Måned: april 2020

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Det er i kulturen, vi både kan finde trøst og glæde. I bøger og musik, på landets scener og på museernes vægge. Vi har brug for kulturen til at samle os. Særligt i den her tid. Til refleksion og håb. Trøst og eftertanke.

Derfor er det også ekstra hårdt, når det netop er vores mulighed for at samles om kulturen, der begrænses. På højskolerne, festivalerne, i biograferne. Steder, vi normalt mødes for at glædes og nyde livet.

Det er dog skønt at se, hvordan vi også bliver beriget med kultur på nye måder. Krisen har tvunget os til at tænke nyt. Og kreativiteten er ganske enkelt imponerende.

Det er vigtigt, at vi holder fast i det. Og holder hånden under vores kulturliv. Derfor havde kulturministeren og jeg i dag møde med kunstnere og kulturliv om situationen under coronakrisen. Om hvordan vi kan sikre åndslivet både under og efter den her svære tid.

Tak for de mange gode input!

Af Carsten Jensen

Medierne spørger i disse dage forfatterne, hvad vi egentlig går og laver. Hvad får vi tiden til at gå med i selv-isolationen?

Mine to yndlingshistorier om forfatteres forhold til deres arbejde lyder sådan her:
En forfatter og en købmand kommer til at sidde over for hinanden på et tog. “Hvad laver du? spørger købmanden. “Jeg er forfatter,” “Ja, ja,” siger købmanden, “men arbejder du også?”

Her er den anden historie: En forfatter og en ingeniør løber på hinanden til et selskab. “Hvad laver du?” spørger ingeniøren efter selv at have præsenteret sig. “Jeg er forfatter.” Åh,” siger ingeniøren med et lille suk. “Hvis bare jeg engang fik tid, kunne jeg godt tænke mig at skrive en roman.” “Åh,” siger forfatteren, “hvis bare jeg engang fik tid, kunne jeg godt tænke mig at bygge en bro.”

Så hvad laver vi forfattere, mens corona-virussen hærger, og vi sammen med resten af verden gemmer os bag hjemmets fire vægge? Vi gør, hvad vi altid gør: Sidder alene foran skærmen eller med en notesbog i hånden. Vores vigtigste arbejdsredskab er ensomheden. En forfatters liv består i forvejen af selv-isolation. Vi er trænede selv-isolationister.

Det betyder ikke, at vi i normale tider ikke færdes blandt andre, trykker hånd, omfavner, ja, endog kysser. Men vi er altid spaltede i to. Der er en, der hengiver sig, og en, der iagttager. Livet er vores råmateriale. Pas på med at omgås forfattere. Når det kommer til de store hemmeligheder, respekterer vi ikke privatejendomsretten. Vi er livets lommetyve. Vi stjæler dit hjerte, men kun for at udstille det i en roman.

Jeg spurgte engang en forfatter-kollega, hvad han læste. “Jeg læser kun de bøger, jeg kan stjæle fra,” svarede han. Tyveriet er forfatteres anden natur. Der findes et pænere ord for vores kriminelle tilbøjeligheder: inspiration. Vi søger efter inspiration over alt. Vi kan også sammenlignes med guldgravere. Dagligt står vi i iskoldt vand til hofterne. Vi leder efter guldglimtet på bunden af den vilde strøm.

Forfattere bliver også spurgt, hvad de læser, Jeg kan kun svare for mig selv. Jeg har ikke læst en bog i fire uger. Det er den længste tid, jeg har tilbragt uden en bog i hænderne, siden jeg lærte at læse som syvårig. Jeg finder ikke koncentration eller fordybelse, men surfer som en besat på nettet efter sidste nyt om virussen. Jeg har altid været politisk engageret. Politik handler om menneskers levevilkår, men også om ideer og den fremtid, vi engang kommer til at leve i. Lige nu handler politik om noget helt anderledes livsnært og afgørende: Vil jeg stadig være her om et år? Jeg ser på min kones ansigt og stiller det samme spørgsmål. Det er det spørgsmål, der slår al min koncentration i stykker.

Lad mig slutte med en tilståelse. Jeg er ikke forfatter af egen fri vilje. Jeg blev forfatter som den sidste udvej, fordi jeg følte, at jeg ikke duede til noget andet. Jeg var en skæv eksistens, men frem for alt var det mit forhold til sproget, der var skævt. Jeg følte, at det sprog, der ligger i munden på os alle sammen, ikke dækkede den virkelighed, vi sammen lever i. Det konventionelle, vedtagne sprog med dets skrevne og uskrevne regler for, hvad der kan siges, kan fungere på samme måde som censuren i en diktaturstat. Jeg blev forfatter for at fjerne den klamme hånd, der lå hen over min mund og næse og forhindrede mig i tænke. Kunst er en undersøgelse af virkeligheden. Kunst er spørgsmålstegn. Derfor blev jeg forfatter.

Er der brug for forfattere i disse dramatiske tider? Kulturminister Joy Mogensen mener, at det er der ikke. I en bemærkning, der formodentlig vil gå over i historien som det eneste bemærkelsesværdige, denne anonyme politiker har sagt, bekendtgjorde hun på et pressemøde, at det var “upassende” at tale om kultur. Det måtte vente, indtil det igen blev bedre tider. Men det er netop i hårde, afgørende tider som disse, hvor alt står på spil, at vi har brug for at få vores kaotiske erfaringer omsat i nye fortællinger. Vi må aldrig ophøre med at stille spørgsmålet om, hvem vi selv er, heller ikke når vi trues på vores overlevelse.

Forfattere er ikke eksperter på pandemier og virusser. Men vi ved lidt om livets hemmeligheder. Det er derfor, I har brug for os.