Alternativet København har indgået valgforbund med MOMENTUM, Veganerpartiet og Grøn Omstilling til kommunalvalget i København. Det betyder, at du kan være sikker på, at dine stemme ender et ægte grønt sted, uanset hvilket af de fire partier, du vælger at sætte kryds ved.
Det Grønne Valgforbund er det eneste valgforbund, du kan stemme på, hvor du med sikkerhed ved, at din stemme IKKE risikerer at gå til et parti, der vil rydde Amager Fælled og Stejlepladsen eller bygge Lynetteholmen i Øresund.
Vi er fire partier, der alle har klimakrisen som politisk førsteprioritet. Og sådan skal det være.💚
Jeg er stadig lidt ør i hele systemet efter tirsdagens møde med Lydia Lunch på spillestedet Stairway i Vanløse. Mat i koderne på en sært lykkelig måde – som efter at være sluppet helskindet ud af en orkan. Okay, man skal ikke overdrive, mere voldsomt var det så heller ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var mere end almindeligt spændt på at gense det nu 62-årige No Wave-ikon, som jeg ganske vist løbende har fulgt på afstand, men som jeg ikke har talt med siden 1988. Det er trods alt 33 år siden. Men det gik fint. Der var lutter venlighed i det backstage-lokale, vi havde fået stillet til rådighed. Uden at der var tale om den helt store snakkesalighed, fik vi udvekslet lidt minder og informationer om “siden sidst”, mens jeg nippede til den udleverede catering, og den noget turnétrætte Lydia Lunch holdt sig kørende på en diæt af hvidvin og cigaretter. Det sidste kunne høres på hendes stemme, da hun gik på scenen for at levere en halv times Spoken Word, hvor hun – ud over at udnytte effekten i at veksle mellem to forskellige mikrofoner, den ene med rumklang, den anden uden – brillerede med en stemme, der nu spænder fra den lyse røst, vi kender fra hendes ungdom, over et fræsende mellemleje til en dyb brummen. Det var ganske dramatisk og samtidig enkelt og effektivt. Efter de levende ord fulgte Beth B’s fremragende portrætfilm, “Lydia Lunch: The War Is Never Over”, som ud over at give et overblik over det meste af den mere end fire årtier lange karriere viser en Lunch, som med ro og åbenhed taler lige ud af posen om de traumer og smertepunkter, der har været en væsentlig del af hendes kunstneriske råstof (herunder det misbrug, hun som barn var udsat for fra sin fars side). Frem til dette punkt på aftenen var alt godt. Men så var batterierne eller velviljen eller tålmodigheden, eller hvad det nu var, også ved at være brugt op. Og den Q&A-session, der skulle afslutte seancen, blev præcis den verbale brydekamp, jeg havde frygtet (og mere eller mindre forventet). Kun ét af mine forsøg på at få en samtale i gang udløste mere end rutineprægede parader, og det var spørgsmålet om, hvad Lydia Lunch tænkte om hordernes angreb på den amerikanske Kongres den 6. januar i år. Hér kom pludselig en fem minutter lang monolog om tilstanden i den nation, som hun er rundet af, og som hun i en lille menneskealder i en vis forstand også har levet af at rase imod. Jo, vreden, engagementet, energien og formuleringsevnen er der stadig. Det var godt at mærke, og vi kunne runde af med en fornemmelse af lige akkurat at have strejfet det strømførende lag, som siden 1975 har gjort Lydia Lunch til Lydia Lunch.
Da det hele var forbi, stillede aftenens hovedperson sig uden nogen som helst former for blusel op ved udgangen og falbød to af sine seneste cd-udgivelser: den retrospektive “The War Is Never Over”, et spin-off på Beth B’s film med en blanding af kendt stof og mere obskure godter; og albummet “Urge To Kill” (2021) med det særdeles velspillende ensemble Retrovirus, et projekt, der går ud på at præsentere et bredt spektrum af materiale fra hele Lunchs karriere i nye arrangementer (i vores Q&A kaldte hun projektet en “Lydia Lunch jukebox”). Jeg har nu lyttet til begge albums, og de kan anbefales til alle, som har en sød tand for Lunch!
Det er rigtig trist, at modtage nyheden om at kapelmester, komponist, pianist, arrangør, dirigent, producer m.m. Svenn Skipper er død 74 år gammel. Jeg har samarbejdet med Svenn i rigtig mange år om forskellige musikalske forestillinger, som “Den forelskede Nattergal” og “Musik og Eventyr” – hvor også Michala Petri, Ghita Nørby og Lars Hannibal medvirkede. Vi var ofte på landevejen sammen og Svenn blev en rigtig god privat ven. Jeg holdt meget af Svenn og hans rolige væsen – man kunne slappe af i hans selskab, nyde musik, fordybe sig i en samtale og komme i en næsten meditativ tilstand. Noget jeg havde brug for når det hele gik lidt for stærkt. For Røde Kors producerede jeg i 2004 et velgørenhedsshow med titlen “Celebrate The Beatles” som vi arbejdede tæt sammen om, sammensatte repertoire og fandt solister. Svenn og han orkester stod for at akkompagnere solister som bl.a. Etta Cameron, Søren Launbjerg, Hans Ulrik og Susanne Elmark. Vi holdt planlægningsmøder og prøver i hans Holtewood Studio – alle stillede op til fordel for den gode sag uden honorar og var enige om at publikum skulle præsenteres for noget de ikke havde hørt før. Svenns kærlighed til musikken var stor og han havde altid noget musik, som han syntes jeg skulle høre – ikke mindst i processen med show’et – hans yndlings Beatles-fortolker var Sarah Vaughan. Han fik mig til at åbne øjne/øre for musik og kunstnere som jeg ikke kendte. Svenn spillede både til min 50 års og 60 års fødselsdag – og jeg stod for at arrangerer hans 60 års fødselsdag, som var en overraskelse ikke mindst for ham! Vi havde en fælles begejstring for svenske BAO! (Benny Anderssons Orkester) med sangsolisterne Helen Sjöholm og Tommy Körberg. Vi tog sammen til Sofiero Slot i Helsingborg med vores respektive fruer for at høre Benny og hans orkester live – medbringende madkurve Jeg har allerede savnet den Svenn jeg engang kendte, siden han blev ramt af Alzheimers, men vil altid mindes ham og de mange gode stunder vi har haft sammen. Hvil i fred kære Svenn.
Tænk, hvis din bolig skulle rives ned, fordi nogle politikere vurderede, at du og dine naboer ikke tjente penge nok. Ikke var veluddannede nok. Fordi for mange af jer havde en anden etnicitet end dansk.
Sådan er det desværre for tusinder af mennesker i Vollsmose i Odense lige nu. I disse dage er Bøgeparken i Vollsmose blevet hegnet ind, for nedrivningen af over 1.000 boligere starter inden længe på grund af “ghettolisten”.
Nedrivninger, som sker på grund af racistiske og klasseblinde kriterier. Nedrivninger af billige boliger – i en tid, hvor vi lige præcis mangler billige boliger. Hvor vi mangler billige BÆREDYGTIGE boliger. Og de mest bæredygtige boliger er som bekendt dem, vi allerede HAR bygget.
Alt dette sker pga parallelsamfundspakken og “ghettolisten”, der består af nogle kriterier, hvoraf et af dem er etnicitet. Hvor vildt er det?
Det er lovgivning, der helt åbenlyst muliggør negativ særbehandling af mennesker på baggrund af deres etnicitet. Slår man “racisme” op i ordbogen, så finder man en definition, der stort set lyder sådan dér.
Alternativet er totalt imod parallelsamfundspakken og “ghettolisten”. Den skal stoppes, og det skal være nu. Desværre står et bredt flertal bag loven. Og hvis den skal ændres, så skal de deltagende partier på andre tanker. Så sørg udnyt kommunalvalget og sørg for at stille dine lokalpolitikere til ansvar og få dem til at svare på, hvorfor de og deres partier støtter “ghettolisten”.
Følg kampen mod “ghettolisten” hos Almen modstand – Forsvar beboerdemokratiet og folk som Fatma Tounsi, Ibrahim El-Hassan og sociolog Aydin Soei. Og del den viden! 💚
Ligesom med videnskaben er kunstarterne afgørende for vores fælles nysgerrighed på verden og på hinanden. Kunst og kultur rummer et særligt forandringspotentiale, hvor vi kan eksperimentere med nye, progressive og nødvendige løsninger på morgendagens udfordringer.
Alligevel har mange kunstnere og kulturudøvere ofte prekær tilknytning til arbejdsmarkedet med mangelfulde løn- og arbejdsvilkår.
Alternativet vil skabe nye og bedre arbejdsforhold for den enkelte kunstner.
Derfor vil vi indføre en forsøgsordning med basisindkomst kaldet ”kunstnerløn” over fem år, hvor 1.000 personer med kunstner- og kulturarbejderbaggrund skal tilbydes en ubetinget basisindkomst på 10.000 kr pr. måned efter skat.
En tryghed, der erstatter kontrol med tillid, og giver frihed til at vælge det liv og den kunst, den enkelte kunstner og kulturskaber brænder for. Også selvom det ikke nødvendigvis skaber et overskud fra dag ét.
SIGNAL.DK 