Kategori: Kultur

Af Leif Lønsmann

Midt i tristessen over Ritt Bjerregaards død er det forsonende at vide, at hun døde med friske toner af Stravinskys violinkoncert i erindringen. Blot to dage inden hendes død var hun, som så ofte, i DR Koncerthuset, hvor verdensstjernen Frank Peter Zimmermann spillede netop den.

Ritt elskede at komme i DR Koncerthuset, ligesom hun i sin tid var en hyppig gæst i Radiohusets Koncertsal. Som regel sammen med sin mor, der lige akkurat nåede at opleve udflytningen til DR Koncerthuset inden hun døde i 2009.

Ritt havde kærligheden til klassisk musik med hjemmefra. Hun voksede op på Vesterbro i København, i ”et hjem med grammofon”, som hun sagde. På hylderne var der en pæn samling klassisk musik. Hendes far havde haft en drøm om at uddanne sig til musiker. Det blev ikke til noget, men han tog Ritt med til koncerter. Han foretrak klaver, men Ritts begejstring rettede sig hurtigt mod violinkoncerter.

Da jeg engang spurgte hende, hvilket stykke musik hun var allergladest for, faldt svaret prompte: ”Sibelius’ violinkoncert i d-mol, opus 47”.

I december 2015 havde jeg lejlighed til at høre netop den sammen med hende i DR Koncerthuset. Hun var særlig glad for netop den koncert. Det skyldtes aftenens solist, den græske violinist Leonidas Kavakos. Kavakos gav ifølge Ritt hendes yndlingskoncert et særligt dramatisk udtryk, som sendte hendes tanker ud i den barske nordiske natur, og han spillede ifølge Ritt ”så man kunne høre vinden i træerne og suset fra vandløbene”.

Jeg håber at Ritt får masser af Sibelius der hvor hun er nu. Og hvis man kan tage P2 i Himlen, kan hun høre Kavakos igen, når han på torsdag den 2.februar atter spiller i DR Koncerthuset. Vi andre kan benytte anledningen til at sende Ritt en tanke, når vi hører koncerten, i DR Koncerthuset, på P2 eller i DR LYD.

Billedet er fra Patti Smith koncerten i august 2016, sammen med Ritts trofaste koncertveninde Nanna Kalinka Bjerke.

Af Lars Movin

HELLE BRØNS: MASKULINISME OG KÆLLINGESNAK
eller: ASGER JORN VS. ELSA GRESS
(Reception i Galleri Tom Christoffersen, søndag kl. 14-16).

Jeg er vild med den bog om kønspolemikken mellem maleren Asger Jorn og forfatteren Elsa Gress, som kunsthistoriker Helle Brøns har skrevet, og som fejres med en reception i Galleri Tom Christoffersen på søndag (alle er velkomne). Jeg er vild med ideen om at tage den direkte og indirekte debat om køn og kønsroller, som kørte mellem Jorn og Gress i 60’erne, og bruge den som en optik til at betragte både de to hovedpersoner og den tid, de levede i. Jeg er vild med den pågående og nysgerrighedspirrende titel: “Maskulinisme og kællingesnak”. Jeg er vild med bogens opsætning, hvor selve hovedteksten og et herligt udvalg af sjældne og velvalgte illustrationer med fyldige billedtekster udgør to parallelle og ligeværdige spor, som supplerer og kommenterer hinanden. Jeg er vild med det mintgrønne omslag, der får bogen til at fremstå som en liflig pastil, man bare har lyst til at hapse i én mundfuld. Og jeg er vild med det valgte papirs grove og porøse taktilitet, som gør bogen let og lækker at røre ved. Er det til at misforstå? Jeg kan godt lide den bog.

Baggrunden for den – i hvert fald for mig – ukendte relation mellem Asger Jorn og Elsa Gress ridses op i et indledende kapitel:

“Jorn og Gress mødtes under besættelsen i København. Efter i flere år at have levet på små hummere og lån­te sofaer arvede Gress pludselig en lejlighed i Tegl­gaardsstræde, som hun gjorde til et centrum for en større kreds af kunstnere, forfattere og modstands­folk. Gress har beskrevet, hvordan Jorn i en periode kom meget ofte for at snakke om kunst og ideer med hende og for at arbejde i fred for den familie, han på det tidspunkt havde tillagt sig og var ved at afvikle igen: ‘I lang tid stod hans staffeli ved det ene vindue i den lille stue og min skrivemaskine ved det andet, og vi puklede løs med hvert sit i lange tavse stunder, for så at bryde ud i taleorgier bagefter.’ Gress gennem­ læste desuden Jorns tekster, som hun beskriver som på én gang skarpt analyserende men også intuitive og uklare. Under Jorns skilsmisse fra sin første kone, Kirsten Lyngborg, i 1949, passede Elsa Gress hans søn, Troels, og tog ham med i sommerhus og ‘legede mor og barn’, som hun sagde. Som tak forærede Jorn hen­de et billede af Troels som en kat. Som Gress senere skrev, var hun ‘langt fra lige begejstret for alt hvad Asger lavede i den periode, eller overhovedet, men de ting af ham jeg kunne lide, holdt jeg til gengæld meget af, og kattedyret var jeg glad for både som billede og som erindring om tiden og drengen og Asger selv med hans talent, hans tusinder af lidet sammenhængende ideer, hans sjovt åndsfraværende charme og hans kvindelige intuition midt i hans uhyre selvbevidste maskulinitet.’ Gress og Jorn havde således et tæt, om end ikke uproblematisk venskab, der centrerede sig om deres bestræbelser på at skrive samfundskritisk med kunsten som omdrejningspunkt. Det er dog kun Gress, der i sine mange erindringsbøger har skrevet om deres indbyrdes forhold, mens Jorn ikke har dvæ­let deres relation.”

Senere kølnedes forholdet noget, da de to stejle gemytter blev hvirvlet ind i en disput om køn, kønsroller og deslige. Det er den fejde, bogen handler om, og Helle Brøns beskriver det hele så fint i en fremstilling, der både er essay og en konstruktion af tekst og billeder, som læseren kan finde sin egen vej igennem.

Bogen præsenteres ved en reception på søndag d. 11. december kl. 14-16 i Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, København.

“Maskulinisme og kællingesnak” vil også kunne bestilles via Forlaget Bangsbohaves hjemmeside (den ligger der ikke i skrivende stund, men vil givetvis komme op meget snart).