Af AnneLise Marstrand-Jørgensen
Dette er et billede af en ubegribelig stærk kvinde. Hun hedder Nagham, stammer fra Irak og har kæmpet hårdere for retten til at bestemme over sig selv og sit eget liv end de fleste. Alle systemer forsøger at få hende ned med nakken. Ingen spørger hende om noget, ingen har for alvor lyst til at høre, hvad hun har på hjerte.
For få dage siden blev hun overført fra Kærshovedgård Udrejsecenter til Ellebæk udrejsefængsel. På Kærshovedgård kan afviste asylansøgere bo i årevis. Det er alle dem, der har fået afslag på ophold, men som alligevel ikke kan udsendes. Ellebækfængslet er kun beregnet til mennesker i såkaldt udrejseposition – dvs i kort tid op til tvangsudsendelse.
Sådan er det ikke i praksis og i Naghams tilfælde lader det til, at hun bliver reduceret til en brik i Danmarks politiske spil.
For et par år siden blev hun og ti andre kvinder nemlig også sat i Ellebæk. De blev fremstillet for en irakisk kommission på ambassaden. Hensigten var at presse Irak til at tage imod dem. Men Irak tager ikke imod mennesker, som tvangsudsendes med mindre de er udvisningsdømte. Det vidste de danske myndigheder godt og derfor endte det også med, at Nagham blev sendt tilbage til Kærshovedgård.
Nu forsøger Danmark igen. Uden at noget tilsyneladende er ændret. Bare fordi.
Men det ‘bare fordi’ er ikke en lille ting for Nagham. For hende betyder det afhentning af politiet uden varsel, at hun skilles fra sin kæreste, at hun låses inde døgnet rundt i Ellebæk – det mest trøstesløse sted jeg har oplevet i Danmark. At angst lægges på angst til ingen nytte.
Hvis danske myndigheder vil lave politiske aftaler om hjemtagelse af andre landes borgere må de i det mindste gøre det på en anstændig og – ja, politisk – måde.
De kvinder, der falder udenfor alle vores selvopfundne samfundshierarkier er selvfølgelig dem, vi hører mindst fra overhovedet.
De afviste kvinder i asylsystemet er der ikke mange, der interesserer sig for. Og selvom deres bevæggrunde for at søge asyl ofte er både indlysende og forfærdende, får de meget ofte afslag. Fordi vold og nedværdigelse, indespærring og fratagelse af basale rettigheder ikke betragtes som asylmotiv, når det er foregået i familiens rammer. Heller ikke selvom de frygter for deres liv.
Jeg har ikke tal på, hvor mange afviste kvinder, jeg har talt med, som deler uhyrlige historier om tvangsægteskaber og vold. Historier som må få ethvert medmenneske til at forfærdes, men som ikke synes at rører myndighederne det mindste.
Nagham blev f. eks gift som 14-årig mod sin vilje. At forlade ægteskabet var ikke en mulighed, da hun så ville miste sine børn. Da hendes søn blev skudt flygtede hun imidlertid og kom til Danmark i 2015. Her har hun fået afslag på afslag og har de seneste år boet på Kærshovedgård.
Når Nagham inden længe igen møder den irakiske kommission, ved vi ikke, hvad der sker. Hvis det er lykkedes Danmark at lave en aftale med Irak bliver hun sendt tilbage til et liv, som ingen ville ønske for andre.
Siger de derimod nej til at modtage Nagham, bliver hun sendt tilbage til Kærshovedgård. Til en uendelighed som fattig, afvist og uden mulighed for at arbejde eller studere. Men i de mindste med retten til at bestemme, hvornår hun vil gå udenfor og trække frisk luft.
Og hvad skal vi kalde de forhandlinger, som Danmark laver med Irak? Der er vel næppe tvivl om. at ingen aftaler er gratis for Danmark. Det er altid noget for noget, men Danmark spiller med lukkede kort. Det gør de her og det gjorde de i forhold til f. eks. Somalia.
Måske skulle vi bare kalde det moderne menneskehandel mellem stater? Eller hvad siger I?
SIGNAL.DK 