SIGNAL.DK

Af Leif Lønsmann

AUGUST

Ved udgangen af august kunne DMI gøre boet op over en sommer med ekstremt ustadigt vejr, hvor den ene vejrrekord fulgte efter den anden.

Juni blev den koldeste juni, der nogensinde var målt siden målingerne begyndte i 1874, med en gennemsnitstemperatur på 10,7 grader mod de normale cirka 14 grader. Samtidig var måneden præget af rekordlavt nedbør, som truede landbrugets efterårsafgrøder. Måneden sluttede med en uges ekstreme og kolde storme.

Juli var omvendt præget af hedebølger, med temperaturer langt over gennemsnittet, som bl.a. medførte skovbrande så højt mod nord som i Norge. Måneden sluttede varmere end i ”mands minde”, og havde ramt dansk landbrug og fiskeri hårdt. Især fiskeriet ramtes af en historisk krise, da rødspætterne grundet den lange hedebølge trak fra de kystnære områder ud mod ydre dybder.

Og som om juni- og julivejret ikke havde artet sig vildt og uforudsigeligt nok, blev august præget af voldsomme storme, skybrud og torden. Under en kraftig storm druknede 15 mennesker ved Rejsby Dige i Sønderjyllland, mens de forsøgte at nå i sikkerhed fra de oversvømmede digebarakker. Også et stort antal kreaturer omkom ved oversvømmelserne.

Det ustadige vejr blev bemærket og var sommerens hedeste emne i dagspressen, gerne ledsaget af billeder af danskere, der søgte svale i de københavnsk badeanstalter under hedebølgen (Foto Holger Damgaard).

Det ”ustadige, uforudsigelige og utæmmede” danske vejr fik også digteren Thøger Larsen til papiret. Hans ”Sommervise” blev trykt i tidsskriftet “Atlantis” i oktober 1923, og senere samme år i samlingen “Vejr og Vinger”.

Du danske Sommer, jeg elsker dig
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.

Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
Korn, Korn, Korn, i Drømme gror under Maanens Horn.

Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
Ned, ned, ned, til Daab i Glemsel og Evighed!

Og naar du strakte med aabent Sind
de lyse Nætter i Himlen ind,
imens det dufted af Hyld og Hø,
vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak! Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak.

Og stundom ud af din fulde Glød
sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
Vild, vild, vild er, skønne Sommer, din Kraft og Ild.

Du danske Sommer, min Hilsen tag,
du lyse Nat og du lyse Dag!
Gaar tit du kold over Landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja, jeg ved, dit Hjerte er Guld endda

Tak for inspiration til Ricco Victor og Jens Olaf Pepke Pedersen.

Af AnnaLise Marstrand-Jørgensen

Jeg har været på Læsø det meste af sommeren. Har fulgt så lidt med som muligt. Koncentreret mig om mine nærmeste, om at læse og tænke og samle kræfter.

Men noget trænger jo igennem sommer-muren.

At selv i en brændende, mishandlet verden vil stort set ingen politikere tage ansvar, udvise lederskab og tone rent flag. Stort set ingen kalde til handling og konsekvens, og slet ikke hvis det kan koste dem stemmer eller en smule af egen rigdom.

Så skal vi i stedet spises af med deres usandheder og forvrængninger. Så brander statsministeren sig ikke længere som gæv makrelelsker, men fortæller os i stedet på instagram, at hendes personlige klimahandling består i at fortære lidt mindre kød. Og at hun i øvrigt ønsker et mere lige samfund (selvom uligheden kun vokset med hende ved roret).

Hvis det ikke var så tragisk, ville det jo være sjovt.

Og mens politikerne fjumrer rundt og forsøger at iscenesætte sig som vores allesammens omsorgsfulde og bekymrede naboer og venner, så sker der også andre ting, som i det mindste burde være lettere at sætte ind overfor og rette op på end klimakatastrofen.

At en pige på Frederiksberg f.eks skal finde sig i at hendes skole skal bestemme, hvordan hun klæder sig, og hvordan hun ganske stilfærdigt vælger at udtrykke sin personlige tro. Og derefter udsættes for frådende debatspor, der vanen tro kører helt i sænk, så snart nogen siger hijab.

Men tænk alligevel, at vi i 2023 skal finde os i, at nogen får held med at diktere hvordan kvinder og piger skal gå klædt.

Og når crop-top-forkæmperne ikke råber helt så højt denne gang, er det så fordi det selvudråbte danske frisind, der åbenbart altid betyder bar hud, trumfer religionsfriheden? Fordi dét er en større demokratisk værdi end selvbestemmelse? Eller fordi majoriteten bare bedst kan lide at alle gør, som dem?

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk:

At ateister og kulturkristne mennesker i et af verdens mest ikke-religiøse lande tilsyneladende ved alt om islam og Koranen og hvad det vil sige at være muslim i Danmark i dag. At en verdensreligion af så mange danskere åbenbart opfattes som synonym med undertrykkelse i en sådan grad, at de ikke engang kan se, når det er dem selv, der bliver de misogyne, diskriminerende undertrykkere.