SKRUB HJEM TIL KINA

Af Mia Nygaard

”Send Mia Nyegaard hjem til Sydkorea – Hvad fanden skal den kineser i Danmark”.

”Hvad fanden laver du i Danmark. Du laver sgu ikke andet splid. Fuck af med dig – danskerne gider dig ikke

Tag hjem og lav noget mad i Wuhan”.

Tre mails: to fra Bjarne og en fra Hans inklusiv et billede af mig i mine mailbakker, både de offentlige borgmestermails og på min personlige Gmail.

Jeg så dem, og gjorde hvad jeg altid gør, når jeg møder denne form for hyggeracisme eller hvad man nu skal kalde det: jeg blev vred, irriteret og slog det hen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har vist den slags til venner for at illustrere, hvor små sko voksne mennesker kan gå i.

Jeg har ikke fået dem slettet. Og da en af de herrer, nu igen melder sig på min Facebook med en infam kommentar til et af mine opslag, blev jeg sgú vred igen og tænkte GU’ VIL JEG EJ.

Jeg er vokset op i Fredericia og har i snart 25 år boet i København og jeg er på alle måder københavner. Og jeg kommer til at blive her og kæmpe for København og københavnerne. Jeg går ikke væk.

Jeg har gennem årene tit skulle høre på alt fra de klassiske, risgnasker, skævøje, gulhudet. I min tid i politik er mine politiske plakater blevet overtegnet med prostitutionsantydninger som penis mod min mund og ”love me loong time”. Jeg har slået det hen.

Under en af de første dage under coronanedlukningen i foråret gik jeg en tidlig aftentur rundt om havnen for lige at få lidt luft. Da jeg kom til lige omkring Udenrigsministeriet, mødte jeg en nydelig ældre herre, som jeg på behørig afstand hilste på med et nik og et smil. Hvorefter han går helt tæt hen til mig for at kunne hvisle: ”du skal ikke smidte mig – skrid hjem”. Jeg slog det hen.

Engang for mange år siden i 6. eller 7. klasse efter en batalje, tyede en klassekammerat, efter at have tabt en diskussion med mig, til ”du skal da også skride hjem til dit eget land”. Hvorefter jeg brød grædende sammen i lige dele chok, arrigskab og skuffelse over, at han brugte det som argument.

Heller ikke dengang havde jeg aldrig set mig selv som andet end dansk.

Men da jeg havde sundet mig lidt, besluttede jeg på stedet, at mit fødested og min hudfarve aldrig skulle definere hvem jeg er, hvad jeg kan eller hvad jeg må. Fandeme nej. Og jeg svor samtidig, at jeg aldrig ville trække offerkortet.

Det gør jeg heller ikke nu. For ingen vil nogensinde lykkedes med at tryne mig, intimidere mig eller få mig til at tie ved at gå efter, at jeg adopteret eller har sortere hår og smallere øjne end flertallet af danskerne!
Mød mig med argumenter. Hvor svært kan det være.
Men lige nu er jeg tilpas irriteret til ikke bare at slå det ikke hen.

For dette opslag er også skrevet er til mine nevøer, til Louises børn, til Kirstines børn, til mine venner og andre danskere med mørkere hud, hårfarve eller øjne.

Hold hovedet højt og bliv ved med at insistere på at være lige så dansk som alle andre!

Selvfølgelig er det tilladt at blive vred over andres opførsel. Men lad os også bruge det konstruktivt – og sammen med alle dem, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, kæmpe for et mere tolerant og mangfoldigt Danmark.

Som Michelle Obama sagde: ”when they go low we go high”.

PS billede nr 2 er fra en Politiken kampagne fra omkring 2007

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s