fuldstændig har kunnet realiseres på den kommercielle films almindelige betingelser, er ingen overraskelse. De første film blev til på minimale budgetter og var helt eller delvis fotograferet af instruktøren selv på Super-8 i et nært samarbejde med familie og venner. Og tilsvarende fik de aldrig i deres samtid den lancering og opmærksomhed, som de kunne have fortjent.

Med den optagethed at at finde andre fortællestrukturer end den lineære, som prægede Jytte Rex’ tidlige film, kan det ikke undre, at hun på et tidspunkt – i 1985 – måtte en tur omkring en af det 20. århundredes mest markante eksponenter for ikke-lineære eller ligefrem labyrintiske tankesystemer, nemlig den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Det resulterede i filmen “Den erindrende”, hvis associative billed-flow er konstrueret omkring en monolog baseret på to af Borges’ tekster. Set i den store sammenhæng ligner “Den erindrende” snarere end et selvstændigt værk et kunstnerisk statement, en brik i en filmpoetik, hvis mål er at pege på den samtidige tilstedeværelse af forskellige tider og bevidsthedsrum, der spiller ind på menneskets perception af verden.

Borges er også på spil i en anden af de film, der er udvalgt til Cinematekets serie, nemlig “Planetens spejle” (1991), der på én gang virker som Rex’ mest ambitiøse, helstøbte og introvert-utilgængelige værk. Her er hovedpersonen for første gang (hvis man ser bort fra “Den erindrende”) en mand, astrologen Adam Morgenstern. Og den længsel, der som altid punkterer nuet og oplevelsen af de umiddelbare omgivelser, er denne gang ikke rettet fremad eller mod uhåndgribelige mål, men mod fortiden i form af en mistet kæreste.

Efter “Planetens spejle” skiftede Jytte Rex spor og kastede sig over portrætgenren, hvilket har resulteret i to af de mest generøse og indfølende film, vi har set inden for det felt herhjemme, nemlig “Inger Christensen: Cikaderne findes” (1998) og den førnævnte “Mig skal intet fattes” om Palle Nielsen. Beklageligvis indgår filmen om Inger Christensen ikke i den aktuelle serie, men det gør “Mig skal intet fattes”, som hermed anbefales på det kraftigste. Ligesom det i det hele taget anbefales at benytte lejligheden til enten at se eller gense de præsenterede værker af denne ener i dansk film.

I marts har vi kunnet fejre en række 80-års fødselsdage, heriblandt Peter Laugesen, Erik Clausen og nu altså Jytte Rex. Jeg ved ikke, hvad de puttede i kaffen dengang i 1942 – måske var det bare effekten af mørklægningsgardinerne, som Clausen bemærkede forleden. Under alle omstændigheder var det noget af en årgang!

Tillykke til Jytte Rex! Og tillykke til alle os andre med, at hun findes!

For info om Cinematekets serie og billetreservation, se dette link.

Historie, København, Kultur, Musik, Venner

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

af AdminEfterlad en kommentar til Et af de vigtigste danske albums overhovedet
Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Af Uffe Lorentzen

DAGENS ALBUM: Her ser vi et af de vigtigste danske albums overhovedet efter min mening. Til højre et nyligt indkøbt originaltryk fra 1982 på Irmgardz, til venstre et limiteret genoptryk fra 2016 lavet af DVP Dansk Vinyl Produktion, savnede Martin (Route66) Lindholms label, som blandt andet stod for alle de tidlige Bisse albums og meget andet. Jeg regner denne plade som lige så essentiel i dansk sammenhæng som Steppeulvenes Hip. If you lose your dreams you will lose your mind synger Fritz – og han har jo så evigt ret, men selvom det nok er et citat fra Ruby Tuesday med Rolling Stones, så virker sætningen alligevel mere sand, mere selvoplevet og mere påtrængende som et stykke nødvendigt og brugbart livsråd når det kommer ud af Fritz’ mund. De to tryk lyder faktisk bemærkelsesværdigt ens nu hvor jeg sammenligner, men originalen har måske en anelse mere nærvær i trommelyden – dog uden at jeg vil lægge hovedet på blokken for den sag. Ikke at det betyder så meget, begge tryk er svære at finde idag, men ikke nødvendigvis specielt dyre når de dukker op. Ihvertfald ikke i forhold til hvor fantastisk denne optagelse er og hvor utroligt fri og improviseret musikken fremstår. En god trommeslager, en solid bassist, en eksperimenterende guitarist og en stor poet, der trods sine vanskeligheder med den engelske udtale får hamret sine pointer igennem klart og tydeligt, med skrig, sang, hvisken, reciteren, messen og altid hjertet på helt rette sted. Idag og imorgen er jeg som sædvanligt på arbejde i Route66 og det glæder jeg mig igen til, ikke mindst fordi der er sket en del i brugtkasserne i den sidste uge, så man nu kan finde ret vilde ting, dog desværre ikke denne. Before – A Wish Of Life Irmgardz 1982.

Kultur

Klaus Albrectsens tegninger

af AdminEfterlad en kommentar til Klaus Albrectsens tegninger
Klaus Albrectsens tegninger

Arbejdermuseet skriver:

ET ØNSKE OM FRED 🕊

Den hvide due er et kendt fredssymbol, der ofte anvendes af illustratorer og tegnere. Denne tegning af bladtegner og debattør, Klaus Albrectsen sprang os særligt i øjnene den anden dag, da vi gennemgik vores store samling af hans tegninger.

For selvom tegningen er fra 1982 og har titlen “Atomkrig? Nej tak”, så virker den påfaldende aktuel. Tegningen blev trykt i Ekstra Bladet og i Stockholms Tidningen og er en kommentar til den kolde krig, men udviser også håb og ønske om sammenhold og fred. ☮️

Prøv at zoome ind på tegningen og opdag de mange detaljer.

Den 29. september 2022 åbner vi en ny særudstilling med Klaus Albrectsens tegninger.

Kultur, Kvinder, Litteratur

DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

af AdminEfterlad en kommentar til DAN TURÈLL MEDALJEN 2022
DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Det halve Danmark har gået og ventet med tilbageholdt åndedræt – og nu er spændingen omsider udløst: Modtageren af Dan Turèll Medaljen 2022 er forfatteren GERD LAUGESEN!

Her er Dan Turèll Selskabets motivation:

“Forfatteren m.m. Gerd Laugesen (f. 1979) har prøvet det meste. Og alt, hvad hun har gjort, har hun gjort bedre end de fleste. Hun har skrevet journalistik, klummer, prosa og digte – i flere tilfælde det hele på én gang. Hun pendulerer tilsyneladende ubesværet frem og tilbage mellem formater med mindelser om konventionelle bøger og egenartede Artist’s Books, som sprænger alle vante forestillinger om, hvad litteratur kan være. Hun er krydset ind over grænsen til billedkunst og derfra tilbage til skriftens domæne. Ti eksemplarer af digtsamlingen ‘Har du set min kjole?’ fra 2011 – trykt på transparent papir – var rent faktisk vedlagt en kjole, der var håndsyet til sammenhængen. ‘Plet’ fra 2014 er opkaldt efter forfatterens dværgkanin. I leporello-bogen (foldebogen) ‘Sjælen’ kan få fri fra 2006 indgår i alt 51 ord – en mikrotekst i forhold til sidste års mursten, den genreblandende roman/biografi/rejsefortælling ‘Et øjebliks lykke’, som er på hele 542 tætte sider (og det er endda kun første del af en bebudet trilogi).

Kort sagt stritter værket lystfyldt og inspirerende i alle retninger. For Gerd Laugesen er der ikke noget hierarki mellem de forskellige genrer og kategorier – præcis som Dan Turèll er inde på i en tekst fra 1979, hvor han om anmeldere eller kritikere konstaterer, at hvis de skriver godt, ‘regner jeg dem uvilkårligt som forfattere. Gør de det ikke regner jeg bare slet ikke med dem.’

Gerd Laugesen skriver ikke bare godt. Hun er en sand mester på sit felt. Original, begavet, konstant udfordrende. Det er, som om hver ny udgivelse indvinder nyt land og samtidig formulerer sin egen nye poetik. Skeler man til Dan Turèll, kunne man sige, at tekstsamlingen ‘Møder’ fra 2009 er Gerd Laugesens svar på hans ‘I Byen’-klummer, og at hendes ‘Hjemsted’ fra 2011 er en fjern slægtning til ‘Vangede Billeder’. Ligesom hendes cross-over til billedkunsten formentlig er drevet af nogle af de samme impulser, som førte Turèll til at samarbejde med folk som Henrik Have, Jens Birkemose og Kenn André Stilling.

En hædring af Gerd Laugesen har imidlertid ikke brug for den form for støttepiller. Fra første færd har hun kunnet flyve selv. Niveauet har hele vejen igennem været tårnhøjt. Og med det nyligt udgivne mammutværk ‘Et øjebliks lykke’ er det, som om alle de foregående spor nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne.

At Gerd Laugesen så oven i købet har fødselsdag samme dag som Dan Turèll, gør blot det hele endnu mere magisk.”

Medaljen overrækkes sædvanen tro på Dan Turèlls fødselsdag – lørdag den 19. marts – ved en seance på i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek.

(forfatterfoto: Jens Peter Engedal)

Kultur, Kvinder, Litteratur

TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

af AdminEfterlad en kommentar til TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP
TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

Af Jan Poulsen


Hun er en af de helt store i dansk litteratur, og det er der grund til at markere i dag (9/2), hvor KIRSTEN THORUP fylder 80 år.
Hun er tilmed bedre end nogensinde, for med sin nyeste roman, den grumme og stærkt foruroligende ’Indtil vanvid, indtil døden’ (2020), toppede hun sit i forvejen imponerende rige forfatterskab, som hun lagde grunden til i 1967 med digtsamlingen ’Indeni – Udenfor’.
Siden er – fristes jeg til at sige – hovedværk fulgt på hovedværk, og her på matriklen har især romanerne ’Baby’ (1973), ’Himmel og helvede’ (1982), ’Bonsai’ (2000) og ’Ingenmandsland’ (2003) gjort endog meget stor lykke, indtil altså ’Indtil vanvid, indtil døden’ kom og løftede barren yderligere.
Kirsten Thorup er – læst herfra – en komplet forfatter, som mestrer personskildring, dialog, drama, fremdrift og alt det andet, der kort fortalt får os til at læse bøger.
Og så er hun i øvrigt også den eneste, jeg kender, som oplevede David Bowie på scenen i rollen som The Elephant Man i New York i 1980. Dét giver også et lille pluspoint 😉
I dag både løfter vi glasset og letter på hatten for Danmarks store forfatter og hendes runde dag.
Hip! Hip!

(PR-foto: Sofie Amalie Klougart, 2020).

Klassisk Musik

Christoph Eschenbach ny dirigent for Copenhagen Phil

af AdminEfterlad en kommentar til Christoph Eschenbach ny dirigent for Copenhagen Phil
Christoph Eschenbach ny dirigent for Copenhagen Phil

Copenhagen Phil er utrolig stolt over at offentliggøre, at én af verdens største nulevende dirigenter – Maestro Christoph Eschenbach – tiltræder som orkestrets æres-gæstedirigent i de kommende to sæsoner.

Det er lidt af en sensation, at Copenhagen Phil i de kommende år indleder et fast samarbejde med Christoph Eschenbach – et fænomen blandt den øverste liga af internationale dirigenter, der har haft samtlige verdens allerbedste orkestre og opera­huse som sin hjemmebane i omtrent 55 år. Eschenbach tilhører den tyske elite og er anerkendt verden over som både dirigent og pianist – og er elsket af publikum for en særlig evne til altid at tilføje hans koncerter en sjælden følelsesmæssig intensitet.

Eschenbach gæstede for første gang Copenhagen Phil i efter­året 2021, hvor han udtrykte sin store respekt for orkestrets høje niveau og brændende engagement. Han kommer til at udvikle og berige orkestret med en udsædvanlig stor kvalitet og høj faglighed, så vi kan forvente et endnu bedre spillende Copenhagen Phil i de kommende år.

Selv siger Christoph Eschenbach:

”Jeg glæder mig meget til at starte som æres-gæstedirigent for Copenhagen Phil fra næste sæson. Copenhagen Phil er et orkester med et fabelagtigt potentiale. Ved mit besøg i oktober følte jeg en ægte involvering af hver eneste musiker og deres glæde ved at levere fantastisk og raffineret lyd samtidig med at lave smuk musik sammen. Jeg glæder mig utroligt meget til at dele denne entusiasme med det københavnske publikum ved koncerter af højeste kvalitet.”

Muligheden for at tilknytte Eschenbach har åbnet sig, efter han har meddelt sin gradvise tilbage­trækning som chefdirigent i Konzerthaus Berlin, hvor han fremover ligeledes vil fungere som æres-gæstedirigent. Lignende aftaler vil han fortsat pleje hos de internationale eliteorkestre Bamberger Symphoniker, Orchestre de Paris og hos Skandinaviens førende symfoniorkester i Göteborg. Samarbejdet med Copenhagen Phil er muliggjort med støtte fra Louis-Hansen Fonden.

Copenhagen Phils Musikchef Peter Lodahl:

”Copenhagen Phil har de seneste par år satset stærkt på at højne det kunstneriske niveau. Den ambitiøse strategi bærer således allerede frugt både i kommunerne på Sjælland, i Tivolis Koncertsal og på hjemmebanen i Vilhelm Lauritzens gamle Radiohus på Frederiksberg – kunsten er for alle. Vi ønsker oprigtigt at nå bredest muligt ud til flest mulige på højest mulige niveau. Det er ikke gået ubemærket hen, at hele Sjællands Symfoniorkester har flyttet sig væsentligt. Det er usædvanligt for et dansk symfoniorkester at tiltrække en så stor international kapacitet som Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent. Vi er enormt taknemmelige for den store og afgørende velvillighed, vi har mødt hos Louis-Hansen Fonden og glæder os stort til allerede til efteråret at søsætte samarbejdet.”

Fondsdirektør hos Louis-Hansen Fonden, Christine Wiberg-Lyng:

”Når orkestre forløser noder til kunst, spiller dirigenten ofte en afgørende rolle. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har gennem en årrække fokuseret på at styrke det klassiske musikmiljø ved at støtte musikalsk ledelse fra Malko Dirigentkonkurrencen til chef- og æresdirigenter tilknyttet danske orkestre. Med tilknytningen af Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent hos Copenhagen Phil vil orkestret få et nært samarbejde med en af verdens førende dirigenter. Eschenbach vil kunne tilføre en international dimension med erfaring fra nogle af de ledende internationale orkestre, og Copenhagen Phil vil få mulighed for at fortsætte den kunstneriske udvikling, orkestret er inde i. Det er en udvikling og en mulighed, Fonden er glade for at støtte.”

Kultur, Politik

Nu er det vores tur

af AdminEfterlad en kommentar til Nu er det vores tur
Nu er det vores tur

Af Zenia Stampe

Efter et døgns dramatiske forhandlinger er det her til aften lykkedes at lande en god aftale for kompensation af kulturlivet.

Vi frygtede, at landets kunstnere og teknikere igen ville blive smidt under bussen med annulerede kontrakter. Men i stedet er det lykkedes at lave en aftale, der sikrer, at de kan få deres penge trods aflysninger. Vi kompenserer arrangørerne 1:1 for at udbetale honorarer – selv kontrakter med annulleringsklausuler bliver kompenseret.

Vi får også udvidet antallet af arrangementer, der kan kompenseres. Tidligere var det kun arrangementer med over 350 publikummer, der blev kompenseret. Nu er det arrangementer med helt ned til 51 publikummer.

Det er en kæmpe sejr, og jeg ved, at disse to dele af aftalen vil blive modtaget med et lettelsen suk blandt alle dem, der skulle have stået på scenen eller hjulpet til bag scenen i den kommende tid.

Aftalen indeholder også ordninger målrettet scenekunst, højskoler, aftenskoler, foreninger og særligt sæsonafhængige kunstnere. Men selvom vi kommer hele vejen rundt, så vil der alligevel være huller og nye udfordringer i det nye år.

Derfor indeholder aftalen også et løfte om at mødes igen i starten af januar og gøre status og diskutere genstart af kultur- og foreningslivet.

Det har været er meget intenst og dramatisk forløb, hvor der er blevet talt med store bogstaver og dannet alliancer på kryds og tværs. Men her i slutspurten har vi alle trukket i samme retning til gavn for kulturlivet.

Tak til mine kulturordførerkollegaer, Søren Søndergaard, Charlotte Broman Mølbæk, Birgitte Bergman og Jan E. Jørgensen, for forbilledligt samarbejde. Og tak til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen for at lytte og trykketeste vores idéer på systemet. Jeg er stolt over, hvad vi har fået til at flyve på et døgn.

Og til alle jer i kulturlivet. Det plejer at være jer, der hjælper os igennem de mørke måneder. Nu er det vores tur til at hjælpe jer igennem en svær tid.

Kultur

Freelancere fortjener samme solidaritet som lønmodtagere

af Admin1 kommentar til Freelancere fortjener samme solidaritet som lønmodtagere
Freelancere fortjener samme solidaritet som lønmodtagere

Af Zenia Stampe

Jeg har her til aften siddet til forhandlinger om kompensation til kulturen. Lad mig sige det kort: Jeg er ikke tilfreds.

Igen, igen skal vi forklare kulturministeriet og erhvervsministeriet, hvordan kulturlivet og kunsterøkonomien fungerer. Når et spillested bliver tvangslukket er det største problem ikke at betale husleje og løn. Det største problem er udgifterne til de aflyste arrangementer: Honorarer til artister, musikere, teknikere mm. Og nej, det er ikke en løsning at rive kontrakterne i stykker og smide kunsterne og teknikerne under bussen.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi skal til den diskussion igen. Og jeg fatter ikke, at regeringen vil være det bekendt. At tvinge spillesteder til at droppe udbetaling af honorarer til kunstnere og teknikere, svarer i mit verdensbillede til at opfordre arbejdsgivere til at droppe løn til deres medarbejdere.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor freelancere ikke fortjener samme solidaritet som lønmodtagere. At være freelancer er jo ikke et aktivt fravalg af den danske model og solidaritet. Tværtimod drømmer mange freelancere om den tryghed, lønmodtagere har. Men der findes bare ikke særlig mange lønmodtagerjobs for kunstnere.

Det blev ikke til nogen aftale i aften. Men vi har talt med meget store bogstaver over for regeringen. Jeg håber, at den lytter og kommer os i møde. Ellers har vi gjort det helt klart, at der ikke bliver en aftale med os.

Kultur, Politik

SF er det nye DF

af AdminEfterlad en kommentar til SF er det nye DF
SF er det nye DF

Af Zenia Stampe

Jeg er simpelthen så vred over, at regeringen igår valgte at finansiere fængselspladser i Kosovo med penge fra integrationsindsatsen og kulturlivet. Det minder mig om dengang, Dansk Folkeparti var støtteparti og brugte enhver lejlighed til at blande ting sammen, der ikke havde andet at gøre med hinanden, end at de kunne bruges til at kommunikere, hvem man godt kunne lide, og hvem man ikke kunne lide.

Krydsene var nemlig aldrig tilfældige, men nøje udvalgt for at puste til den splittelse, Dansk Folkeparti levede af. Splittelsen mellem nye og gamle danskere, land og by, tradition og fornyelse, osv., osv.

Således er krydset heller ikke tilfældigt denne gang. Det lægger sig klods op af Dansk Folkepartis forældede drejebog: Ja tak til hårdere straffe og strammere udlændingepolitik. Nej tak til integration og kultur. Fra kunst til fængsler. Fra integration til straf.

Men denne gang er det ikke et støtteparti, der tager sig betalt, men derimod en regering, der bevidst vælger splittelsen og smider sine egne støttepartier på porten. For det er jo også en del af kalkulen. Regeringen ved, at vi ikke kan gå med til sådan en aftale. Men det passer dem fint, for så står det jo helt klart, at når det handler om udlændinge og straf, så står de sammen med DF, Konservative og SF(!) og imod os.

Men jeg tror, at mange er trætte af den polariserende politik. Bare se på DF’s nedsmeltning, Venstres afskalning af Inger Støjberg og Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg. Alligevel fortsætter regeringen i samme forældede DF-rille.

Nogen gange får jeg den tanke, at Mette Frederiksen i virkeligheden hellere ville basere sin regering på Messerschmidt, Støjberg(!), Pape og Knuth end på os. I hvert fald hellere føre deres politik.

Men jeg tror ikke, at det her dobbeltspil holder i længden. Og selvom jeg er ærgelig over, at vi blev kylet ud af forhandlingslokalet, så er jeg lykkelig over, at vi ikke skal stå på mål for det kyniske makværk af en aftale. Regeringen har til gengæld et kæmpe forklaringsproblem!