Jørgen Leth åbner ny filmskole på Kongens Nytorv

Jørgen Leth åbner ny filmskole på Kongens Nytorv

Jørgen Leth åbner ny kunstfilmskole til efteråret på Kunsthal Charlottenborg.


Den danske filmskaber og digter Jørgen Leth ønsker, at videregive sin viden og erfaring til næste generation af filmskabere, derfor lancerer han nu et nyt eksperiment: En 12-ugers filmkunstskole baseret på Leth’s særegne metoder. Da idéen om forløbet blev søsat i Sydfrankrig i sommer blev skolen døbt ECOLE DE LETH.

ECOLE DE LETH har lejet sig ind på Kunsthal Charlottenborg i København, hvor forløbet bliver afholdt mellem d. 17. august – 6. November 2020. ”Charlottenborg er et fantastisk sted, at få lov at eksperimentere med filmkunsten. Her er kunsten blevet udfordret, undersøgt og ikke mindst skabt i over hundrede år. Det bliver spændende at se, hvilke udtryk og produktioner vores elever skaber.” Fortæller Jørgen Leth.

Jørgen Leth begyndte sin filmiske karriere i 1963 og har siden instrueret over 40 film. Senest har Leth instrueret dokumentarfilmen I Walk (Jeg Går), der havde verdenspremiere på filmfestivalen IDFA i efteråret, hvor Jørgen også modtog den ærefulde Lifetime Achievement Award.

”Når man har været i gang så længe som jeg, så har man lært en del. Der er en lektion i hver eneste af mine film. Det kunne jeg godt tænke mig at give videre. Jeg vil se, hvad mine metoder kan i hænderne på de unge talenter, der kommer med nye idéer, perspektiver og ikke mindst nye teknologiske færdigheder. Det bliver en stor fornøjelse, at spille bolden frem og tilbage mellem generationerne og se hvad vi kan lære af hinanden”.

ECOLE DE LETH’s 12 ugers forløb er til dem, der drømmer om at arbejde med filmmediet i fremtiden og for dem, der måske allerede har gjort det i en årrække og kunne tænke sig en kunstnerisk og kreativ legeplads, at udfolde sig på. Omdrejningspunktet for de 12-uger er en række af Jørgen Leths hovedværker, som Det Perfekte Menneske, 66 Scener Fra Amerika, De Fem Benspænd og Motion Picture.

Med afsæt i værkerne, vil eleverne skrive, instruere og redigere egne film indenfor så forskellige genre, som dokumentar, eksperimentalfilm og fiktion. Når forløbet er slut, vil eleverne stå tilbage med praktisk produktionserfaring, et spirende branche-netværk, kunstneriske eksperimenter og tre små filmværker.

Udover Jørgen selv og skolens faste stab, vil undervisning byde på indspark og gæstelærere fra filmens frontlinier, som blandt andre Pernille Fischer, Thomas Vinterberg og Lars von Trier. Thomas Vinterberg udtaler: ”Jeg husker din undervisning. Vi blev mærkede af den. Den gled ikke forbi, men blev tværtimod en del af vores grundtanke. “Begrænsningen er den største inspiration”, sagde du.”

FAKTA
ECOLE de LETH har plads til mellem 10-20 elever. Først til mølle.
Pris: Forløbet varer 12 uger og koster 60.000 kr, der dækker undervisning, faciliteter og udstyr.
Dato: 17. August – 6. November 2020.
Sted: Kunsthal Charlottenborg i København
Info, sign up og kontakt: http://www.ecoledeleth.org / mette@ecoledeleth.org

#ecoledeleth

COPENHAGEN PHIL ANSÆTTER KATRINE GANER SKAUG SOM ORKESTERCHEF

COPENHAGEN PHIL ANSÆTTER KATRINE GANER SKAUG SOM ORKESTERCHEF

Copenhagen Phil skriver på Facebook:

Vi er glade for at kunne fortælle, at Katrine Ganer Skaug bliver en del Copenhagen Phils stærke hold den 1. august, når hun tiltræder i den nyoprettede stilling som orkesterchef. Her skal hun fremover arbejde tæt sammen med musikchef Peter Lodahl, der udtaler:

”Katrine Ganer Skaug har over de seneste år hos Esbjerg Ensemble vist sin evne til at tænke den klassiske musiks lange, traditionsrige historie ind i nutiden. Dén del af Katrines profil passer fantastisk godt ind i Copenhagen Phils bestræbelser på at blive ved med at udvikle sig som symfoniorkester og fortsat styrke relevansen over for et stadigt bredere publikum rundt om på hele Sjælland.”

Vi glæder os!

Læs mere i vores pressemeddelelse: https://copenhagenphil.dk/nyhedsbrev/400

KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

Michael Thouber skriver på Facebook:

KØNSKVOTER PÅ KUNST INDKØBT TIL KØBENHAVNS KOMMUNE. Jeg er stolt af at være en del af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune, der netop har besluttet at indføre kønskvoter på indkøb af al kunst til kommunens samling. Sidste år besluttede vi i rådet samtidig kun at uddele støtte til udstillinger, hvor kunstnerne får honorar. Det er to vigtige beslutninger som jeg håber andre kommuner, råd og kunstinstitutioner vil følge efter.

Pressemeddelelse:


KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

En undersøgelse sidste år viste, at kun 2% af de solgte værker på kunstauktioner over hele verden var skabt af kvinder.
Derfor indføres nu kønskvoter på indkøb til Københavns Kommunes kunstsamling således, at det sikres, at der indkøbes lige meget kunst af kvindelige og mandlige kunstnere til samlingen.

I årevis har kvindelige kunstneres underrepræsentation i kunstverdenen været diskuteret. Nu indfører Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune kønskvoter på indkøbene til kommunens kunstsamling.

Medlem af rådet Niko Grünfeld som også er medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet udtaler:

”Danmark og vores hovedstad har igennem et helt århundrede haft fokus på ligestilling, og vi kan ikke leve med uligheden i kunstverdenen længere. At kvindelige kunstnere i årevis ikke er blevet udstillet og købt, giver et skævt billede af en ellers mangfoldig kunstscene. Derfor indfører vi kvoter nu for at sikre, at vi i kommunens samling fortsat har fokus på ligestillingen både i antallet af værker vi køber og den økonomi som kunstnerne modtager for deres værker”.

Rådet for Visuel Kunst har selv haft fokus på ligestillingen, og har de seneste to år allerede indkøbt lige mange kunstværker af mandlige og kvindelige kunstner. Når rådet uanset har besluttet at indføre kønskvoter på fremtidige indkøb, er det for at sikre ligestillingen fortsætter i kommunen og for at inspirere andre kommuner og offentlige kunstsamlinger til at følge efter.

Mette Sandhoff Mansa, medlem af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune og museumsleder på Kastrupgaardsamlingen, siger videre:

”Optimalt var der ikke brug for kvoter, men vi har talt om dette i årevis uden at vi har opnået reel ligestilling. Derfor tager vi nu dette radikale værktøj i brug både for at sikre vores eget udsyn både mod mandlige og kvindelige kunstnere og for at inspirere vores kolleger i branchen til at følge efter”.

Beslutningen er taget på baggrund af de seneste års offentlige debat af kønskvoter samt en forespørgsel fra Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, der bad om bidrag fra Rådet for Visuel Kunst til ligestillingsredegørelse.

Rådet for Visuel Kunst har indstillet til Kultur- og Fritidsudvalget, at hele kommunen arbejder med kønskvoter på kunst- og kulturområdet i en årrække og samtidig indført kønskvoter på indkøb af kunstværker til kommunens samling med øjeblikkelig virkning.

Fakta
Kunstsamlingen i Københavns Kommune indeholder omkring 4.500 værker. Alle værker indkøbes af Rådet for Visuel Kunst.

De seneste 6 år har Rådet for Visuel Kunst indkøbt 109 værker til 2,35 mio. kr. af mandlige og 81 værker til 2,0 mio. kr. af kvindelige kunstnere.

Rådet er nedsat for en 4-årig periode og består af følgende medlemmer:


• Gyda Heding (Borgerrepræsentationen, Enhedslisten)
• Hari Prasad Neupane (Borgerrepræsentationen, Socialdemokratiet)
• Niko Grünfeld (Borgerrepræsentationen, Alternativet)
• Mette Sandhoff Mansa, Museumsleder Kastrupgaardsamlingen (Danske Museer, ODM)
• Hannibal Andersen, Billedkunstner (Billedkunstnernes Forbund, BKF, suppleant)
• Michael Thouber, Direktør Kunsthal Charlottenborg (Foreningen af Kunsthaller)
• Torben Ribe, Billedkunstner (Akademiraadet)
• Kristian Poulsen, Billedkunstner (UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere)

Rådet var enige om at indføre kønskvoter med enstemmighed.

Artnet News og In Other Words offentliggjorde sidste år en undersøgelse, der viste at kun 2% af den kunst, der sælges på kunstauktioner, er skabt af kvindelige kunstnere, men blot 11% af den kunst, indkøbt til førende amerikanske museer er skabt af kvindelige kunstnere.

ODM – Organisationen Danske Museer – offentliggjorde i november en tentativ undersøgelse af ligestillingen på danske museer, der viste, at kun 22 % af de værker, danske kunstsamlinger erhvervede i 2004-19, var skabt af kvindelige kunstnere, ligesom kun 29 % af soloudstillinger var med kvindelige kunstnerne.

Billedkunstnernes Forbund, BKF, har p.t. 1114 kvindelige og 654 mandlige medlemmer.

Transformeret

Transformeret

Mette Damgaard-Sørensen skriver på Facebook:

Jeg ser mange film. Det er en lykkelig konsekvens af at arbejde og lidenskab smelter sammen. Nogle gange sker det særligt lykkelige, at jeg ser en film, der forandrer mit blik. Flytter mig et nyt sted hen. Føder tanker og giver lyst til forandring. Sådan var min oplevelse med Portræt af en kvinde i flammer.

Ikke kun fordi dens kærlighedshistorie er bevægende, oprørende og lidenskabelig. Eller fordi den tidsbillede er så præcist, at det føles friskt og moderne, og med stor selvfølgelighed peger ind i vores tid. Eller fordi spillet af og mellem de to kvinder er i særklasse komplekst og rørende. Eller for den sags skyld ikke kun fordi, at det lykkedes den både at være en film af høj kunstnerisk kvalitet og samtidig være fuldstændig åben og tilgængelig for sit publikum.

Men især fordi den fortælles med et kvindeligt blik, der er radikalt i sine valg og helt definerende for filmen univers, fortælling og sprog – men så mesterligt eksekveret, at det opleves fuldkommen naturligt. Som den eneste måde den historie kunne fortælles på.

Jeg forlod biografen indigneret over kvinders historiske undertrykkelse. Opløftet af billedskønhed og filmens tro på sanselighed og kærlighedens kraft. Og passioneret optimistisk og forandringslysten i troen på en fremtid, hvor kvindelige universer og karakterer er noget i sig selv. Hvor de har samme styrke, kompleksitet og selvfølgelig som de mandlige universer, vi tænker på som neutrale.

Med andre ord: Jeg forlod biografen transformeret, passioneret og lidt lykkeligere end da jeg kom.

Det er en anbefaling.

Opera i biografen

Opera i biografen

OPLEV OPERA I BIOGRAFEN / BESTIL BILLETTER HER

I La Scalas opsætning er Anna Netrebko Tosca. Netrebko er en af verdens største operasangere og har bl.a. optrådt på både Mariinskij-teatret, San Francisco Ballet og Metropolitan Opera i store opsætninger som Figaros bryllup og Krig og fred m.fl. Derudover kan Luca Salsi og Francesco Meli opleves i rollerne som Roms politichef Scarpia og kunstmaleren Cavaradossi. Salsi er en af Italiens største operastjerner og har medvirket i en række kendte operaer, bl.a. La Bohème, Madame Butterfly, Macbeth og mange flere. Meli er også en stor operastjerne i Italien og har bl.a. også medvirket i Macbeth. La Scala er samtidig en af Italiens største operascener, og har en lang tradition for store, klassiske opsætninger. Dirigenten Riccardo Chailly, og iscenesætter David Livermore sørger for at Tosca nydes af ørene såvel som øjnene. Denne fortolkning er blevet omtalt som en af de skarpeste og smukkeste fortolkninger af operaen til dato. NB: Varighed er knap tre timer inkl. to pauser. @grandteatret søndag den 1. marts kl. 16:30.

Lyt til en berømt indspilning af operaen her.

DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

David Bentow skriver på Facebook;

Guiseppe Verdis La Traviata, eller den faldne kvinde, er med god grund en af de oftest opførte operaer i verden. Men den version der for tiden kan opleves i Det Kgl. Teater, igen, igen, har desværre overskredet sidste salgsdato.

Operaen handler om den smukke, men døende, luksusluder Violetta Valéry, og hendes trekantsdrama med de lækre overklassemænd Baron Douphol og Alfredo Germont. Historien er måske lidt banal, men Verdis musik er efter min mening noget af det bedste der er skabt til en opera.

Jeg har set den i flere opsætninger, der har været mere eller mindre vellykkede. Den version, der for tiden går på Operaen har jeg ikke set før, men det har jeg ellers haft alle muligheder for. Den blev nemlig første gang opført i 2006. Altså for 14 år siden, og genopsættes nu uændret for tredje gang i træk.

Det kan godt være opsætningen virkede smart og moderne i 2006, men det er den ikke længere. Problemet med at tage en opera fra 1853 og opdatere den til nutiden er, at opdateringen kan blive langt hurtigere forældet end musikken og sangen, og det er bestemt tilfældet her. Store baggrundsprojektioner og transvestitter var måske smart for 14 år siden, men bære ikke alderen med ynde.

Sopranen Gisella Stille leverede rollen som Violetta med professionel kompetence, mens hendes store kærlighed, Alfredo, sunget af den italienske tenor Francesco Castoro, manglede det kraftoverskud som en tenor efter min mening bør levere på en scene.

Men hvad værre er, så var han helt blottet for passion, og kemien mellem Violetta og Alfredo, som er krumtappen i hele operaen, er slet ikke til at få øje på. Det fungerer bare ikke.

Baron Douphol, sunget af Simon Duus, fungerede bedre for mig, mens David Kempster, der i stykket er Alfredos far, som sønnen gav en teknisk udmærket præstation. Men jeg fornemmede ikke, hvor dumt et svin faren egentlig er.

Til gengæld leverede både Det Kgl. Kapel og Operakoret, som sædvanlig, varen fuldt ud. Og i en opera der i så høj grad er båret af musikken er det naturligvis et klart plus.

Jeg er med på at Det Kgl. Teater også er en forretning, og det er langt nemmere at fylde Operaen med en klassiker som La Traviata end en eksperimenterende ny opera som eksempelvis Exterminating Angel.

Men når Operaen er fyldt, som den var i tirsdags, så synes jeg at publikum har krav på mere end de efter min mening fik. Det er utvivlsomt nemmere at hive en gammel produktion frem fra lageret, men hvad der muligvis fungerede for 14 år siden, fungerer bare ikke rigtigt i dag.

Det er synd, for det er virkeligt en smuk opera. For et par år siden så jeg en opsætning på Deutsche Oper i Berlin, hvor scenen, eller, rettere, bordellet, basalt set var et dystert mausoleum, som fungerede langt bedre for mig.

Ganske vist synes jeg ikke at Berlin-Alfredo, sunget af Attilo Glaser, sparkede benene væk under mig. Men den afgørende forskel mellem de to opsætninger var, at Berlin-Violetta blev sunget af den russiske sopran Kristina Mkhitaryan, der ikke kun sang helt blændende, men også havde et gnistrende scene-forhold til Alfredo, der fik mig til at føle den tragiske historie i hjertet.

Det kunne Københavner gen-genopsætningen ikke.

Foto: Miklos Szabo

Maria Wandel på Kastrupgaardsamlingen

Maria Wandel på Kastrupgaardsamlingen

Asger Schnack skriver på Facebook:

Jeg cyklede ud gennem det blæsende mørke (medvind) til Kastrupgaardsamlingen i går aftes til åbning af Maria Wandels udstilling ”Here (Once Again), Leaving the Gold”. Fra mørket ind i museets lysende sale. Man skal hele samlingen igennem, før man kommer til udstillingen, som annonceres af tre ensfarvede felter (light blue), inden man drejer ind i rum med store malerier, det ene efter det andet. Først mindre rum, så det store rum. Det hele er stort og indbydende. Og det første, man lægger mærke til, er, at selv om der i meget høj grad er tale om enkeltbilleder, værker med hver sit stemningsmættede indhold, så er det også en samlet fortælling. Ikke i traditionel forstand og ikke sprogligt genfortælleligt, men klart opfattelig som billedtale: det fluktuerende, tiden som medspiller, altid nærværende som tabt eller øjeblikkeligt medlevende, fyldestgørende eller tværtimod nærmest forsvindende i mindet. Til udstillingen hører et flot katalog med samme titel som den; heri skriver Else Marie Bukdahl en yderst oplysende (og velskrevet, naturligvis, havde jeg nær sagt) artikel om Maria Wandels kunst og hidtidige arbejde med nedslag i udstillinger og bogværker. Hun (Else Marie Bukdahl) indleder sin artikel med nogle meget tankevækkende bemærkninger om netop forholdet mellem ord og maleri, hvor hun henviser til Leonardo da Vinci og i nyere tid Paul Klee og Wassily Kandinsky. Med disse ord in mente bliver opgaven at opleve malerierne hver for sig og sammen som en parallel fortælling, og det er ikke svært, for de inviterer lystigt til fordybelse i selve flygtighedens væsen, såvel i konkrete forfaldshistorier (cigaretskod) som i mere abstrakte følelsesområder (barndom, fremtid, tomhed, afsked, fravær, nærvær). Nogle af malerierne har klassisk skønhed, således et tennisbillede, et strandbillede, et slut-på-sæsonen-billede og to billeder med sønnen Adam, det ene blot betitlet ”Adam”, det andet – begge er meget fine – med titlen ”Les Roches Noires”. Interessant er det (som jeg fik fortalt), at Marguerite Duras her købte en lejlighed og befærdede disse hoteleks- og interiører med hav og forladte caféstole. Det giver en god reference til en beslægtet litterær figur, ligesom billedet ”Catherine” henviser til Catherine Deneuve, en anden slægtning til kunstneren i det store valgunivers. Det er fransk, men det er også universelt. Og til at træde ind i. Hvilket hermed anbefales. (Maria Wandel: ”Here (One Again), Leaving the Gold”, Kastrupgaardsamlingen 6. februar – 7. juni 2020; Vendsyssel Kunstmuseum 29. august – 18. oktober 2020). (Illustration: katalogets forside. Grafisk design: Dan Eggers)

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Komponisten Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021 ved en koncert den 5. juni 2021 i DR Koncerthuset.

”Med en musik rig på flimrende lysvirkninger og et uendeligt farvespil er Unsuk Chin en komponist, der dyrker det grænseløse. Født i Sydkorea og bosat i Berlin komponerer Unsuk Chin i dag en musik, der har gjort sig fri af traditioner og i stedet bygger på drømme og en stor nysgerrighed efter at skabe helt nye klangverdener”, siger Esben Tange, formand for Léonie Sonnings Musikfond, om valget af Unsuk Chin som prismodtager.

Unsuk Chin blev født i Seoul i 1961 og lærte allerede i en tidlig alder sig selv at spille klaver. Efter at have studeret komposition i Korea og vundet en lang række musikpriser, flyttede hun i 1985 til Hamburg for at studere hos Ligeti ved Hochschule für Musik und Theater. Siden 1988 har hun boet i Berlin.

Som komponist har Unsuk Chin modtaget en lang række af den klassiske musiks største hæderspriser, og hendes værker bliver opført overalt i verden. I den forbindelse har hun arbejdet sammen med dirigenter som blandt andre Simon Rattle, Kent Nagano og Leif Segerstam og orkestre som Berliner Filharmonikerne, BBC Symphony Orchestra og Chicago Symphony Orchestra. I sæsonen 2019/20 er Unsuk Chin huskomponist ved Elbfilharmonien i Hamborg, hvor fjorten af hendes værker er programsat. Unsuk Chin besøgte København i 2018, hvor hun var huskomponist ved Pulsar festivalen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Om at modtage Léonie Sonnings Musikpris siger Unsuk Chin: ”Jeg er dybt ydmyg og taknemmelig over at blive tildelt Léonie Sonning Musikpris 2021. Det er en uventet ære såvel som en stor udfordring, da mange af de tidligere prismodtagere er mine personlige helte og rollemodeller i mit musikalske liv. Jeg er meget berørt af juryens anerkendelse og føler en stor tilknytning til de høje kunstneriske værdier, som er repræsenteret af Léonie Sonnings Musikfond. Jeg ser meget frem til at komme tilbage til jeres smukke og meget kunstneriske by; til at arbejde sammen med Fabio Luisi og DR Symfoniorkestret, andre fremragende ensembler og musikere samt med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.”

Den 58-årige koreaner bliver den 17. komponist, som modtager Léonie Sonnings Musikpris, der fra 2021 hæves til 1.000.000 danske kroner. Blandt de tidligere komponister finder vi bl.a. Stravinsky (1959), Benjamin Britten (1968), Dmitri Shostakovich (1973), Olivier Messiaen (1977), Pierre Boulez (1985), Per Nørgård (1996), Thomas Adès (2015), Hans Abrahamsen (2019) og endelig György Ligeti (1990), som Unsuk Chin tidligere har studeret hos i Hamborg.

”Unsuk Chins musik fortjener at blive hørt af et endnu større publikum, derfor er det en stor glæde at en række danske ensembler og institutioner bidrager til at skabe en Unsuk Chin minifestival i anledning af tildelingen af Léonie Sonnings Musikpris 2021 til Unsuk Chin”, siger Esben Tange.

http://www.sonningmusik.dk

Mænd med magt fatter det tilsyneladende aldrig: kunsten er ikke til for deres skyld

Mænd med magt fatter det tilsyneladende aldrig: kunsten er ikke til for deres skyld

Peer Aagaard skriver på Facebook:

Åh, suk! Den nye leder for det store museum for moderne kunst i Warszawa har netop annonceret en drastisk ændring i institutionens fokus: Han mener som udgangspunkt, at næsten al moderne kunst ikke bare er socialistisk, men helt præcis ny-marxistisk. Desuden lægger moderne kunst alt for meget vægt på emner som klimaforandringer, bekæmpelsen af fascismen og kampen for rettigheder for homoseksuelle.

Det vil han gøre op med!

Derfor vil museets udstillinger fremover fokusere på konservative, såkaldte familieværdier.

Desværre har denne bagstræberiske idiot overset en enkelt detalje: Det er stort set umuligt at finde moderne kunst, der flugter med hans national-konservative, homofobiske holdninger. En af kunstens fornemste opgaver er som bekendt at bryde grænser og åbne op for nye tanker hos beskuerne. Det sker ikke, så længe kunstens tarv varetages af småtskårne fjolser med horisonter så lave som en regnorms.

I øvrigt er museums-lederens retorik velkendt fra Hitler-tiden, hvor nazisterne kæmpede indædt imod såkaldt “entartete Kunst”, ligesom vi har set tilsvarende tanker udspille sig i Kina og det gamle Sovjetunionen for slet ikke at tale om i Dansk Folkeparti. Mænd med magt fatter det tilsyneladende aldrig: kunsten er ikke til for deres skyld, men for at yde dem tiltrængt modstand.