Frigivelse af vaccinepatenter

Frigivelse af vaccinepatenter

Af Margrete Auken

Medicinalgiganter nægter stadig at dele vaccine-viden 👎🏼

Det kan godt være at vi er i gang med tredje stik. Men i slutningen af juli var kun 1 % af befolkningen i lavindkomstlande vaccineret med første stik. SUK!

I dag skal vi i Europa-Parlamentet debattere EU’s gennemsigtighed om vaccine-strategien. Jeg har i EU’s borgerklageudvalg (PETI) længe kæmpet for at debatten kom på dagsordenen – den er aldeles vigtig!

Jeg og De Grønne mener langtfra at vaccine-strategien har været gennemsigtig nok – borgerne bør have adgang til oplysninger om hele forhandlingsprocessen og indkøbsaftalen.

Desuden skal vi kæmpe for at de medicinalfirmaer som EU har støttet i deres vaccine-udvikling også deler informationer om udvikling og test af vaccinen.

Det er trods alt både skattekroner og menneskeliv der er på spil!

Frigivelse af vaccinepatenter og åbenhed om strategien vil både gavne EU-borgere som ønsker mere klar information og hjælpe udviklingslandene til at få deres borgere vaccineret.

Vil du følge med i debatten? Så se med fra cirka kl. 14.30 her.

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

Efterårsprogrammet er på plads:

13. september kl. 19.00: Un Triomphe (The Big Hit) af Emmanuel Courcol
20. september kl. 19.00: DNA af Maïwenn
27. september kl. 19.00: Le Discours (The Speech) af Laurent Tirard
4. oktober kl. 19.00: Les magnétiques (Magnetic Beats) af Vincent Maël Cardona
11. oktober kl. 19.00: Paradisets børn (Les enfants du paradis) af Marcel Carné
25. oktober kl. 19.00: Titane af Julia Ducournau
8. november kl. 19.00: Le temps retrouvé (Time Regained) af Raoul Ruiz
15. november kl. 19.00: Everything Went Fine af François Ozon (forpremiere)
22. november kl. 19.00: Adieu les cons (Bye Bye Morons) af Albert Dupontel
29. November kl. 19.00: France af Bruno Dumont
6. december kl. 19.00: Annette af Leos Carax
13. december kl. 19.00: Paris – 13th District af Jacques Audiard

Franske Film Mandage arrangeres i samarbejde med Institut français.

Se alle filmene i Grand Teatret.

FOLKEMØDET OG TYSKLAND PÅ MØN

FOLKEMØDET OG TYSKLAND PÅ MØN

Af Peter Tudvad

Fredag og lørdag den 20. og 21. august er der folkemøde på den p.t. svært forblæste, men som altid morderligt smukke østersøø Møn. For de vanligt mange tyske turister er vejret altså aktuelt ikke det heldigste, men de bør ikke besvære sig alt for højlydt over det, da de og deres land nu står til debat:

Hvorfor hulen skal vi overhovedet interessere os for tyskerne? Er det ikke federe at lære spansk end tysk? Er et indbyggertal på 83 millioner og en selvkåring som “eksportverdensmester” gode argumenter for, at man som dansker skal se mod syd uden at øjne andet end den franske riviera og de toscanske vinbjerge? Har Tyskland ikke én gang for alle udspillet deres politiske og kulturelle rolle på den internationale scene med Adolf Hitler og Hansi Hinterseer?

Stil selv flere spørgsmål, og få svarene af Michael Kuttner, Thomas Schumann, Lisa Schmidt og Michael Jarlner samt overtegnede lørdag kl. 13 i Kammerrådsgården på torvet i Stege.

Til topmøde i Porto

Til topmøde i Porto

Af Mette Frederiksen, Statsminister

I dag og i morgen mødes jeg med mine europæiske kollegaer her i Porto i Portugal.

Vi har en række vigtige emner på dagsordenen. Om lidt taler vi om beskæftigelsen og vilkårene på det europæiske arbejdsmarked – især i en tid efter corona. Vi skal have genstartet de europæiske økonomier igen. Og øget beskæftigelsen på ordentlige vilkår i hele Europa. I Danmark har vi klaret os godt. Det skyldes i høj grad vores unikke arbejdsmarkedsmodel. Derfor er det også mit klare budskab i dag, at Danmark ikke accepterer tiltag i EU, der risikerer at underminere vores danske system.

I aften diskuterer vi situationen med corona. Selvom det generelt går den rigtige vej i Europa, hvor flere og flere bliver vaccineret, er der flere af mine kollegaer, som fortsat kæmper med høje smittetal og deraf restriktioner.

Herhjemme går det godt. Vi er i gang med at åbne samfundet. Det kan vi, fordi vi alle er gode til at blive testet, bruge coronapas, og flere end 1,4 millioner danskere har fået det første stik. 💪🏼 Men smitten er stadig i blandt os og stiger lige nu. Så vi skal fortsat passe på hinanden.

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Af Nikolaj Bøgh, Konservative

For nylig vakte en artikel i fagbladet Folkeskolen en del opsigt, fordi en række lærere mente, at man skulle afskaffe tyskundervisningen i folkeskolen som led i at opnå en kortere skoledag. En lærer mente, at tysk var en ”uddød kompetence”, og at alle bare kunne tale engelsk med hinanden.

Men der er naturligvis meget store fordele ved at kunne tale med folk på deres eget sprog, og da Tyskland er et vores allerstørste eksportmarkeder, koster det efter al sandsynlighed vækst og arbejdspladser, at kompetencerne inden for det tyske sprog er i frit fald.

At vi i så stort omfang – ikke blot sprogligt – har fravalgt tysk kultur til fordel for navnlig amerikansk er i det hele taget et stort tab for vores land. Gennem århundreder var dansk og tysk kultur tæt sammenvævede, og København var i stort omfang en tosproget by. Centraladministrationen bestod under enevælden af henholdsvis Danske Kancelli, som tog sig af kongerigets anliggender, og Tyske Kancelli, som tog sig af hertugdømmernes anliggender.

Den danske guldalder opstod på grundlag af en kaskade af tysk inspiration. Oehlenschläger skrev Guldhornene efter inspiration fra den tyske romantik, Kuhlau, som skrev musikken til vores nationale skuespil Elverhøj, var tysker etc. etc.

De danske universiteter udspringer oprindeligt af den tyske Humboldttradition og dens idealer om dannelse og fri forskning. Men dens fine principper har været stærkt på retur gennem de senere år, hvor dannelsestænkningen er erstattet af et fokus på kompetencer og arbejdsmarkedets behov, og hvor vores universiteter mere og mere er blevet ændret fra den humboldtske model til den angelsaksiske med bachelors, phd’er etc., og hvor undervisningssproget i stigende grad er blevet engelsk.

Amerikansk kultur, som vi i stort omfang har erstattet den tyske (og den danske) med, er en slem gang blandede bolscher, nogle af dem med en betydelig bismag. På det senere bl.a. med en helt uspiselig identitetspolitik, som 1:1 forsøger at gøre USA’s historie og virkelighed til vores. Det er der ikke noget godt at sige om.

Tabet af den tyske dimension i vores liv skyldes selvfølgelig historiens gang, nationalitetskampen og krigene i 1800-tallet og ikke mindst nazismen og 2. verdenskrig. Men det er og bliver et tab og bestemt ikke noget, vi har nogen interesse i yderligere at udvande, tværtimod kunne vi på mange planer godt bruge noget mere tysk sprog og tysk kultur i vores samfund.

Postkort fra Lissabon

Postkort fra Lissabon

Af Susanne Sayers

Er nu, sådan på forsyningssiden, klar til eventuel karantæne. Helt uden at hamstre. Og ja, man kan få leveringer til døren også i Portugal, men vi aner reelt ikke, hvordan presset på den slags tjenester bliver i sådan en situation, slet ikke hvis den trækker ud, så hellere være nogenlunde på den sikre side. Så der også er fyldt op med ting, der er lette at lave, hvis man nu skulle blive småsløj. Som altid er der bønner, flåede tomater, løg, hvidløg, linser – den slags. Og vin og te i rigelige mængder … naturligvis.
Panik? Overhovedet ikke. Men karantæne kan blive virkelighed for os alle, og jo mere vi hver især har forberedt os uden at skulle trække på samfundsressourcer, der hurtigt kan blive pressede, desto bedre.
Derudover er situationen i Lissabon ret afslappet. Folk samler sig i parkerne som altid på en søndag. De promenerer langs floden, drikker kaffe og vin, og der er de sædvanlige køer i supermarkederne. Og propfyldte linje 28’ere. Jeg ser næsten ingen masker. Der er heller ikke udsolgt af håndsprit, men gel kan være svært at finde. Foreløbig er der 25 smittede i Portugal, de fleste mod nord, og de fleste kan spores til en portugiser, som kom hjem fra Norditalien. Så her er ikke endnu tegn på, at der er udbredt smitte i lokalsamfundet.
Jeg har været inviteret ud de seneste par dage, og der er blevet krammet og kindkysset på sædvanlig portugisisk vis. Det bliver noget af det sidste, der forsvinder, tror jeg. Det sidder stærkt i kulturen. Men jeg kan godt mærke, at jeg selv tøver efterhånden. Der ligger en slags ‘ny normal’ og dirrer lige under overfladen. Ikke som en frygt, men som en forsigtighed. For mit vedkommende ikke så meget på egne vegne – de færreste af os behøver at frygte at dø af sygdommen. Men som en beskyttelse af alle dem, der risikerer at blive alvorligt ramt og i yderste tilfælde at dø. Ved at passe på og udvise lidt omhu kan vi forhåbentlig være med til at bremse udbruddene, så der bliver tid og plads og ressourcer til at håndtere de alvorlige tilfælde i sundhedssystemet og beskytte de mest sårbare.