Af Lars Movin
AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: SHIRLEY CLARKE PÅ LØRDAG
Så er det på lørdag kl. 19, at Cinemateket byder på en sjælden mulighed for at se Shirley Clarkes provokerende og grænseoverskridende hovedværk fra 1967, “Portrait of Jason” (det andet arrangement i efterårssæsonen af “Amerikansk avantgardefilm”, hvor vi har fokus på scenens kvindelige filmmagere).
Fra sin base på New Yorks legendariske kunstnerhotel, The Chelsea, skabte Shirley Clarke (1919-1997) omkring en håndfuld film i biograflængde, som alle var banebrydende på hver deres måde. Clarke havde en baggrund som danser, hvilket kom til udtryk i den serie af kortfilm, hun producerede op gennem 50’erne, hvor kameraet blev anvendt som et redskab til at skabe koreografiske forløb, der aldrig ville kunne afvikles på en scene. I 1961 skiftede hun spor med den film, der blev hendes gennembrud, “The Connection”, en metafortælling om et filmhold, der forsøger at dokumentere et teaterstykke af samme navn, som ensemblet The Living Theatre havde sat op et par år forinden. I 1963 fulgte “The Cool World”, en hybriddokumentar om gadebander i Harlem, iscenesat med autentiske personer i rollerne. Samme år modtog Clarke en Oscar for en mere konventionel film, et portræt af den amerikanske digter Robert Frost, “A Lover’s Quarrel with the World”. Og derefter kom så “Portrait of Jason”, en alt andet end konventionel film, hvis udgangspunkt blandt andet var en reaktion på den såkaldte Direct Cinema-dokumentarisme, hvor man – ifølge Clarke – bare løber efter virkeligheden med et kamera og derefter klipper alle de kedelige passager ud.
I “Portrait of Jason” har Shirley Clarke inviteret en mildt sagt farverig skikkelse – Jason Holliday, en sort, homoseksuel hustler med komikerambitioner – ind i sit ‘laboratorium’ og sat ham under lup i 12 timer i træk for på den måde at undersøge, hvad der sker med et menneske, og med relationen mellem den pågældende person og mediet/filmmagerne, når en traditionel portrætsituation strækkes langt ud over smertegrænsen. I den forstand kan “Portrait of Jason” minde om det eksperiment, kaldet “Marathon”, som Lars von Trier og Peter Øvig Knudsen gennemførte i 1996, hvor de i en række tv-udsendelser interviewede forskellige personer i 24 timer i træk ud fra den tese, at efterhånden som udmattelsen indfandt sig, ville masker, parader og manerer falde. Men samtidig er Clarkes film også et produkt af sin tid, hvor eksempelvis Warhol brød med alle filmmediets konventioner ved at placere personer fra Factory-scenen foran linsen og lade dem stege, indtil der kom en reaktion.
I den godt halvanden time lange film, der kom ud af Clarkes eksperiment, er det tydeligt, at Jason Holliday – på trods af at han er amatør – er en strålende performer, og at han stortrives foran kameraet. I hvert fald til at begynde med. Men efterhånden som tiden går, og trætheden – i kombination med rigelige mængder af vodka og marihuana – begynder at have en effekt, bliver det mere og mere tydeligt, at der bag det villige ‘offers’ flamboyante facade gemmer sig et langt mere komplekst menneske med adskillige ar på sjælen.
“Portrait of Jason” vakte opsigt ved premieren i 1967. Og det gør den sådan set stadig, mere end et halvt århundrede senere. Filmen er således ikke blot et interessant eksempel på en film skabt af en kvindelig instruktør – den er slet og ret et hovedværk i amerikansk avantgarde-historie. Ingmar Bergman har angiveligt sagt, at “Portrait of Jason” var den mest fascinerende film, han nogensinde havde set. Mød op på lørdag (hvor jeg vil indlede med en kort introduktion) og se, om du er enig.
For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.
SIGNAL.DK 