Jytte Rex 80

Af Lars Movin

JYTTE REX 80 ÅR – TILLYKKE!
(Cinemateket i marts).

I morgen (lørdag) fylder billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex 80 år! I den anledning præsenterer Cinemateket et retrospektivt udvalg af hendes filmproduktion, der udgør et helt egenartet oeuvre i en dansk sammenhæng, ja, i de levende billeders verden i det hele taget! (Se link til Cinematekets program nedenfor).

I det følgende har jeg sakset lidt i nogle af de tekster, jeg i tidens løb har skrevet om Jytte Rex’ film:

Det suggestive, sanselige og gådefulde løber som en rød tråd gennem hele Jytte Rex’ dybt originale udforskning af filmens udtryksmuligheder. Således kan man sige, at der går en lige linje fra den gultonede opstigning i en trappeskakt i begyndelsen af hendes første langfilm, den eksperimenterende “Veronicas Svededug” (1975), til køreturen gennem en tunnel af skiftende lys og mørke, som indleder hendes fabelagtige dokumentariske portræt af grafikeren Palle Nielsen, “Mig skal intet fattes” (2001). Og netop sekvenser som disse, hvor grænser mellem den konventionelle filmfortællings virkelighedsplan og andre niveauer – drømme, fantasier, utopier – overskrides eller opløses, er nærmest emblematiske for hendes værk, hvoraf ikke mindst den første trilogi er uden sidestykke herhjemme.

Jytte Rex har fra starten placeret sig på sidelinjen i dansk film ved i sjælden grad at insistere på værdien af eksempelvis de franske nybølge-instruktørers ideal om at lave film med afsæt andre steder end i industrifilmens publikumskalkulerende normer. Snarere end ‘produkter’ har hendes film fremstået som personlige visioner og statements, hvor mytisk stof og hverdagserfaringer behandles side om side i et organisk flow. Det enkelte tableaus udtrykskraft synes hos billedkunstneren Rex altid at være prioriteret højere end fortællingen. Og akkurat som digteren Allen Ginsberg tilstræbte en poesi, hvis linjelængde var afstemt efter menneskets vejrtrækning, har Rex udviklet et filmsprog, der henter rytme, tekstur og motiver et eller andet sted mellem et personligt visuelt univers og det levede liv, privatsfæren, det mentale og fysiske familiealbum.

At en sådan filmpoetik ikke fuldstændig har kunnet realiseres på den kommercielle films almindelige betingelser, er ingen overraskelse. De første film blev til på minimale budgetter og var helt eller delvis fotograferet af instruktøren selv på Super-8 i et nært samarbejde med familie og venner. Og tilsvarende fik de aldrig i deres samtid den lancering og opmærksomhed, som de kunne have fortjent.

Med den optagethed at at finde andre fortællestrukturer end den lineære, som prægede Jytte Rex’ tidlige film, kan det ikke undre, at hun på et tidspunkt – i 1985 – måtte en tur omkring en af det 20. århundredes mest markante eksponenter for ikke-lineære eller ligefrem labyrintiske tankesystemer, nemlig den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Det resulterede i filmen “Den erindrende”, hvis associative billed-flow er konstrueret omkring en monolog baseret på to af Borges’ tekster. Set i den store sammenhæng ligner “Den erindrende” snarere end et selvstændigt værk et kunstnerisk statement, en brik i en filmpoetik, hvis mål er at pege på den samtidige tilstedeværelse af forskellige tider og bevidsthedsrum, der spiller ind på menneskets perception af verden.

Borges er også på spil i en anden af de film, der er udvalgt til Cinematekets serie, nemlig “Planetens spejle” (1991), der på én gang virker som Rex’ mest ambitiøse, helstøbte og introvert-utilgængelige værk. Her er hovedpersonen for første gang (hvis man ser bort fra “Den erindrende”) en mand, astrologen Adam Morgenstern. Og den længsel, der som altid punkterer nuet og oplevelsen af de umiddelbare omgivelser, er denne gang ikke rettet fremad eller mod uhåndgribelige mål, men mod fortiden i form af en mistet kæreste.

Efter “Planetens spejle” skiftede Jytte Rex spor og kastede sig over portrætgenren, hvilket har resulteret i to af de mest generøse og indfølende film, vi har set inden for det felt herhjemme, nemlig “Inger Christensen: Cikaderne findes” (1998) og den førnævnte “Mig skal intet fattes” om Palle Nielsen. Beklageligvis indgår filmen om Inger Christensen ikke i den aktuelle serie, men det gør “Mig skal intet fattes”, som hermed anbefales på det kraftigste. Ligesom det i det hele taget anbefales at benytte lejligheden til enten at se eller gense de præsenterede værker af denne ener i dansk film.

I marts har vi kunnet fejre en række 80-års fødselsdage, heriblandt Peter Laugesen, Erik Clausen og nu altså Jytte Rex. Jeg ved ikke, hvad de puttede i kaffen dengang i 1942 – måske var det bare effekten af mørklægningsgardinerne, som Clausen bemærkede forleden. Under alle omstændigheder var det noget af en årgang!

Tillykke til Jytte Rex! Og tillykke til alle os andre med, at hun findes!

For info om Cinematekets serie og billetreservation, se dette link.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s