
Franciska Rosenkilde blev ved valget stemt ind i Folketinget med over 16.000 personlige stemmer i Storkreds København. Selvom hun er ny MF’er, så er hun ikke ny på Christiansborg. For siden februar 2021 har hun haft slottet som sin arbejdsplads i sin rolle som politisk leder for Alternativet.
København er Franciskas fødeby og hjemby. Hun er vokset op i hovedstaden og har boet i byen stort set hele hendes liv. Før sit liv i politik, har Franciska arbejdet både som kok og køkkenchef. Selvom hun har levet som vegetar i snart et årti, så hun har hun altså stegt flere hakkebøffer end de fleste.
Franciska gik ind i politik for at ændre verden. hun synes selv, det lyder lidt som en kliché, men ikke desto mindre står hun ved det. Hendes uddannelsesbaggrund er en professionsbachelor i Sundhed og Humanernæring fra Suhr’s og en kandidatuddannelse i Geografi fra Københavns Universitet.
På geografistudiet lavede Franciska speciale om det globale fødevaresystem og klimakrisen. Hun beskriver, at den oplevelse gjorde det tydeligt for hende, at vores måde at leve på i vesten, den er ved at ødelægge vilkårene for liv for de næste generationer af mennesker. Vi har brug for et opgør med de fossile systemer, vi lever i. Og dét opgør ønsker Franciska at skubbe på for fra sin position som folketingsmedlem.
Dermed har vi også nævnt Franciskas mærkesag. Den vigtigste politiske kamp for hende er at sikre en bæredygtig omstilling af vores samfund. Det handler om at sikre menneskelig trivsel inden for klodens bæreevne.
Selvom det politiske arbejde fylder meget i Franciskas liv, så har hun gudskelov også et liv ved siden. Hun elsker at dyrke kulturlivet i København. Både de fine museer og de snuskede spillesteder. Derudover har hun en voksen datter og bor sammen med sin kæreste i en andelslejlighed på Nørrebro i København.