Måned: marts 2020

Vi deler Emilie Haug Raschs øjebliksberetning om, hvordan hun oplever at være sygeplejerske under corona-epidemien.

Dansk Sygeplejeråd har spurgt nyuddannede, Emilie Haug Rasch, fra Dermatologisk afdeling og Videncenter for sårheling på Bispebjerg Hospital, hvordan hun oplever sin situation.

”Man hører ofte – fx i valgtaler, at vi sundhedsfaglige er vigtige for samfundet, men pludselig giver det ny mening, når vi er nogle af dem, som skal fortsætte med at gå på arbejde, fordi der er brug for os.

Det giver mig en følelse af, at det er et vigtigt erhverv, jeg er en del af. Befolkningens øjne kigger i retning af os, når de søger svar. Det er en lidt vild følelse, når man lige er landet i en ny afdeling.

Jeg er optaget af, at jeg skal passe på mig selv, fordi jeg har et ansvar. Og altså sørge for at jeg kan leve op til det ansvar. Hvis jeg bliver smittet, kan jeg ikke hjælpe, og så bliver sundhedsvæsenet endnu mere presset. Og hvis jeg ikke passer på, kan jeg risikere at smitte mine patienter.

På hospitalet er vi vant til at tage vores forholdsregler i forhold til smitte, men jeg kan godt mærke at jeg/vi er ekstra opmærksomme i denne tid. De forholdsregler, vi tager, gælder jo så bare også i det private nu. Jeg har ikke lyst til at udsætte hverken mine patienter eller min familie for smitterisiko.”

Det føles lidt som stilhed før stormen, hvor vi forbereder os på noget, som vi ikke ved, hvordan ser ud om bare et par dage eller en uge.”

Af Camilla Fjord Thomsen

Kære venner,

Jeg kan se, at i er ude i det gode vejr, spiser middage og drikker dejlig rødvin sammen i disse stille dage. Vil i ikke nok stoppe?

I dag er min 7.arbejdsdag i træk. Corona-virus er under opsving, og patienterne er begyndt at vise sig i Akutklinikken.

Smitten spredes i særdeleshed af de raske bærere i alderen 15-50 år, og inkubationstiden snyder jer. I spreder smitten lige nu.

Folk hamstrer sprit og masker fra hospitalet, og jeg kan ærligt sige, at udviklingen i patient-kategorien de seneste par dage bekymrer mig dybt.

Hold jer hjemme. Hold jer og andre sikre.❤️

-og hold fingrene fra hospitalets forsyninger❤️. Ellers er vi her ikke ret længe til at passe på jer…

Af Ellen Søs Lundquist

Når den eneste larm der er, er den som kommer fra en selv. Ja, så er det fordi landet er i huskarantæne, alle til hobe, hele Italien, mit elskede Italien lider.

Og jeg skriver sådan set det her, så I oppe I det smukke kongerige, Danmark, kan tænke jer rigtig rigtig godt om, inden at Itager ned og træner, og køber ind, og tager til arrangementer, også dem med blot 10 mennesker. Jo hurtigere at folk sætter sig selv i karantæne, jo hurtigere kommer vi alle sammen over denne her krise.

Hvis folk bliver ved med at opføre sig som om at intet er sket. ja så kan det være at I også ender her hvor Italien er lige nu. I stor ensomhed

Og ja, ensomhed, jeg hørte at folk der i forvejen lider af psykiske problemer, har det helt forfærdeligt over denne her situation, det er så sørgeligt.

At komme i huskarantæne betyder, at vi alle skal blive inde i vores huse, med lukkede vinduer, siger staten, så os på landet med marker og haver omkring os, er heldige, vi kan gå ud. Men altså vi skal blive hjemme hos os selv, og ja hos os selv, man kan ikke sidde sammen med naboerne, og hygge sig, ej heller sammen med familien.

Og skal man ud og købe ind, SKAL det ske inden for ens egen kommune, og kun en fra husstanden skal tage afsted, folk er iført masker og plasthandsker når de tager afsted. KUN butikker med madvarer, har åbent, dog ikke i weekenden, det har kun supermarkederne, apotekerne er dog åbent som altid, og Ferramenta butikkerne har også åbent, da de har gas, osv., som jo er en nødvendighed.

Og der er så masser af fødevarer, som staten også lovede der ville være, så stop alt det der hamstrings ucharmerende opførsel.
Når vi kører ud, skal vi have en attest med, hvorfra vi kører, og hvor vi kører til, og hvad det er vi skal. Har man det ikke, og suser man rundt i en anden kommune, ja så kan man få store bøder. Og ellers skal en grund for at være der, være stor nok. Arbejde kan være en grund, staten ved jo godt at ingen arbejde, ingen penge, ja sådan er det for mange små selvstændige, vi er ikke så heldige at vi får løn ved at sidde derhjemme.

Så jeg var i nabobyen forleden dag, da jeg skulle låne en printer, så jeg kunne sidde og arbejde. Og billedet er fra denne nabo by.

Begravelser er også sat på stand by, forstil jer ikke at kunne deltage til en af sine kæres begravelser. Ja, det må være frygteligt. Familie frokoster, som italienske familier jo stort set har hver weekend skal også aflyses, man skal ikke blende sig med andre end dem der i forvejen boede i husstanden.

I starten af den her karantæne, måtte vi gerne gå ture, det må man ikke mere, folk med hunde kan gå max. 100 meter fra sit hjem og så hjem igen.

Stilheden er trykkende, den omslutter det hele, og kære alle jer i Danmark gør nu alt i kan for at undgå at I sidder her om et par uger, vi startede der hvor I er for lidt mindre end 3 uger siden. Jeg kan kun sige det er IKKE en situation nogen kan ønske sig.

Og stop nu med at beklage jer, over den danske regerings beslutning om den grænselukning, det er en super god ide, og bliver folk ved med at sige det ikke er, så transmogrif dem herned i et par dage, så tror jeg de hurtigt træffer en anden beslutning.

Den lille region der hedder Molise, der ligger nede omkring Rom, de lukkede deres regions grænser for lang tide siden, for alle andre end dem der har bopæl der, de har så desværre også fået smittede. Men langt færre end Deres nabo regioner.

I kan følge med på det her link, hver dag bliver siden opdateret.

Og tak til alle de læger, og sygeplejersker der arbejder i døgndrift, hernede. De er vitterligt vores helte.

Af Arne Herløv Petersen

Når man står i en situation som den, vi er i nu, er der nogle reaktioner, der er hensigtsmæssige, og andre, der ikke er det,
Panik er ikke nogen hensigtsmæssig reaktion, for man mister overblikket og ser ikke konsekvenserne af det, man gør. Det er fior eksempel ikke særlig smart at styrte ud for at hamstre toilerpapir og derved mase og klemme sig op ad hundrede andre mennesker, så der netop er risiko for at blive smittet med den sygdom, man frygter.
En opgivende og modløs holdning er heller ikke hensigtsmæssig. Det kan godt være, epidemien raser, uanset hvad vi gør, og at mange mennesker kommer til at dø, men det er ikke nogen begrundelse for ikke at gøre noget. Det er ligesom med klimaet og med politik. Der kan komme mange nederlag. Men selv om vi ikke kan gøre ret meget, kan vi dog gøre noget. Man kan ikke tømme havet med en teske. Men man kan afbøde virkningerne af oversvømmelse ved at bygge et dige.
Tænk på Blitzen i London i 1940. Bomberne regnede ned over folk, men alligevel blev de ved med at gå på arbejde. Alligevel var de forvissede om, at de ville sejre engang. Og det gjorde de.
Den bedste reaktion på epidemien er realistisk ukuelighed. Man skal ikke tro på mirakler. Man skal være forberedt på katastrofer, Men man skal ikke opgive håbet. Man skal blive ved alligevel med at gøre alt, hvad man kan. Trods alt.
Det er gavnligt med et vist Sisyfos-syndrom. Hver gang, vi triller stenen op ad bakke, triller den ned igen. Men alligevel fortsætter Sisyfos. Og, som Camus sagde, vi må forestille os, at Sisysfos er lykkelig. Bevidst om, at han gør, hvad han kan. Mere kan ingen gøre. Men det kan vi gøre. Ukueligt.