Af Julie Wetterslev
Der er gået et par dage og jeg er ved at have sundet mig ovenpå den ‘velkomst’ vi fik da vi landede i Danmark forleden.
Vi begik en fejl, for selvfølgelig skulle jeg være gået forrest i paskøen (en uskreven regel for familiesammenførte). Men vi var trætte, havde pakket vores lejlighed og liv i Italien sammen over et par hektiske uger, sovet for lidt i flere dage, og stået op kl. 5 den dag for at klare den sidste rengøring, tømme køleskabet, overdrage nøglerne og lukke kufferterne.
Så havde vi rejst hele dagen med to fly, gennem lufthavne med Corona-restriktioner med nye afspritningscentraler og teknologier undervejs, og med den mentale omstilling fra at have boet fire år ét sted i ét land, til at skulle vende tilbage til et andet.
Så da vi om aftenen nåede Kastrup gik Osniel først i grænsekontrollen. Det var selvfølgelig en fejl.
Politikvinden bag vinduet i skranken beder om hans dokumenter. Han viser hende sit cubanske pas og sin italienske opholdstilladelse. ‘Men hvad skal du her?’ spørger hun, og mens Osniel peger bagud på mig og forklarer at jeg er hans danske hustru begynder jeg febrilsk at lede efter de øvrige papirer i en godt pakket håndtaske.
Jeg får lov at komme frem til skranken og forklare. Vi har boet i Italien i fire år, siger jeg, og er nu ved at flytte tilbage, og min mand har en dispensation fra bortfald af hans midlertidige ophold i Danmark, hvilket betyder at han må indrejse i Danmark frem til d. 30. September 2020. Jeg leder efter papirerne i mappen i tasken og finder først vores vielsesattest som jeg giver politikvinden. Der står sort på hvidt at vi blev gift for seks år siden på Stenstranden i Rørvig ud for Flyndersø.
Mens jeg leder efter dispensationen stiller hun en masse spørgsmål hurtigt efter hinanden. ‘Har han et dansk cpr. nr. så?’ ‘Ja, det har han’… Hun afbryder: ‘Men det vil sige at du ikke bor i Danmark?’ ‘Nej, siger jeg’, nu lettere irriteret, ‘men vi er ved at flytte hjem hertil.’ ‘Nå, men hvis jeg slår dig op i systemet, så står du her jo ikke?’ ‘Det vil jeg da håbe jeg gør – jeg er jo dansk statsborger’ ‘Men det er din mand jo ikke’. ‘Nej, men vi har jo dispensation fra bortfald af hans ophold’ – jeg giver hende dokumentet, ‘og selv hvis vi ikke havde, så må han godt indrejse sammen med mig i og med at jeg er dansk statsborger og han har ophold i et EU-land og vi er gift’. Dette siger jeg blandt andet, fordi jeg har tjekket reglerne mange gange og fordi jeg har adspurgt specifikt om vores sag med politiets Corona-hotline et par dage før vi rejste fra Italien.
Hun ser på dokumentet fra Udlændingestyrelsen der klart proklamerer at Osniel har ret til at indrejse i Danmark frem til 30. September 2020. ‘Jamen har han så et dansk cpr. nr.?’ ‘Ja, det har han, som jeg sagde, men du afbrød mig før jeg kunne nå at give dig det.’ Jeg remser nummeret op og hun slår det op i systemet og ser det på skærmen. ‘Jamen så må jeg jo lige ringe og tjekke’. ‘Hold nu kæft mand’, kommer jeg sagte til at hviske, mens jeg tænker på min mor og hendes mand som står udenfor lufthavnen og venter på os. Jeg har ikke set dem i et år.
‘Siger du hold kæft til mig?’ udbryder politikvinden skingert og stirrer fjendsk på mig med et sæt meget blå øjne bag et sæt meget firkantede sorte briller. Hendes blonde hår nærmest hopper op og ned i sitren ovenpå hendes hovede. ‘Det skal du ikke sige til mig hvis I gerne vil lukkes ind’.
‘Jeg vil gerne ud til min familie – de står og venter på os. Jeg har ikke set dem i et år,’ siger jeg. ‘Ja, men vi er jo nødt til at tjekke dokumenterne.’ ‘Ja, det er en herlig velkomst’, siger jeg. ‘Nu skal du ikke være flabet’, siger hun vredt, ‘jeg gør bare mit arbejde og din attitude er meget problematisk’. Jeg bider mig i læben for ikke at svare igen men kan ikke kontrollere mine øjne i et tavst svar til hende. ‘I må gå derover og vente’ hun peger til venstre for indrejsekøen. ‘Hvad sker der?’ spørger Osniel. ‘Må jeg få dit navn?’ spørger jeg hende. ‘Det må du få senere, nu skal vi checke det her.’
Mens vi et par meter væk venter på at politikvinden foretager diverse opkald og småsludrer smilende med sine kolleger i boksen hører jeg en anden politimand tale med et andet spansktalende par lige bag os og fortælle kvinden at hun kan vælge mellem at blive udvist til Spanien eller til Sverige. Hun ser fortvivlet ud.
Jeg ved at vores dokumenter er iorden og at de skal lukke os ind, men alligevel får jeg koldsved og klamme håndflader. Vores flyttegods kommer i en vogn tidligt næste morgen på Nørrebro, vi har aftaler på Folkeregisteret, hos Styrelsen for Indvandring og Immigration, vi har en lejlighed vi skal overtage og en masse ting vi skal – hvis de nu ikke vil lukke ham ind hvad gør vi så?
Politikvinden har ringet til en overordnet som kommer hen til os i fuld uniform og med pistol i bæltet. ‘Jeg kan forstå at der er et problem?’ siger han. ‘Nej, det tror jeg ikke der er’, siger jeg ‘i så fald må du gerne forklare hvad problemet består i?’ ‘Det lader til at du forhindrer min kollega i at udføre sit arbejde?’ ‘Nej’, siger jeg ‘men jeg håber I en dag vil opleve hvordan det er når andre mennesker har så meget magt over jeres personlige liv.’
‘Ja, jeg kan godt forstå det må være virkeligt hårdt at skulle gå igennem en paskontrol’, siger politiofficeren hånligt. ‘Du er jo dansk statsborger så du kan altid komme ind’. ‘Og hvad så med min mand? Vi har været gift længe og vi har både opholdstilladelse til ham i Danmark og i Italien og derfor er der slet ingen tvivl om at I skal lukke os ind’. ‘Jamen det må vi jo lige checke. Der er jo en speciel situation for tiden’.
‘Jo’, siger jeg, ‘jeg har lige boet i Italien så det behøver du ikke fortælle mig. Men når man går igennem processer på hele og halve år for at få de dokumenter der skal til for at kunne leve sammen som familie, så er det lidt hårdt at man så ikke engang da kan undgå situationer som denne. Du aner jo tydeligvis ikke hvad vi har været igennem for at få opholdstilladelse her og i Italien.’
‘Jamen det har da ikke noget med mig og min kollega at gøre?’ ‘Jo’, siger jeg ‘for det er den lovgivning I håndhæver, og det er racisme og det er ødelæggende for dem det går ud over.’
‘Nu skal du passe på’ snerrer betjenten højt og viser tænder meget tæt på mit ansigt. ‘DU SKAL IKKE KALDE MIG RACIST, OG HVIS DU GØR SÅ SIGTER JEG DIG FOR OVERGREB MOD TJENESTEMAND I FUNKTION’. ‘Jeg har ikke som sådan kaldt dig racist’, svarer jeg, ‘jeg siger at systemet er racistisk’.
Efter to minutter mere får vi lov at gå igennem. Vi ryster begge to og jeg glemmer selvfølgelig at insistere på at få deres navne.
SIGNAL.DK 