Af Hans Henrik Schwab
Pia Tafdrup fylder rundt i dag 29. maj, som også for mig er en speciel og betydningsladet dato: Det var således netop på den 29. maj i 1990, jeg tiltrådte stillingen som ny lyrikredaktør på Borgens Forlag. De to ting hænger nøje sammen, for den første store forfatter jeg blev betroet ansvaret for, var … Pia Tafdrup.
I den forstand blev Pia den forfatter, der fik størst betydning for min tidlige karriere som og uddannelse til forlagsredaktør. Det var en stor tillidserklæring, at Pia Tafdrup som etableret lyriker og passioneret perfektionist accepterede at få en helt ukendt og uerfaren redaktør: ”UFO’en fra Aarhus”, som Klavs Bondebjerg vittigt kaldt mig! Det blev for mit vedkommende learning – og lyrik – by doing! Jeg husker stadig vores første manuskriptgennemgang. Efter endt gennemgang kiggede Pia på mig og spurgte: ”Kan du slet ikke lide det?” Jo, det kunne jeg, men det var ikke faldet mig ind, at en berømt digter som Pia Tafdrup ikke selv vidste, hvor godt hun skrev – så jeg sprang direkte ind i de kritiske kommentarer og redaktionelle ændringsforslag. Det var lektion nummer 1.
Siden fik vi et glimrende samarbejde. I årene 1990-96, hvor jeg havde æren at redigere Pias forfatterskab blev det til digtsamlinger, skuespil, oversættelser (vi var et år sammen i Frankfurt til den internationale bogmesse), en poetik – og en lydcd.
Det var i de år, Pia udgav digtsamlingerne KRYSTALSKOVEN (1992) og TERRITORIALSANG (1994) – de første to bind i den trilogi, hvor hun for alvor afsøger det store lyriske format, og hvor de tidligere samlingers kropsbundne erfaringer i højere grad får en metafysisk overbygning. En trilogi, der blev afrundet med DRONNINGEPORTEN (1998), som udløste Nordisk Råds Litteraturpris. På det tidspunkt havde jeg forladt Borgen – og havde i øvrigt i en fælles afskedsgave fra Pia og Søren Ulrik Thomsen modtaget en smuk klassisk papirkniv fra Solingen – klar til at dissekere nye episke forfatterskaber på L&R! Pia gik kort efter til Gyldendal, hvor denne hendes første udgivelse efter 17 år på Borgen udløste den største pris! Borgens Forlag havde fortjent bedre, som Marie Tetzlaff i Politiken fastslog i forbindelse med offentliggørelsen af prisen.
Pias og mit samarbejde startede dog et helt andet sted. I foråret 1991 tog vi sammen til Aarhus for at tale om hhv. forfatterens og forlagsredaktørens poetik ved et poetik-seminar på universitetet, og timingen var ikke tilfældig: Det var det år, Pia udgav sin ”skitse til en poetik” OVER VANDET GÅR JEG – en poetik, der ved indgangen til et nyt årti markerede et sporskift i forfatterskabet, og som lidt skævt blev sammenlignet med Søren Ulrik Thomsens MIT LYS BRÆNDER, men reelt nok mere var i slægt med Paul la Cours ’klassisk-modernistiske’ FRAGMENTER AF EN DAGBOG. Pias forfatterskab er således båret af en stor modernistisk traditionsbevidsthed.
Det rummede en vis ironi, at Pia skrev om vandets blå element – i bogen illustreret ved den gennemgående brug af en smuk blå asterisk – mens Søren Ulrik tog afsæt i ildens røde element. Borgen havde således en legendarisk lyrikpaperback-serie, Cafè Borgen, hvor ikke mindst Strunges digtsamlinger opnåede stor udbredelse. Serien havde nogle meget genkendelige omslag i moderigtig firser-pink, og på et tidspunkt besluttede jeg at ændre farven fra lyserød til babyblå (en klar fejldisposition set i bakspejlet). Dette farveskift udløste følgende replik fra Pia: ”Nå, nu skal det nok være en drengefarve!” Dengang trak jeg på smilebåndet og lagde ikke så meget i udtalelsen, men set i bakspejlet tror jeg, den stak dybere: Det har næppe været let at være kvindelig lyriker (og kropsmodernist) i en firsergeneration domineret af mænd – og af en omgangstone karakteriseret ved det, vi i dag ville kalde en heteronormativ diskurs. En indimellem lettere nedladende diskurs, der også var hørbar som undertone i Poul Borums anmeldelse af poetikken. Den samme Borum, som – skal det retfærdigvis tilføjes – nogle år forinden havde betegnet Tafdrup som ”den nye generations betydeligste lyriker”.
Som nævnt modtog Pia Nordisk Råds Litteraturpris, og senere fulgte Det Svenske Akademis Nordiske Pris (”den lille Nobelpris”), men i min tid tildeltes hun også en ganske vigtig pris. For den ovennævnte ”Territorialsang” – en digtcyklus om Jerusalem, hvor det lyriske jeg opsøger sin jødiske identitet på en klassisk dannelsesrejse ”hjem” a la Goldschmidts klassiker – blev hun således nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, der traditionen tro skulle uddeles i januar. Det var i de dage, hvor jeg fik min første datter, og Pia og jeg havde den aftale, at hun skulle orientere mig under hånden, hvis hun fik prisen. I så fald ville jeg deltage til prismiddagen – ellers ville jeg blive hjemme hos min familie. Jeg hørte ingenting på dagen, og stor var derfor min overraskelse, da jeg dagen efter erfarede, at Pia havde vundet prisen! Forklaringen var meget enkel: Pia syntes, jeg hellere skulle blive hjemme hos min lille datter end deltage i middagen til hendes ære! Et smukt og empatisk træk, der taler for sig selv.
Til gengæld mødte jeg begge hendes sønner, Philip og Daniel, allerede da de var små. Jeg husker stadig en anden prisoverrækkelse, hvor hun havde dem begge med, og hvor hendes digterkollega Klaus Lynggaard med drenget charme underholdt de to små fyre. Mange år senere skulle jeg få lejlighed til at læse de manuskripter, der blev til deres respektive debutbøger: Philips smukt dæmpede lyrisk-fotografiske digtsamling om en kirkegård i efteråret, CAT LOVES SEAN (2010), og Daniels heftigt excessive erotiske dannelsesroman fra et storbyliv i overhalingsbanen, DRØMMETIGGERE OG HURTIGE SKO (2019). På hver sin måde markante debutudgivelser om de store eksistensspørgsmål, men skrevet i hver sin toneart. Indimellem tænker jeg, at de to sønners bøger er som udspaltninger af de to sider af Pias poetiske univers, eros og thanatos. Som der står i allerførste linje af OVER VANDET GÅR JEG:
”Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst”.
(bemærk inversionen i ordstillingen som i titlen på poetikken)
Selv har hun netop med BERØRINGEN AF HUD – en titel, der genkalder det tidlige forfatterskabs kropslige tematik – afsluttet kvintetten af digtsamlinger om de fem sanser (OG synæstesier, jf. ”Lyden af skyer”). Hun kunne roligt gøre det til en sekstet og afslutte med et bind om den særlige sjette sans for at fremskrive kropslig fragilitet (”Et sår har kroppen altid”), sårbar serafisk skønhed (”Når der går hul på en engel”) – og verdslige epifanier: den momentane oplevelse helhed og sammenhæng i en fragmenteret moderne verden. Den sjette sans, der har sikret Pias forfatterskab en særstatus i moderne dansk lyrik. Jeg er stolt af, at jeg i seks år som en ufo fik lov at overflyve hendes poetiske stjernehimmel med de smukke blå asterisker på firmamentet.
Tillykke med dagen, Pia – og tak for tilliden!
SIGNAL.DK 