Polar Music Prize 2024 til Esa-Pekka Salonen

Polar Music Prize 2024 til Esa-Pekka Salonen

Polar Music Prize 2024 tildeles Esa-Pekka Salonen fra Finland.

Hans gennembrud kom i 1983, da han dirigerede Mahlers symfoni nr. 3. Som komponist deler Esa-Pekka mange ligheder med Gustav Mahler. De har været lige fremtrædende både som dirigenter og komponister, og præget af den samme kunstneriske nysgerrighed.

På scenen og i studiet omfavner Esa-Pekka Salonen teknologiske innovationer, ikke blot for at eksperimentere, men som en måde at hjælpe folk med at opdage fantastisk musik i mediernes konstant skiftende verden. Esa-Pekka Salonen er en mester i tone i sjæl og hjerte.

Med sin resolutte taktstokk guider han ikke kun symfoniorkestre, men viser også vejen for al klassisk musik.

Daimi

Daimi

Af Leif Lønsmann

DAIMI

Jeg var kun lige fyldt fem år, og havde aldrig set et fjernsynsapparat, da den dengang kun 17-årige ”Esbjerg-pige” Daimi Augusta Larsen havde sin tv-debut i programmet ”Vi Unge” den 11. april 1961. Men hun blev hurtigt en fast del af min barndoms lydspor.

Da jeg næsten 50 år senere blev chef for DR Koncerthuset, var Daimi et af de mange navne, der stod på min ønskeliste over kunstnere, der skulle bidrage til koncerthusets musikalske mangfoldighed. Og hvis jeg skulle komme væk fra det, ville jeg blive mindet om det af min trofaste kollega Martin Gunnarsen, også kendt som VALO-manden, der som assistent i DRs pladearkiv, Diskoteket, var dedikeret Daimi-fan og som med autistens præcision kunne samtlige hendes udgivelser i hovedet, med udgivelsesdato og arkivnummer og det hele.

Det lykkedes at få Daimi på scenen op til flere gange i min tid i DR Koncerthuset. Så sent som i 2017 sang hun ved P8 Jazz Alive, og i januar 2018 havde jeg fornøjelsen at være med til at give hende ”Leo Mathisen Prisen”, som hun kvitterede for ved at optræde sammen med DR Big Bandet.

Her på årets første dag fylder hun 80 – og synger stadig. Tillykke – og tak for sangene !

Du kan se og læse mere om Daimi på dr.dk her. Og VALO-manden kan ses igen på TV2 mandag den 8. januar 2024 klokken 20.00, i programmet ”Samler-Martins forunderlige verden”.

Med sine 29 år som teaterchef er Niels-Bo Valbro den længst siddende teaterchef i nyere dansk teaterhistorie

Med sine 29 år som teaterchef er Niels-Bo Valbro den længst siddende teaterchef i nyere dansk teaterhistorie

Af Leif Lønsmann

VALBRO

Han og jeg var begge kun 16 år gamle, da vi mødtes for omkring 50 år siden. Han var allerede en etableret og erfaren “impressario” for en lang række danske og udenlandske kunstnere. Og jeg var purung koncertarrangør i Birkerød.

Jeg besøgte ham på hans kontor, og var næsegrus benovet over den unge (jævnaldrende) mand, der, med en telefon i hver hånd og bunker af kontrakter og charteques på skrivebordet, dirigerede et vibrant kontormiljø i kælderen i forældrenes forstadsvilla syd for København. En ægte verdens- og forretningsmand, og så kun på min alder!

I de følgende år blev jeg fast kunde hos NBV Booking, som hans enmandsforetagende hed: Niels-Bo Valbro booking. Vi havde konstant kontakt, og han svigtede aldrig.

Jeg søgte senere andre veje, men Niels-Bo Valbro blev i showbiz, først som medskaber af Privatteatret i Nyropsgade, senere som direktør for Københavns eneste private teater, Det Ny Teater. Her mødtes vore veje atter i 2008, da jeg som musikchef i DR, med Hans Edvard Nørregård-Nielsens mellemkomst, overtog Det Ny Teaters scenetæppe, som den dag i dag pryder DR Byens indre betonoverflade.

Efter 29 år på posten går Niels-Bo Valbro af som teaterchef, og giver faklen videre til sin souschef Kasper Blicher Beknes.

Med sine 29 år som teaterchef er Niels-Bo Valbro den længst siddende teaterchef i nyere dansk teaterhistorie, med mere end 100 store succeser bag sig.

Man kan ikke takke ham nok for hans indsats for dansk teater. Og for at vise at kultur også kan eksistere udenfor finansloven.

FORHANDLINGSBORDET

FORHANDLINGSBORDET

Af Troels Christian Jakobsen, Alternativet

Allerede på dag 1 blev vi smidt ud af Lynetteholmspartierne fra budgetforhandlingerne på rådhuset.

Jeg ville elske, at vi ku’ sidde ved bordet og tage ansvaret for Københavns bæredygtige udvikling.

Desværre smed SF, De radikale, Liberal Alliance og de andre Lynetteholmspartier os ud fordi vi ikke vil støtte det uansvarlige mega-projekt.

Endda selvom projektet som sådan ikke er en del af de årlige budgetter. Det har intet med folkeskolen, biblioteker, cykelstier og så videre at gøre.

Det viser lige præcis det mest farlige ved mega-projektet – it’s too big to fail – og skal beskyttes på alle andre hensyns bekostning.

Kære venner og medborgere – det er alvorligt – det viser hvad vi kan forvente de næste årtier. At alt handler om Lynetteholm, og at andre bydele og hensyn – til natur, sundhed og velfærd – kommer i anden række.

Derfor får vi brug for dig.

Der skal flyttes stemmer til næste valg.

Der skal knokles med at udvikle et stærkt alternativ.

Vi skal blive ved at spørge: Hvad er alternativet til mere af det samme?

Vær med på rejsen, hvor vi sammen skal ryste de traditionelle partier og vise at borgerne i København faktisk vil den bæredygtige vej.

Et København hvor vi ikke ofrer natur og menneskers trivsel for en blind vækst.

Jeg var cykel terrorist

Jeg var cykel terrorist

Af Leif Lønsmann

JEG VAR TERRORIST

1,4 millioner kilometer. Så meget cykles der i København hver eneste dag. Med mere end 745.000 cykler er København formentlig den eneste by i verden med flere cykler end indbyggere. Og med mere end 380 kilometer cykelsti og over 24 cykel- og gangbroer på tværs af byen er Københavns cykelkultur iøjnefaldende.

Det er ikke kommet af sig selv. I 1970’erne var København bilernes by. Som ung aktivist i Dansk Cyklist Forbund mødte jeg og mine medaktivister korslagte arme og himmelvendte øjne, når vi præsenterede Københavns Kommune for ønsket om cykelstier på de store brogader Nørrebrogade, Vesterbrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade. ”Der er simpelthen ikke plads til cykelstier på de tætbefærdede brogader”, fik vi at vide. Ifølge kommunen var der i forvejen knap nok plads til den stadigt voksende biltrafik.

Efter mange års aktivisme, med både lobbyarbejde, lovligt anmeldte cyklistdemonstrationer med op til 30.000 deltagende cykeldemonstranter, og med udenomsparlamentariske aktioner, hvor vi i nattens mulm og mørke selv anlagde midlertidige cykelstier og cykelfelter i vejkrydsene, lykkedes det os at overbevise kommunens teknikere og politikere om at det var muligt at etablere cykelstier. Undervejs var vi i Berlingske Tidende blevet hængt ud som terrorister.

Cyklist-terrorismen lønnede sig, og udbygningen af det nuværende cykelstinet gik i gang. Som en påskønnelse af Kommunens indsats skænkede vi den 4.juni 1983 Københavns Kommune en graveret kantsten, udført af Victor Nielsens Stenhuggeri i København. Kantstenen blev afsløret på Amagerbrogade den 22. september 1983, i forbindelse med åbningen af den nyanlagte cykelsti på Amagerbrogade. Stenen ligger der stadig, på hjørnet af Amagerbrogade og Hollænderdybet, og dens 40 års jubilæum blev i dag markeret af gamle ”cykelterrorister” fra dengang…

Send venligst fortidens trafikterrorister en venlig tanke næste gang du cykler forbi 🚲

August

August

Af Leif Lønsmann

AUGUST

Ved udgangen af august kunne DMI gøre boet op over en sommer med ekstremt ustadigt vejr, hvor den ene vejrrekord fulgte efter den anden.

Juni blev den koldeste juni, der nogensinde var målt siden målingerne begyndte i 1874, med en gennemsnitstemperatur på 10,7 grader mod de normale cirka 14 grader. Samtidig var måneden præget af rekordlavt nedbør, som truede landbrugets efterårsafgrøder. Måneden sluttede med en uges ekstreme og kolde storme.

Juli var omvendt præget af hedebølger, med temperaturer langt over gennemsnittet, som bl.a. medførte skovbrande så højt mod nord som i Norge. Måneden sluttede varmere end i ”mands minde”, og havde ramt dansk landbrug og fiskeri hårdt. Især fiskeriet ramtes af en historisk krise, da rødspætterne grundet den lange hedebølge trak fra de kystnære områder ud mod ydre dybder.

Og som om juni- og julivejret ikke havde artet sig vildt og uforudsigeligt nok, blev august præget af voldsomme storme, skybrud og torden. Under en kraftig storm druknede 15 mennesker ved Rejsby Dige i Sønderjyllland, mens de forsøgte at nå i sikkerhed fra de oversvømmede digebarakker. Også et stort antal kreaturer omkom ved oversvømmelserne.

Det ustadige vejr blev bemærket og var sommerens hedeste emne i dagspressen, gerne ledsaget af billeder af danskere, der søgte svale i de københavnsk badeanstalter under hedebølgen (Foto Holger Damgaard).

Det ”ustadige, uforudsigelige og utæmmede” danske vejr fik også digteren Thøger Larsen til papiret. Hans ”Sommervise” blev trykt i tidsskriftet “Atlantis” i oktober 1923, og senere samme år i samlingen “Vejr og Vinger”.

Du danske Sommer, jeg elsker dig
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.

Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
Korn, Korn, Korn, i Drømme gror under Maanens Horn.

Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
Ned, ned, ned, til Daab i Glemsel og Evighed!

Og naar du strakte med aabent Sind
de lyse Nætter i Himlen ind,
imens det dufted af Hyld og Hø,
vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak! Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak.

Og stundom ud af din fulde Glød
sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
Vild, vild, vild er, skønne Sommer, din Kraft og Ild.

Du danske Sommer, min Hilsen tag,
du lyse Nat og du lyse Dag!
Gaar tit du kold over Landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja, jeg ved, dit Hjerte er Guld endda

Tak for inspiration til Ricco Victor og Jens Olaf Pepke Pedersen.

Hvorfor skal vi lukke modellen med det danske folkebibliotek?

Hvorfor skal vi lukke modellen med det danske folkebibliotek?

Af Sofie Kragh-Müller

Det her billede burde føre til et krisemøde i bogbranchen. Det er en boghylde som den ser ud på fire af de Københavnske Biblioteker jeg har besøgt for nylig og sådan ser hylderne formentlig også ud på stort set alle andre i KK, hvis man skal tro min samtale med en leder på et af bibliotekerne.
“Hvor er alle bøgerne?” spurgte jeg, for jeg troede muligvis der var en ombygning i gang, selvom jeg, efter mine besøg på andre biblioteker, begyndte at få en sær forudanelse.

Lederen kunne fortælle, at man har indført et centralt panel, der indenfor bestemte kategorier udvælger, hvad der standardiseret skal stå på alle kommunens biblioteker. Det er fx romantiske knaldromaner, krimier, anmelderroste bøger og bøger om videnskab og bibliografier. (Man skulle tro at panelet havde en særaftale med Gyldendal og hadede lyrik, men lad det nu ligger).

De fleste andre bøger er sendt til et fjernlager i Albertslund og herfra kan låneren bestille sin ønskede bog. Hvis man da ved, hvad man vil læse.

Jeg sad i et panel om bibliotekerne fremtid for nogle år siden og det var deprimerende skulle jeg hilse og sige. Den generelle holdning var, at bøgerne burde være en saga blot. Ind med kultur og sport i stedet. Det er en måde at spare penge på, men det er i lige så høj grad en ideologi.

Så her, kort før der lukkes og slukkes for et bredt og rigt litteraturudvalg, skulle man så ikke tage samtalen om, hvorfor vi skal lukke modellen med det danske folkebibliotek? Skulle vi ikke tale om, hvordan litteratur gør en forskel og er en essentiel del af et samfund, hvor alle har adgang til viden? At det kan engagere, forundre, give nye perspektiver på samfundet, livet, eksistensen?

Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Til alle tider har den mest effektive måde at skabe et samfund med centraliseret magt og øget ulighed været at lukke for adgangen til viden.

Det bør vi være bekymrede over. Og både forlag, forfattere og alle der bidrager til bogmarkedet bør være mere end bekymrede for fremtiden. For der lukkes og slukkes.

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk

Af AnnaLise Marstrand-Jørgensen

Jeg har været på Læsø det meste af sommeren. Har fulgt så lidt med som muligt. Koncentreret mig om mine nærmeste, om at læse og tænke og samle kræfter.

Men noget trænger jo igennem sommer-muren.

At selv i en brændende, mishandlet verden vil stort set ingen politikere tage ansvar, udvise lederskab og tone rent flag. Stort set ingen kalde til handling og konsekvens, og slet ikke hvis det kan koste dem stemmer eller en smule af egen rigdom.

Så skal vi i stedet spises af med deres usandheder og forvrængninger. Så brander statsministeren sig ikke længere som gæv makrelelsker, men fortæller os i stedet på instagram, at hendes personlige klimahandling består i at fortære lidt mindre kød. Og at hun i øvrigt ønsker et mere lige samfund (selvom uligheden kun vokset med hende ved roret).

Hvis det ikke var så tragisk, ville det jo være sjovt.

Og mens politikerne fjumrer rundt og forsøger at iscenesætte sig som vores allesammens omsorgsfulde og bekymrede naboer og venner, så sker der også andre ting, som i det mindste burde være lettere at sætte ind overfor og rette op på end klimakatastrofen.

At en pige på Frederiksberg f.eks skal finde sig i at hendes skole skal bestemme, hvordan hun klæder sig, og hvordan hun ganske stilfærdigt vælger at udtrykke sin personlige tro. Og derefter udsættes for frådende debatspor, der vanen tro kører helt i sænk, så snart nogen siger hijab.

Men tænk alligevel, at vi i 2023 skal finde os i, at nogen får held med at diktere hvordan kvinder og piger skal gå klædt.

Og når crop-top-forkæmperne ikke råber helt så højt denne gang, er det så fordi det selvudråbte danske frisind, der åbenbart altid betyder bar hud, trumfer religionsfriheden? Fordi dét er en større demokratisk værdi end selvbestemmelse? Eller fordi majoriteten bare bedst kan lide at alle gør, som dem?

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk:

At ateister og kulturkristne mennesker i et af verdens mest ikke-religiøse lande tilsyneladende ved alt om islam og Koranen og hvad det vil sige at være muslim i Danmark i dag. At en verdensreligion af så mange danskere åbenbart opfattes som synonym med undertrykkelse i en sådan grad, at de ikke engang kan se, når det er dem selv, der bliver de misogyne, diskriminerende undertrykkere.

Anden akt

Anden akt

🇸🇪 NY, SVENSK FILM: Eva (Lena Olin) har lige sagt sit job op på hospitalet, men livet som nyslået pensionist er ikke lutter lagkage. Evas eksmand er flyttet ind på den anden side af gaden med sin nye kæreste, og Evas søn virker træt af sin mors forkælelse. Hvad skal Eva stille op med al den tid, hun pludselig råder over? Hun starter med at tage et bijob for den excentriske teaterdiva Harald Skoog (Rolf Lassgård), som har brug for hjælp med genoptræning efter et slagtilfælde. Det, der begynder som en katastrofe, vokser til et varmt venskab, spirende livsglæde og en forhåbning om at livet ikke er forbi, bare fordi man er rundet de 65. ‘Anden akt’ er del af Filmporten. Premiere den 10. august.