Idag er det 150 år siden den russiske komponist Alexander Skrjabin blev født. Er der én komponist, som jeg endnu synes at have til gode at beskæftige mig med, ja så er det nok denne mystiker udi musikken. Der har været tilløb fra min side, men ligesom det var revolutionens tilløb, der tog livet af den verden, som Skrjabin repræsenterede – ja, så skal der altså en sikrere og lysere fremtid til, førend det er tilrådeligt at begynde på dette univers.
Skrjabin troede, når hans tanker om sig selv da ikke var endnu højere, at han var en reinkarnation af Chopin – og hans tidlige produktion er da også en slags forlængelse af romantikkens ideal; han skrev i de samme former som sin forgænger, men derfra udvikledes hans klangsans og formsprog sig over det fritonale til det deciderede opløselige. Det er musik, som langsomt fanger lytteren ind, og som man skylder sig at blive ved med at forsøge at lytte til.
Det er næsten ikke til at bære, men sangskriveren, musikeren og manden bag selskabet Goldwax, der udgav nogle af soulmusikkens bedste plader, QUINTON CLAUNCH, ville være fyldt 100 år i dag (3/12), men han snublede kort før ”målstregen”, thi han døde den 10. april i år. Det vil føre for vidt at nævne alle mandens meritter, men han var med i de tidlige Sun-dage i de første år i 1950’erne, hvor studiet i Memphis fik stor betydning for den helt tidlige rock’n’roll. Han spillede med Carl Perkins, hjalp til i studiet for Elvis og skrev sange for dem, som ellers ville indspille dem. Han var medstifter af pladeselskabet Hi, inden han i 1963 etablerede sit eget Goldwax Records.
Året efter bankede det en sen aften på hans dør i huset i Memphis, og uden for stod to ukendte gospelsangere, O.V. Wright og James Carr, som begge gerne ville udgive plader. De aflagde en prøve for ham på stedet, og han hørte straks talentet og udgav plader med dem, ja, den mentalt meget sårbare James Carr forblev på hans selskab hele livet, og Quinton Claunch fik en slags faderrolle for ham.
Det oplevede jeg selv, da jeg sendte Quinton Claunch en telefax i efteråret 1995 og spurgte, om jeg måtte besøge ham til en samtale om Goldwax, og kunne han også få James Carr til at komme, ville det være perfekt. Han svarede ja til det hele, og en novemberaften samme år sad jeg i selvsamme hus i Memphis, som de to sangere havde besøgt 31 år forinden.
Det var en stor oplevelse at møde Quinton Claunch og James Carr, som begge var meget glade for interessen helt fra Danmark, og de næste mange år holdt jeg kontakten ved lige med Quinton Claunch, som på det tidspunkt i 1990’erne havde revitaliseret sit selskab uden dog at nå de helt samme musikalske højder, han havde nået med mange af sine udgivelser i 1960’erne, ikke mindst med netop O.V. Wright, James Carr og Spencer Wiggins. De tre sangere repræsenterer det ypperste inden for southern soul, hvad du kan høre eksempler på via links nede i tråden til sange, som Quinton Claunch udgav på Goldwax i sin tid, ja, sangene med James Carr og Spencer Wiggins skrev han såmænd også.
Ingen af de tre – og ej heller Goldwax – fik nogen synderlig succes i 1960’erne, men eftertiden har været venligere stemt, og især James Carr har fået opmærksomhed, især for sin indspilning af The Dark End Of The Street, som bredt regnes for den bedste. Kun Spencer Wiggins er i live i dag og fylder 80 år næste gang, den 8. januar 2022, mens O.V. Wright døde i 1980, 41 år, og James Carr i 2001, 58 år. I dag – på det der altså kunne have været hans 100-års fødselsdag – løfter vi glasset og mindes Quinton Claunch i stor taknemlighed over alt det, han gjorde for især soulmusikken igennem et endog meget langt liv. Tak. Bare tak.
Første søndag i advent. Mine børn er ved klippe og flette julehjerter. Jeg er ikke der mentalt endnu, men altså. Julemusik? Er der nogen der har mere alternativ julemusik? Min favorit er Bjørn Svin og Goodiepals “Sincerely Christmas”, klart nostalgi, men også et bevis på de to mænd har mere melodi i lillefingeren end mange har i resten af kroppen.
Jeg er stadig lidt ør i hele systemet efter tirsdagens møde med Lydia Lunch på spillestedet Stairway i Vanløse. Mat i koderne på en sært lykkelig måde – som efter at være sluppet helskindet ud af en orkan. Okay, man skal ikke overdrive, mere voldsomt var det så heller ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var mere end almindeligt spændt på at gense det nu 62-årige No Wave-ikon, som jeg ganske vist løbende har fulgt på afstand, men som jeg ikke har talt med siden 1988. Det er trods alt 33 år siden. Men det gik fint. Der var lutter venlighed i det backstage-lokale, vi havde fået stillet til rådighed. Uden at der var tale om den helt store snakkesalighed, fik vi udvekslet lidt minder og informationer om “siden sidst”, mens jeg nippede til den udleverede catering, og den noget turnétrætte Lydia Lunch holdt sig kørende på en diæt af hvidvin og cigaretter. Det sidste kunne høres på hendes stemme, da hun gik på scenen for at levere en halv times Spoken Word, hvor hun – ud over at udnytte effekten i at veksle mellem to forskellige mikrofoner, den ene med rumklang, den anden uden – brillerede med en stemme, der nu spænder fra den lyse røst, vi kender fra hendes ungdom, over et fræsende mellemleje til en dyb brummen. Det var ganske dramatisk og samtidig enkelt og effektivt. Efter de levende ord fulgte Beth B’s fremragende portrætfilm, “Lydia Lunch: The War Is Never Over”, som ud over at give et overblik over det meste af den mere end fire årtier lange karriere viser en Lunch, som med ro og åbenhed taler lige ud af posen om de traumer og smertepunkter, der har været en væsentlig del af hendes kunstneriske råstof (herunder det misbrug, hun som barn var udsat for fra sin fars side). Frem til dette punkt på aftenen var alt godt. Men så var batterierne eller velviljen eller tålmodigheden, eller hvad det nu var, også ved at være brugt op. Og den Q&A-session, der skulle afslutte seancen, blev præcis den verbale brydekamp, jeg havde frygtet (og mere eller mindre forventet). Kun ét af mine forsøg på at få en samtale i gang udløste mere end rutineprægede parader, og det var spørgsmålet om, hvad Lydia Lunch tænkte om hordernes angreb på den amerikanske Kongres den 6. januar i år. Hér kom pludselig en fem minutter lang monolog om tilstanden i den nation, som hun er rundet af, og som hun i en lille menneskealder i en vis forstand også har levet af at rase imod. Jo, vreden, engagementet, energien og formuleringsevnen er der stadig. Det var godt at mærke, og vi kunne runde af med en fornemmelse af lige akkurat at have strejfet det strømførende lag, som siden 1975 har gjort Lydia Lunch til Lydia Lunch.
Da det hele var forbi, stillede aftenens hovedperson sig uden nogen som helst former for blusel op ved udgangen og falbød to af sine seneste cd-udgivelser: den retrospektive “The War Is Never Over”, et spin-off på Beth B’s film med en blanding af kendt stof og mere obskure godter; og albummet “Urge To Kill” (2021) med det særdeles velspillende ensemble Retrovirus, et projekt, der går ud på at præsentere et bredt spektrum af materiale fra hele Lunchs karriere i nye arrangementer (i vores Q&A kaldte hun projektet en “Lydia Lunch jukebox”). Jeg har nu lyttet til begge albums, og de kan anbefales til alle, som har en sød tand for Lunch!
Jeg skulle blive 67 år inden jeg fik åbnet sindet for komponisten Anton Bruckner. Fordomme, halvdårlige rygter og decideret uvilje holdt mig fra komponisten i mange årtier. Shame on me!
Der var dog een undtagelse. Nemlig den meget rytmiske og inciterende Scherzo fra niende symfoni. Min ekskone introducerede mig til den. Og dermed også til den meget smukke langsomme sats fra samme symfoni. Men vakte dét så min nysgerrighed i øvrigt? NEJ, er svaret. Jeg havde en – helt udokumenteret – opfattelse af at Bruckners verden var kedelig, langtrukken og tung. Selv om jeg i mine DR-år havde adgang til en fantastisk pladesamling, pirrede det ikke min nysgerrighed. Der var lukket for Per og Anton.
For ca. et halv år siden skete der så noget. Det startede næsten med et tilfælde. Herefter udviklede det sig på en måde, som jeg nok aldrig vil glemme. Lørdag aften 27. marts lagde jeg et opslag på min facebook-profil. Eet af mange i min næsten uendelige serie “Store musikoplevelser”. En pludselig indskydelse var det at skrive om (og linke til) stort set det eneste af Bruckner, jeg kender til. Scherzoen fra 9. symf. Jeg var i trist humør. Min kollega og ven, Peter Viskinde var død fire dage inden – og selvsamme lørdag døde Jacob Andersen, som jeg også kendte og havde fælles-oplevelser med.
Søndag morgen var jeg decideret trist. Jeg åbnede rutinemæssigt facebook for at se om “der skulle være noget” – og det var der! Een af mine gode musikvenner havde set mit Bruckner-opslag og dette fik ham til at foreslå mig at lytte til den 23 minutter lange finale-sats fra Bruckners 8. symfoni. Jeg tænkte spontant: Det skal være lige nu. Jeg gik hen i en park, satte mig i det mørkegrå vejr og lyttede højt på hovedtelefoner. Den oplevelse gjorde noget godt for mig. Den mildnede ikke sorgen over de mistede – men den stimulerede mig. Siden da har jeg “sparet” på oplevelsen. Men nu er jeg klar til at lytte igen – og anbefale den til jer.
“Store musikoplevelser” – tilegnet sundhedspersonale og politi.
Jeg hører ikke blandt dem, der synes, at musikken pr. definition var bedre, dengang farfar var ung, men omvendt er det da livgivende, hvor godt nogle artister holder (og ikke skuffer) over tid. Som fx Velvet Underground og Sparks, som vi har fornøjelsen af at præsentere to helt nye dokumentarfilm om i efterårsferien i Grand Teatret – begge pudsigt nok udstyret med artwork, hvor farven pink går igen. Det var ikke bare lige at skaffe dem hjem, så jeg håber, at folk vil honorere indsatsen og kigge (og lytte) med. ’The Velvet Underground’ vises første gang fredag den 15. oktober, mens første visning af ’The Sparks Brothers’ ligger den 21. oktober. NB og lidt apropos: Jeg ved ikke, om nogen husker den undersøgelse, der blotlagde det traurige faktum, at vores åbenhed overfor ny musik i gennemsnit peaker, når vi er 24? Det er (stadig) interessant læsning.
ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!
For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.
Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.
Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.
Frem til lørdag d. 25. september går det løs i Hamburg, når @reeperbahn_festival endnu engang slår dørene op med et stort fokus på dansk musik. I år optræder hele 18 danske musikere i Hamburg under ”Danish Nights” på torsdag og lørdag – heriblandt kunstnerne @mlbuch_, @jadablu93 og @ydegirl.
Reeperbahn Festival er en årlig musikfestival, der hvert år giver danske artister en helt særlig eksponering på verdens tredjestørste musikmarked – nemlig Tyskland. Inden koncerterne vil der derfor også være branchemøder og networking mellem kunstnerne og danske og udenlandske branchefolk og selskaber, som potentielt kan give dansk musik et godt skub ud over de danske landegrænser.
Tillykke til Bob Dylan, som bliver 80 år i dag. Jeg har som fotograf været til 3 af hans koncerter i Danmark. Når man fotograferer musik får man normalt lov til at fotografere foran scenen under de første tre numre af koncerten – og så er det ud af vagten. Så jeg har været til rigtig mange store koncerter, men kun hørt 3 numre. Jeg bilder mig dog ind, at selvom det kun er tre numre, så oplever man de tre så meget mere intenst, fordi man står lige foran scenen – ofte få meter fra stjernen. Som publikum er scenen og hovedpersonerne ofte langt væk. Når man står helt oppe foran kan man – måske endda forstærket med en tele – virkelig opleve den kunstneriske præstation i nærbillede…
Til en af Dylans koncerter – så vidt jeg husker var det i Parken – blev fotograferne bedt om, at vente til sidst i koncerten. Vi måtte kun fotografere det første ekstranummer. Vi måtte ikke have telelinser med, og fototaskerne blev gennemsøgt, inden vi fik lov til at gå op til scenen. Da ekstranummeret så begyndte sad Dylan på en stol langt tilbage på scenen. Stort set alt lys var slukket, og han havde solbriller på. Det betød selvfølgelig, at stort set alle billeder, som de måske 15-20 fotografer fik taget, blev fuldstændig ens. Pressepleje i yderste konsekvens…
Billedet her – hvor der også er skruet helt ned for lyset – er fra Brøndby Hallen.
The 27 Club fik i dag for 27 år siden et nyt medlem – Kurt Cobain fra legendariske Nirvana. Han led af depression og kroniske mavesmerter, som han forsøgte at dulme med en blanding af champagne og Rohypnol. I begyndelsen af marts tog han en overdosis på en turné, og blev indlagt på et hospital i Rom. Da han kom hjem til USA forsøgte hans kone, Courtney Love, og en lang række venner, at hjælpe ham. Det lykkedes ikke, men han gik med til at blive indlagt på en afvænningsklinik i Los Angeles. Han stak af efter få dage og tog hjem til Seattle. Den 5. april 1994 gik han ud i sit drivhus og skød sig selv med et jagtgevær.
The 27 Club blev et begreb, der fik ny næring efter Cobains død. I 70’erne døde både Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison i en alder af 27 år. Senest døde Amy Winehouse – også som 27 årig – i 2011.
Her har jeg fotograferet ham på Roskilde Festival i 1992 hvor Nirvanas koncert på Orange scene blev udskudt på grund af Danmarks Europamester-kamp mod Tyskland. Inden koncerten fotograferede jeg bandet, der fik overrakt en guldplade. Da Cobain kom ind i lokalet hvor kun jeg og pladeselskabet var tilstede, lykønskede han mig med den fantastiske danske sejr…
SIGNAL.DK 