Jeg bliver ærligt talt både træt og vred, når jeg hører vores statsminister sige, at vi ikke behøver at ændre vores vaner eller forbrug, hvis vi skal løse klimakrisen.
Og bare lige for at sætte det tal i perspektiv: Hver dansker har et klimaaftryk på 17 ton CO2 om året. Vi skal ned på 2-3 ton (!) for at løse klimakrisen.
Løsningen et i følge Frederiksen heller ikke at ændre vores fødevareforbrug og f.eks. spise mindre kød. Der må i stedet investeres i nyt foder og nye staldanlæg. Men vi har allerede en af de mest effektive animalske produktioner i Danmark. Alligevel udleder hver dansker 3 ton CO2 om året alene pga. vores fødevareforbrug. Det skyldes bl.a. et højt forbrug af animalske fødevarer, som alene står for 75 pct. af udledningen.
Og husk igen: 3 ton er, hvad vi hver især I ALT må udlede om året, hvis vi skal løse klimakrisen.
Enten er Mette Frederiksen ved at svømme baglæns fra sine grønne løfter. Eller også stikker hun folk blår i øjnene.
Det går ikke. Vi skal være ambitiøse, og vi skal være ærlige: Vi skal leve op til klimamålsætningerne, og det kan kun lade sig gøre gennem massiv regulering og ændrede forbrugsvaner. Det var med den forventning og det klare krav, at vi gjorde Mette Frederiksen til statsminister. Hun SKAL levere. Det skal vi nok holde hende fast på.
Men derfor har jeg alligevel et budskab til alle jer, der har været på gaden for at demonstrere for klimaet eller som har lagt jeres eget forbrug om: Bliv ved! Vi har stadig brug for jer i kampen for den grønne omstilling.
Da jeg i efteråret interviewede komponisten, Hans Abrahamsen, om arbejdet med ”Snedronningen”, bemærkede han, at han måske også selv var blevet taget af Snedronningen som barn. Efter han i 2007 havde påbegyndt arbejdet med at skrive en opera over H C Andersens eventyr, havde han flere gange spurgt sig selv, hvorfor lige netop Kay bliver bortført af Snedronningen. Var det fordi Kay allerede havde fået glassplinter i sit øje og i sit hjerte?
Pga. sit dårlige ben kunne Hans Abrahamsen ikke stå på ski ned ad de store bakker, da han var barn. Lige som Kay kunne han derfor ikke komme ind i den fysiske leg sammen med de andre børn. Han blev derfor tildelt beskuerens rolle. Måske var Kay kunstner? Måske stod han lige som Hans Abrahamsen på sidelinjen med det kølige og analytiske overblik, som ofte kræves af en komponist eller forfatter.
”Måske blev jeg ikke taget af Snedronningen, men jeg blev i hvert fald taget af musikken”, sagde Hans Abrahamsen den gang til mig. Snedronningen er et af H C Andersens mest fascinerende eventyr, som har givet anledning til at have af forskellige fortolkninger. Denne jul kan man f.eks. opleve så forskellige fortolkninger som Disneys ”Frost 2” i biograferne, ”Snedronningen” som ballet med kostumer og scenografi af Dronning Margrethe i Tivoli – og Hans Abrahamsens opera med libretto af Henrik Engelbrecht. Lad os blot med det samme konstatere, at vi her har med tre temmelig forskellige fortolkninger at gøre.
Som opera havde ”Snedronningen” urpremiere på dansk Det Kongelige Teater den 13/10 2019 – og på engelsk på Bayerischer Staatsoper i München den 21/12 2019. Drevet af nysgerrighed havde jeg købt billetter til begge opsætninger for at opleve, hvor forskelligt samme eventyr med musik komponeret af samme komponist kan fortolkes af forskellige instruktører, sangere, dirigent og musikere. Det føles næsten som to forskellige operaer, selv om de er bundet sammen af musikken. Men så heller ikke meget mere.
Hvor Francisco Negríns opsætning i København var henlagt i mørke med et LED-oplyst bjerg, der kunne skabe forskellige stemninger, årstider og vejrlig, er Andreas Kriegenburgs opsætning i München domineret af kridhvide, sterile hospitalslandskaber med klar blå himmel, røde roser og dalende sne.
Da jeg talte med instruktør Francisco Negrín i København, fortalte han, hvordan han som instruktør lagde en ny fortolkning baseret på lys og matematiske undere oven på den fortolkning, som Hans Abrahamsen allerede havde lavet af H C Andersens eventyr. Med fortolkning på fortolkning bliver operaen til sidst sin helt egen historie, som Negrín sagde. Når der er tale om en dugfrisk opera, som aldrig har været opført før, er hverken instruktør eller sangere bundet af tidligere opførelser eller fortolkninger.
Opera ender ofte med at blive en smagssag. Nogle kan ikke få opsætningerne ”korrekte” nok i forhold til (sam)tid, kostumer og libretto, mens andre foretrækker radikale bud på opera i en samtidig kontekst. Med ”Snedronningen” har hverken Negrín eller Kriegenburg som instruktører behøvet at forholde sig til tidligere opsætninger. Men man må dog sige, at de har ganske forskellige udlægninger af Hans Abrahamsens musik.
Når der er to forskellige opsætninger – en dansk og en engelsk i et henholdsvis dansk og tysk operahus – skyldes det, at sopranen og dirigenten, Barbara Hannigan, har været tæt på hele arbejdsprocessen med ”Snedronningen” lige fra begyndelsen, efter hun havde arbejdet sammen med Hans Abrahamsen om hans sangcyklus for sang og orkester, ”Let Me Tell You.” Det var f.eks. hendes idé, at Snedronningen, som repræsenterer ”Den Universelle” skal synges af en bas-baryton. Men da hun ikke mente, at hun var i stand til at synge Gerda på dansk, gik rollen i stedet til Sofie Elkjær Jensen på Det Kongelige Teater – og ”Snedronningen” blev til to operaer på henholdsvis dansk og engelsk. På Det Kongelige Teater blev rollen som Snedronningen sunget af Johan Reuter, mens den på Bayerischer Oper bliver sunget af Peter Rose. Hvor ”Snedronningen” i København blev dirigeret af Robert Houssart, bliver den i Tyskland dirigeret af Cornelius Meister.
Hvor operaopsætningen i København sværmede om et mørkt, konkret og videnskabeligt univers, er den tyske opsætning hensat til et kridhvidt, svævende univers, som er åbent for fortolkninger. Ikke alle tyske anmeldere har været lige begejstret for, at instruktøren, Andreas Kriegenburg, har flyttet Kay ind på et psykiatrisk hospital. Kay er mentalt frosset til is og vil ikke længere kommunikere med den ydre verden. Den voksne Gerda forsøger desperat at få sin elskede Kay til at ”tø op igen” gennem sine mange rejser i for- og nutid.
Frankfurter Allgemeines anmelder, Laszlo Molnar, kaldte operaen for ”Barbara im Traumaland”, da han mente, at operaen i Andreas Kriegenburgs opsætning mangler et dybere motiv og en social relevans. Ifølge Molnar er der ellers masser at tage fat på, hvis Kay er en tavs og iskold mand, som har vendt verden ryggen: Hvad gør psykiske lidelser ved os – både de berørte og deres pårørende? Og hvordan finder de ”iskolde” mennesker tilbage til den følelsesmæssige verden? Vi får ikke noget konkret svar. I stedet får vi som publikum rig lejlighed til at lægge vores egen tolkning ind, mens Kay og Gerda i tre forskellige aldre arbejder sig igennem de mange prøvelser og elementers rasen.
Som Reinhard J. Brembeck fra Süddeutsche Zeitung bemærker, så er der ingen tvivl om, at Kay er forstyrret. Men er der virkelig kun tale om en individuel forstyrrelse? For ham går Andersens eventyr og Abrahamsens opera meget længere. Ikke alle lidelser kan løses ved at besøge en psykiater – kun medmenneskelighed og kærlighed kan overvinde dem. Det er derfor finnekonen i tredje akt synger om Gerda: ”Jeg kan ikke give hende nogen større magt, end hun allerede har…” Det bliver ifølge Brembeck en afvisning af al psykiatri og al psykologi.
Brembeck når derfor frem til den konklusion, at Abrahamsens værk faktisk kræver et billedforbud. ”Snedronningen” er ikke en opera. ”Højst en imaginær opera.” Den behøver ingen billeder og operascene, da Abrahamsens musik allerede er så illustrerende, at den ”maler landskaber såvel som følsomhed, frygt som kolde følelser, længsler som fugle, blomster som kærlighed. Dette stykke længes efter at blive hørt som en Andersen-tekst.”
Det er sandt, at musikken til Hans Abrahamsens opera er yderst billedskabende. Han har allerede arbejdet med sne og vinterlandskaber i værker som Schnee, Walden og Märchenbilder. Alligevel fandt jeg mig selv blive mere grebet af det golde, hvide psykiatriske landskab til premieren i München, end jeg gjorde af det mørke eventyrlandskab i København. Snefnug smelter på kort tid, men jeg blev nu alligevel ganske grebet af Barbara Hannigans kærlighed, som til allersidst får smeltet Kays hjerte til at smelte. Se det er et smukt julebudskab! Nyd Bayerische Staatsopers opsætning den næste måned. Alternativt kan I blot lukke øjnene og nyde den smukke musik og de smukke stemmer….
I aften fejrede vi, at Arbejdermuseet for nylig vandt den prestigefyldte internationale museumspris,DASA Award.
Prisen blev givet for museets stærke indsats for at styrke danske børn og unges demokratiske dannelse og for innovative undervisningstilbud.
“Det er lykkedes for Arbejdermuseet at genopfinde det at være et museum for arbejderhistorie. Det er en levende institution, der gennem undervisningsprogrammer engagerer børn og unge i grundlæggende demokratiske processer. Museet styrker de unge i at tage del i aktuelle politiske og sociale spørgsmål – spørgsmål, der definerer fremtiden for os alle.
Vi har brug for flere institutioner som denne. Stort tillykke til hele teamet på Arbejdermuseet.”
Sådan udtalte formand for European Museum Academy, Dr. Karl B. Murr. J.
Ingen tvivl om at Arbejdermuseet, med sine dygtige og engagerede medarbejdere gør en hel særlig indsats og skaber et museumsmiljø vi kun kan være rigtig stolte af. Jeg glæder mig til at følge, og blive inspireret af deres videre arbejde.
Mad skaber minder, og i dag udkommer den nye bog ”Fra sagogrød til smoothie” fra Samvirke. Inger Abildgaard, som har været madskribent og -redaktør på Samvirke gennem 25 år, er bogens forfatter. Hun tager os igennem danskernes madvaner fra 1940 til i dag, og det gør hun virkelig godt.
Bogen er til os, som holder af mad og holder af at snakke om mad, og jeg håber på et forrygende salg – for det gælder vel os alle sammen? Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, som ikke kunne lide god mad, og den smager selvfølgelig bedst, når vi spiser den sammen.
I Coop har vi på mange måder været med til at skubbe på udviklingen af vores madkultur og gør det stadig. Derfor har vi har vi gennem tiden haft et medansvar for hvad vi som danskere har på tallerkenen.
”Fra sagogrød til smoothie” er i (bog)handlen fra i dag og med i Aftenshowet i aften.
Manden er gudesmuk, uregerlig og de svages fortaler. Han gjorde Method acting til en levevej og blev kaldt verdens bedste skuespiller. Han kæmpede side om side med Martin Luther King og sendte en indiansk squaw til Oscar uddelingen for at fortælle et måbende Hollywood, at han ikke ønskede at modtage statuetten.
“Det var den vildeste doku om ham” – Paprika Steen.
Privat var han rodløs og oplevede store sorger igennem hele hans liv, men hans integritet står fast og hans sanselighed er smittende. Filmen er mættet med billeder og stemninger som hans karakteristiske stemme binder sammen til et sansestærkt indblik i et mangefacetteret liv. Det man står tilbage med er en følelse af at have forstået hvem Marlon Brando var: Bigger than life. Intet mindre.
SIGNAL.DK 