Kvindelige kunstneres repræsentation på danske museer

Af Michael Thouber på Facebook

Så kom tallene omkring kvindelige kunstneres repræsentation på danske museer. Både Kulturmonitor, Berlingske og TV2 Nyhederne offentliggjorde i går de nye tal. Som Berlingske skriver vidner tallene om, at kvinderne stadig er i stort undertal på museerne.

Jeg glæder mig dog over at se, at de danske museer gør det meget bedre på det her område end vores udenlandske kolleger. Målingen er gennemført af Organisationen Danske Museer og går helt tilbage til 2004. Især hvis man ser på de seneste fem år, er der en klar fremgang af kvindelige kunstnere på danske museer. Både i antallet af købte værker til danske museer og i antallet af soloudstillinger er der fremgang.

Tallet for indkøb til museernes samlinger er nok det tal, jeg har ventet mest spændt på. Siden 2015 viser tallene, at 36% af de værker, der er indkøbt til danske museers samlinger, er skabt af kvindelige kunstnere. Umiddelbart peger det på, at vi langt fra er i mål endnu, da det som tidligere sagt er min faglige vurdering, at der nogenlunde lige mange dygtige kvindelige og mandlige kunstnere i disse år.

Retfærdigvis skal det siges, at de 36% både repræsenterer historiske og nulevende kunstnere. Der har været lange perioder i kunsthistorien, hvor mændene var klart overrepræsenterede, og derfor kan det sagtens være, at museernes tal dækker over en endnu mere ligelig fordeling af mandlige og kvindelige kunstnere, hvis man udelukkende undersøgte fordelingen for de nulevende kunstnere.
Omvendt er det også vigtigt at lægge mærke til, at tallene alene er opgjort på antal købte værker og ikke på værkernes pris. Så vi ved reelt ikke om uligheden er endnu større, når vi taler priser på indkøb af kvindelige og mandlige kunstnere.

Skal vi så stadig indføre kvoter, hvis udviklingen går fremad, spurgte TV2 Nyhedernes journalist? Til det vil jeg sige, at fire års positiv udvikling ikke er længe. Vi står stadig midt i en forandringsproces. Så jeg er uanset fremgangen i tallene på de danske museer stadig tilhænger af kvoter i en årrække for at sikre, at den gode udvikling fortsætter og for at inspirere vores internationale kolleger.

De færreste danske kunstnere kan leve af deres kunst i Danmark, så vi har brug for at de udenlandske museer og det globale marked også kommer med på udviklingen. Hvis også kvinder skal kunne leve af deres kunst, har vi derfor brug for at vores udenlandske kolleger også åbner øjnene for de mange dygtige kvindelige kunstnere. Derfor chokerede det mig, at det globale auktionsmarked ikke er kommet længere. Her er det kun 2% (!) af den solgte kunst, der er udført af kvindelige kunstnere.

Verden – også kunstverdenen – er heldigvis mangfoldig i dag. Der er både dygtige mandlige og kvindelige kunstnere, og det har vi i en forpligtelse til at vise frem. Det er historien for eftertiden, vi skriver i vores fag, så vi bør skrive den loyalt over for, hvordan verden ser ud.

På museer og kunsthaller både i Danmark og udlandet vælger vi i vores kuratering allerede kun dem, som vi betragter som de bedste. Vi vurderer dog også kvalitet ud fra vores egne erfaringer, og da alle eksperter kommer med forskellige erfaringer, så kan mine kolleger og jeg ofte være uenige om, hvem de bedste er. Det giver heldigvis mere end ét blik på verden og et mere mangfoldigt kvalitetsbegreb.

Så til jer der – som Amalie Lyhne i TV2 Nyhedernes indslag – siger, at udvælgelsen altid må komme an på kvalitet, vil jeg ærligt svare, at kvalitet ikke er entydig. Heller ikke i kunsten. Og at jeg i øvrigt ingen udfordringer ser i at finde ligeså mange kunstnere af høj kvalitet blandt kvinderne som blandt deres mandlige kolleger.

For mig er kvoter ikke et mål. Det er et middel. Hvis tallene allerede går i den rigtige retning på de danske kunstinstitutioner, kan man jo også vende den om og sige, at det ikke er noget problem at indføre kvotering i en årrække. Og holder den gode udvikling, så vil kvoterne jo heldigvis helt naturligt vise sig unødvendige på sigt.

FAKTA:
I TV2 Nyhedernes indslag bliver det sagt, at der på Kunsthal Charlottenborg allerede er en ligelig fordeling af udstillinger med kvindelige og mandlige kunstnere. Dette er også sandt når vi tæller soloudstillinger for de seneste tre år. I gruppeudstillingerne er tallene derimod 40% kvinder og 60% mænd over de seneste tre år, så vi er heller ikke selv i mål endnu. Vi har i tallene ikke inkluderet Kunstakademiets afgangsudstillinger og Charlottenborg Foraarsudstilling, da kunstnerne på disse udstillinger ikke udvælges af kunsthallens faglige personale.

TALLENE FRA DE DANSKE MUSEER I PERIODEN 2004 til 2019 (Kilde: ODM):
– Antal kvindelige kunstnere vist på soloudstillinger: 29%
– Antal kvindelige kunstnere vist på gruppeudstillinger: 34 %
– Erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere: 22 %
– Antal kvindelige skribenter i katalog og tidsskrifter: 54%

Hvis man alene ser på tallene for de sidste fem år (2015 – 2019) sker der dog en vis ændring: Antal gruppeudstillinger med kvindelige kunstnere og antallet af kvindelige skribenter ses at være på næsten præcis samme niveau, mens erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere rykker fra 22 % til 36 % og soloudstillinger med kvindelige kunstnere rykker fra 29 % til 34 %. Der er i undersøgelsen ikke blevet skelnet mellem historisk og nyere kunst.

Berlingske:
https://www.berlingske.dk/kultur/ligestilling-kvindelige-kunstnere-er-i-stort-undertal-paa-museerne

Kulturmonitor:

Ny dansk museumsundersøgelse: Kvindelige kunstnere er stærkt underrepræsenteret

TV2 Nyhederne:
https://play.tv2.dk/programmer/nyheder/serier/nyhederne/11-november-2130-nyhederne-202478/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s