FORMULERET PÅ EN KLAR OG LIGEFREM SANSELIG MÅDE, OFTE SUMMARISK, MEN ALDRIG UDEN PRÆCISION eller: MARIANNE LARSEN (27.1. 1951 – 2.12. 2025) R.I.P.
Det var lidt af en mavepuster forleden at vågne op til nyheden om, at digteren Marianne Larsen var død, 74 år gammel. Hvorfor pokker skulle kosmos nu også te sig på den ubehagelige måde? Marianne Larsen! Hun hører da med, hun skal da være her, ja, hun skal skrive løs og dukke op hist og her med sit sarte væsen og læse fra sine stærke tekster, som bare er blevet ved med at komme i udgivelse efter udgivelse siden debuten i 1971 med bogen “Koncentrationer”. Hendes tilstedeværelse i det litterære landskab har nærmest virket naturgiven – men det var den så ikke, viste det sig. Puf! – og hun var væk.
Da vi i 2017 tildelte Dan Turèll Medaljen til Marianne Larsen, kunne vi i pressemeddelelsen natuligvis ikke dy os for at citere næsten-generationsfællen Dan Turèlls radioanmeldelse af det første bind af hendes såkaldte “Fællessprogtrilogi” – han sagde blandt andet:
“Marianne Larsens nye digtsamling, ‘Cinderella’, er en af det nye forlag Swing’s første udgivelser, og det er fandeme en flot start. Jeg tror ikke, Marianne Larsen før har netop swinget så meget som i dette 40 siders hæfte, hvis digte næsten uden undtagelse er rettet ind imod kønsproblematikken. ‘Rødstrømpedigte’ er en utilstrækkelig etiket, men antyder alligevel ét og andet om den bevidsthed, vi her sér sprogligt konkretiseret, formuleret på en klar og ligefrem sanselig måde, ofte summarisk, men aldrig uden præcision, hvad enten der er tale om de kortere eller de længere forløb.”
Dermed antydet, at Marianne Larsen tilhørte den generation, vi gerne kalder 70’er-generationen, og at hun dengang, i tråd med tidsånden, nærmest uundgåeligt blev rubriceret som en “kvindelig digter”. Men i dag, hvor hele livsbanen er foldet ud og ført til ende, står det klart, at Marianne Larsen hverken kunne reduceres til et årti eller et køn, men eksisterede – følende, sansende, tænkende – i en levende og bevægelig virkelighed, som hun løbende iagttog og forholdt sig sprogligt/poetisk til gennem adskillige årtier, helt frem til sin død.
I 2017, hvor Marianne Larsen blev hædret i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek, var hendes seneste udgivelse digtsamlingen “og tiden i vild tilstand mod min hud” (2016), som hun læste op fra, efter at have fået overrakt Medaljen. Det var endnu en rig og sprogligt vidunderlig bog, helt på højde med den øvrige produktion. Ingen afmatning at spore her. Fuld af fine, larsenske registreringer, hvor den tilsyneladende spagfærdighed pulserer af kraft og liv – som i det korte digt “Drys”, der lyder således:
Det sner. Vi er vinter og ventende. Imellem hvert nyt hvirvlende snekrystal hvirvler nattens mulm som andre nye sorte krystaller iblandt de hvide. Vi bliver drysset helt til inden rummet udefra kommer.
På billedet herunder ser Marianne Larsen ind i kameraet på samme måde, som hun så ind i verden. Frygtløst, kærligt, gennemtrængende, intelligent, ømt og uden filter. Det blik vil blive savnet. Det er vinter, og Marianne Larsen er ikke længere ventende. Måske er det rummet udefra, der er kommet …
📚 Den koreansk-amerikanske forfatter Susan Choi, bedst kendt for sin amerikanske National Book Award-vindende “Trust Exercise”, er blevet nomineret til Booker-prisen for “Flashlight”.
Booker-prisen beskrev bogen som “en spændende, verdensomspændende roman, der udfordrer spørgsmål om hukommelse, sprog, identitet og familie”.
“Flashlight”, Chois sjette roman, åbner med en uhyggelig scene ved havet: en 10-årig pige, Louisa, går langs stranden en aften med sin far, Serk. Han bærer en lommelygte. Han kan ikke svømme. Ved daggry bliver Louisa trukket op af tidevandet, knap nok i live. Og hendes far er væk.
Derfra afvikler Choi en omfattende familiesaga, der spænder over kontinenter og årtier og skifter mellem koreanske immigrantsamfund i Japan efter krigen, de amerikanske forstæder og det nordkoreanske regime.
I kapitler, der skifter fra et familiemedlem til det næste, og vender tilbage igen og igen til den nat ved havet, jagter historien chokbølgerne fra en families katastrofe, og mysteriet om, hvad der virkelig skete med Serk, optrævles langsomt.
Serk, en etnisk koreaner født og opvokset i Japan, genskaber sig senere som matematikprofessor i USA. Hverken Louisa eller hans kone Anne ved meget om hans tidlige liv i Japan under Anden Verdenskrig.
Choi, født i 1969 i South Bend, Indiana, af en koreansk far og en jødisk-amerikansk mor, har længe været anerkendt for sine udforskninger af identitet, erindring og historie.
I et interview med sin forlægger sagde Choi: “Der var bølger efter bølger af ting, jeg blev nysgerrig efter. Jeg kastede mig ud i én ting – som hvordan det ville have været at vokse op som en etnisk koreansk dreng i krigstidens Japan.”
Udover “Flashlight” inkluderer årets nominerede “The Loneliness of Sonia and Sunny” af Kiran Desai, “Audition” af Katie Kitamura, “The Rest of Our Lives” af Ben Markovits, “The Land in Winter” af Andrew Miller og “Flesh” af David Szalay.
Vinderen af Booker-prisen vil blive annonceret den 10. november. Vinderen modtager 50000 britiske pund.
📚 Jeong You-jeong, en af Koreas mestre inden for krimi og psykologisk spænding, er i New York i næste uge for at markere udgivelsen af sin seneste roman, “Perfect Happiness”, på engelsk.
Oversat af Sean Lin Halbert og udkommet i amerikanske boghandlere på tirsdag. Jeongs psykologiske thriller udforsker mørket, der lurer bag facaden af en tilsyneladende perfekt familie.
I centrum af historien står Yuna, en narcissistisk mor, hvis ubarmhjertige jagt på lykke bliver et våben mod dem, der står hende nærmest: hendes mand, hendes fremmedgjorte søster og hendes 6-årige datter, Jiyoo.
Alle i Yunas liv er desperate efter at gøre hende glad. Og selv når hun ikke bebrejder eller slår, forhindrer truslen fra hendes humør familien i at knytte bånd, røre ved eller endda tale sammen længe nok til at indse, at hun spiller dem ud mod hinanden.
Men da Jiyoos febrilske minder antyder en foruroligende forbrydelse, begynder Yunas fremmedgjorte søster og skyldbetyngede mand at rekonstruere hendes bevægelser, de uforklarlige tragedier i hendes fortid og de løgne, hun har fortalt i årevis.
Jeong har opbygget en karriere med en række bestsellere, herunder “Seven Years of Darkness” og “The Good Son”, begge tilgængelige på engelsk. “Seven Years of Darkness” blev filmatiseret i 2018.
For at fejre den nye udgivelse vil Jeong optræde på Stavros Niarchos Foundation Library på onsdag og på The Twisted Spine, en boghandel i New York dedikeret til gyser og mørk fiktion, på torsdag.
SO LONG, MARIANNE (SHE WALKED IN BEAUTY) eller: MARIANNE FAITHFULL (29.12. 1946 – 30.1. 2025) R.I.P.
Marianne Faithfull er en af de kunstnere, der meget ofte finder vej til grammofonen her i huset. Og bemærkelsesværdigt nok er det udgivelser fra mere eller mindre hele oeuvret, vi igen og igen vender tilbage til, fra de første sprøde popsingler fra midten af 60’erne og frem til svanesangen “Negative Capability”, et modent hovedværk, der udkom i 2018. Okay, naturligvis var der ups & downs i den seks årtier lange karriere, hvor den overordnede udvikling gik fra muse til fortolker til fuldbyrdet kunstner. Men der er kvaliteter at finde i alle faserne, hvilket siger noget om, at selv om Faithfull indimellem var mere end almindeligt hårdt ramt af livet, så fandtes der bag det kønne ydre en vedblivende kerne af substans og dybde. En i bund og grund ukorrumperet menneskelighed, der betød, at selv om det ofte var andres materiale, Faithfull lagde stemme til, så var det, som hun selv skrev sangene på ny, når hun fremførte dem.
I sine sidste mange år var Marianne Faithfull benådet med en patineret røst af den slags, hvor lyden blev filtreret igennem et prisme af sjælfuldhed, således at hver en tone kom ud som en flosset regnbue af følelser fra hele spekteret. Helheden i detaljen. En stemme af lys, der samtidig rummede det mørke, Faithfull utvivlsomt også bar på. Sådan lyder et menneske, der har levet. Sådan synger et Mensch.
Nyheden om Marianne Faithfulls død som 78-årig var naturligvis trist, men ikke uventet. I mange år har der gået forlydender om et skrantende helbred. Der har været sammenbrud på scenen og aflyste koncerter og turnéer, ligesom der også var længere perioder, hvor Faithfull holdt sig helt ude af rampelyset. Det gik kort sagt ned ad bakke, og efter et nær-fatalt møde med covid i 2020 forsvandt stemmen for aldrig helt at komme igen.
Det holdt imidlertid ikke Faithfull tilbage. For i 2021 – tre år efter “Negative Capability”, som jeg ovenfor kaldte en svanesang – kom en uventet efternøler: dobbeltalbummet “She Walks in Beauty”, skabt i samarbejde med den australske multiinstrumentalist Warren Ellis og med Ellis, Nick Cave og Brian Eno som gennemgående musikere. Ikke noget ueffent hold. Synge kunne Faithfull som nævnt ikke længere, så på albummet læser hun i stedet tekster af en håndfuld af de romantiske digtere, som stod hende nær, heriblandt Lord Byron, John Keats, William Wordsworth og Percy Bysshe Shelley.
Faithfull har fortalt, at “She Walks in Beauty” var en realisering af en halvtreds år gammel drøm. Hertil er kun at sige, at albummet kom på det helt rette tidspunkt – et tidspunkt, hvor Faithfull havde opsparet tilstrækkeligt med livserfaring og autoritet til at give materialet den fornødne krop. Og i det hele taget giver projektet bare så meget mening. Som man måske husker, indledte Faithfulls daværende kæreste, Mick Jagger, The Rolling Stones’ koncert i Hyde Park i London den 5. juli 1969 med at læse et digt af Shelley (til minde om den nyligt afdøde Stones-guitarist Brian Jones). Og Shelley var også en af de digtere, der bandt Faithfull sammen med de amerikanske beatforfattere, ikke mindst Gregory Corso. På det aldeles rørende Corso-album “Die On Me” (2002) aflægger Faithfull en visit ved digterens dødsleje, hvor de – ifølge Faithfulls anden erindringsbog, der udkom i 2007 – talte om “mytologi og Shelley og Milton, Gilgamesh og Dionysos. Det var charmerende og bevægende, og Hal optog det hele.” Den “Hal”, der henvises til, er den uforlignelige producer Hal Willner, som ikke bare stod bag Corso-albummet, men også havde fingrene i nogle af de fineste blandt Faithfulls egne udgivelser såsom “Strange Weather” (1987), “Easy Come, Easy Go” (2008) og “Horses and High Heels” (2011). Og meget passende er albummet “She Walks in Beauty” da også dedikeret til mindet om Hal Willner, der døde i 2020 af den corona-infektion, som Faithfull selv lige akkurat overlevede.
Da Gregory Corso døde i 2001, blev han stedt til hvile ved siden af Shelleys grav på den protestantiske kirkegård i Rom. Og herefter var det Faithfulls opgave at føre stafetten videre. Hvilket hun så gjorde på det åndeløst smukke album “She Walks in Beauty”, hvor hun ikke bare reciterer Shelley og de øvrige digtere, hvis værker hun er gået på opdagelse i, men simpelthen KANALISERER dem, så de bringes til live og takket være pladeudgivelsen kan kaste poesiens lys ind i fremtiden til kommende generationer.
Sikke en gave at efterlade sig. Marianne Faithfull – she walked in beauty …
EBBA PEDERSEN 77 ÅR – TILLYKKE! eller: BOB DYLANS DANSKE MUSE
I går skrev jeg på dette sted om Dylan-filmen “A Complete Unknown”, som jeg så ved et sneak-preview-arrangement i Grand Teatret i mandags sammen med ingen ringere end Ebba Pedersen – Bob Dylans muse fra hans tre døgn lange danmarksbesøg i 1966. Og i dag (fredag) fylder samme Ebba søreme 77, hvilket naturligvis skal markeres med en lille fanfare!
Her kommer i dagens anledning et uddrag fra min bog “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan” fra 2021 (se nede i tråden), hvor Ebba fortæller om sine oplevelser i forbindelse med de optagelser til filmen “Eat the Document”, som Dylan involverede hende i:
“Ebba Pedersen var atten år i 1966 og boede på et klubværelse ikke langt fra sine forældres hjem i Glostrup. Trods sin unge alder var hun særdeles aktiv i folkemusikmiljøet i Københavns indre by og havde sammen med veninden Marianne Horst sin faste gang i Folkeklubben i Dahlerupsgade. Og det var også i det miljø, at hun omkring årsskiftet 1965/66 havde mødt sin kæreste, den engelske musiker Richie St. John, der var kommet til landet året forinden, og som havde et renommé som ‘den danske Dylan’. (…)
Det var via Richie St. Johns kontakter i musikbranchen, at han og Ebba Pedersen var blevet inviteret med til Dylan-pressemødet på Hotel Marina lørdag eftermiddag: ‘Da vi kom ind, kunne vi se Bob Dylan ovre i hjørnet, omringet af journalister,’ husker Ebba Pedersen i dag. ‘Vi var jo meget unge, så jeg opfattede det mest bare som en lille fest. Vi deltog slet ikke i samtalen med Dylan, men trak bare over til sådan et bord, der var stillet frem med mad og drikkevarer. Dér var Bob Dylan, og hér var vi, og det var bare meget dejligt det hele, sådan som det kunne være i de år, hvor tingene bare skete, uden at man tænkte alt for meget over det.’
Da pressemødet ebbede ud, og der blev arrangeret transport fra Vedbæk op til Helsingør, gled Ebba Pedersen og hendes kæreste med i strømmen. Og det var herfra, at de begivenheder begyndte at tage fart, som for den unge danske kvinde skulle udvikle sig til tre døgns eventyr.
En af de bemærkelsesværdige (fiktions)scener i ‘Eat the Document’ stammer netop fra denne tur op til Kronborg. I scenen bliver det fremstillet, som om Bob Dylan og Richard Manuel, pianisten fra The Hawks, kommer gående ned ad en dansk villavej og pludselig får øje på et ungt par, som sidder på en bænk. I et nærbillede hvisker Dylan til sin makker: ‘Ask her what she wants.’ Hvorpå Manuel tager over, men i stedet for at spørge, hvad pigen vil, kommer han med et overraskende udspil til den unge mand: Hvad vil han sige til at bytte sin veninde for en jakke? Da svaret er negativt, tilbyder Manuel at lægge en dåseåbner, en læbepomade og forskellige andre objekter oveni. ‘Hvis hun ryger cigarer, kan jeg også smide min skjorte ind,’ tilføjer han som et sidste tilbud – uden at det dog hjælper stort. For overhovedet at overveje noget i den retning vil den unge mand have kontanter: ‘To tusind kroner,’ siger han. ‘Tager du australske penge?’ spørger Manuel – mens Dylan fortsat holder sig passivt i baggrunden, lidt på afstand af begivenhederne, men tydeligvis nysgerrig efter at se, hvordan situationen udvikler sig. (…)
I et interview fra 2004 fortæller D.A. Pennebaker [fotografen på ‘Eat the Document’], at det var ham, der fik øje på parret, og at Dylan til at begynde med var lidt skeptisk: ‘Af en eller anden grund var han meget nervøs over, om pigen skulle se anderledes ud i filmen, end hun gjorde i virkeligheden,’ husker Pennebaker. ‘Han vidste, at der var nogle ting omkring filmproduktion, som han ikke havde forstand på, men i stedet for at indrømme det kom han med sådan nogle underlige spørgsmål. Jeg syntes bare, at det var en interessant situation, fordi fyren så ud til at være typen, der kunne finde på at indlede et slagsmål, hvis nogen lagde an på hans kæreste, og det er jo altid et godt udgangspunkt for en filmscene.’
I samme interview forklarer Pennebaker om det lidt kejtede indtryk, Dylan giver i scenen: ‘Han var udmærket klar over, at det er en sårbar situation at befinde sig foran kameraet. Det var derfor, han gerne ville indtage rollen som producer eller instruktør og så lade andre om at blotte sig foran kameraet. Hvis han nøjedes med at instruere, kunne han bevare magten. Det eneste sted, hvor han følte sig sikker, var på scenen i en koncertsituation. Dér vidste han, hvad han gjorde, men den form for kontrol kan man ikke have i en filmscene, hvor der hele tiden er andre, som har indflydelse på, hvad der kommer til at ske.’
Ebba Pedersen bekræfter, at Dylan efter hendes opfattelse ikke virkede til at have det specielt godt med den megen virak, der altid var omkring ham. ‘Han var sådan én, der bare gerne ville snakke med folk og have en helt almindelig form for kommunikation,’ siger hun. ‘Det var meget tydeligt for mig, at han var træt af den status, han havde, og af, at folk betragtede ham som sådan en ophøjet person, som man ikke kunne tale almindeligt med. Han kæderøg hele tiden, og det siger jo noget om, hvor stresset han var. Selv musikerne fra hans orkester talte med ham på sådan en særlig måde – de kendte ham åbenbart ikke så godt endnu. Men jeg vidste ikke specielt meget om ham og syntes egentlig mest, at det var synd for ham, at han ikke havde nogen at tale med. Jeg var jo vant til at være sammen med de danske folkemusikere, så jeg opfattede ham bare som en ganske normal fyr, og det tror jeg, at han godt kunne lide. Så han ville hele tiden tale med mig, også selv om jeg ikke var særlig god til engelsk. Ofte kunne jeg ikke forstå, hvad han sagde, men det gjorde ikke noget. Vi havde det rigtig fint sammen.’
Den gode kemi mellem Bob Dylan og Ebba Pedersen førte til, at hun ikke blot fik en billet til koncerten søndag aften, men også blev inviteret til at hænge ud med de amerikanske gæster i de følgende døgn. ‘Dylan forsøgte ikke på noget,’ siger hun. ‘Han var bare rigtig sød og ville gerne have, at jeg var der, så han sørgede for, at jeg i de dage, optagelserne stod på, blev transporteret frem og tilbage mellem Glostrup og Vedbæk i taxa.’ (…)
Ebba Pedersen husker, at de i løbet af søndagen også optog flere andre scener [oppe på Nordsjælland], som ikke kom med i filmen:
‘På et tidspunkt fik Dylan øje på en isbod inde på mark og ville straks hen og have en is,’ fortæller hun. ‘Han købte sådan en vaffel med to kugler, men i stedet for at spise den forærede han den til en pige, der stod i køen. Hun var lige ved at besvime, da det gik op for hende, hvem han var. Så gik han ud til vejen og begyndte at blaffe, og lige pludselig blev han samlet op af en bil og forsvandt. Jeg kunne mærke, at hans manager, Albert Grossman, blev ret nervøs og beordrede chaufføren i vores bil til at følge efter, men efter nogle få hundrede meter standsede bilen med Dylan igen, og han hoppede ud, som om intet var hændt. Det var sådan, det var. Det hele var bare én stor happening.’
Et andet sted lånte Dylan en longjohn og cyklede rundt og rundt i en rundkørsel med sin nye danske veninde som passager på ladet, mens han snakkede løs om et eller andet, hun ikke helt forstod. Endelig husker Ebba Pedersen, at udflugten var lige ved at ende katastrofalt, da selskabet ud på eftermiddagen blev fanget i søndagstrafikken fra Nordsjælland ind mod København. I noget, der føltes som en evighed, sad de fast i en bilkø, der bevægede sig så langsomt, at de i lang tid frygtede, at de ikke ville nå frem til K.B. Hallen i tide til koncerten.
Alt endte dog godt, og i pausen mellem aftenens to sæt benyttede Dylan lejligheden til at optage yderligere en scene med Ebba Pedersen, sådan en slapstick-komisk situation, hvor de byttede jakker igen og igen. Efter koncerten blev hele flokken transporteret tilbage til Hotel Marina, hvor der blev festet og snakket og spillet musik på værelserne til den lyse morgen.”
Resten må I læse i bogen …
Illustrationer – fra øverst t.v. med uret: Ebba på Café Gavlen, Nørrebro, 17. oktober 2024; Ebba foran sit tidligere hjem på Christiania, 8. december 2024; Ebba ved Kronborg, 12. marts 2022; Ebba og Bob Dylan på Kronborg, 30. april 1966 (foto: Bent Raj, beskåret).
SAY GOODBYE TO MARIANNE FAITHFULL Det er ikke jordens største overraskelse, at vi har mistet den britiske skuespillerinde, sangerinde og fortolker par excellence MARIANNE FAITHFULL. Hun har været hårdt plaget af sygdom igennem længere tid, og under covid-årene var hun endda særdeles tæt på at miste sit tag i livet, men hun fik nogle bonusår, om end knap så muntre, inden hun endelig fik fred torsdag (30/1). Lidt spooky for mig (og ingen andre) er så, at jeg netop torsdag aften på en scene i Jyderup, hvor jeg holdt foredrag om David Bowie, som jeg har gjort så mange gange før, faktisk nævnte Marianne Faithfull, og endda for første gang nogen sinde under et Bowie-foredrag… for så bagefter at læse, at hun var død. Nu kan de to så mødes igen, lige som hun kan mødes med alle de mange andre, som er rejst før hende, og som hun på den ene eller anden måde har betydet noget for. Som ven, som elsker, som kollega og måske vigtigst af alt: Som fortolker af deres sange. Hun var en eminent fortolker, for hun annekterede sangene; gjorde dem til sine egne med en sjælden indlevelse og en skøn, hæs og brugt stemme, der udstrålede levet liv. Der kan siges og skrives meget om hende, og det vil der utvivlsomt blive de kommende dage, og vi vil finde alle hendes plader frem og genhøre dem, og har du dem ikke lige ved hånden, kan du via linket nede i tråden skyde genvej til en af hendes fortolkninger, der er lidt overset, men det skyldes alene det, at hun ikke har indspillet den på en af sine egne lp’er, men til et hyldestalbum. Det er en af den slags sjældne fortolkninger, der næsten overgår originalen, og når originalen så samtidig er at finde på en af historiens bedste lp’er, kan det næsten ikke blive større hørt herfra. Hendes fortolkning af Van Morrisons sublime Madame George – oprindeligt indspillet på hans lp Astral Weeks – er overjordisk smuk. Tak for den, Marianne, tak for alle de andre plader og fine koncerter gennem årene. Tak. Bare tak!
Marianne Faithfull blev 78 år. Må hun hvile i fred!
Hvis man tæller op, hvilken dansker, der flest gange har sagt ”Go’Dag” til flest, går rekorden ikke til hverken Dronning Margrethe eller en pensioneret kassemedarbejder i Netto.
Igennem 28 år startede ”hele Danmarks socialrådgiver”, Hanne Reintoft, sin radiobrevkasse med netop denne hilsen. Ingen pompøse radiojingler og fanfarer. Ikke et højtideligt ”Vi sender nu…” eller selvhøjtideligt ”Mit navn er…” her. Hanne Reintoft gik lige til sagen: ”Go’Dag! En lytter fra Struer er blevet snydt af kommunen…”. Mere end 1000 udsendelser blev det til, med op til 200.000 lyttere ad gangen.
Hanne Reintoft, der døde i sidste uge, var født i 1934 og blev uddannet socialrådgiver i 1957. Hun vidste hvordan fattigdom så ud, da hun i 1976 kom til Danmarks Radio, hvor hun de følgende 28 år bestyrede sin egen radiobrevkasse. Da hun stoppede i 2004 lavede jeg en hurtig optælling, der viste, at hun gennem årene formentlig havde besvaret mere end 200.000 breve eller telefonopkald fra fortvivlede ”hjælpsøgende” borgere, som det hed i programbeskrivelsen.
Den endeløse strøm af fattige, forslidte og forgrædte mennesker smertede hende, men holdt hende også til ilden: ”Det kan smerte at mennesker må sidde og skrive om hjælpeløshed og kvide, og putte deres livsskæbne i en postkasse”, skrev hun i sin erindringsbog i 1996, og lovede at fortsætte sin indsats ”for at hindre de værste ulykker”.
Reintofts ugentlige eksponering af velfærdssamfundets huller vakte modstand. Præster klagede over at Reintoft uden teologisk fundament udøvede ”falsk sjælesorg”. Et medlem af radiorådet bestilte et juridisk responsum, der skulle afklare muligheden for at stille hende til ansvar for påstået ”fejlrådgivning”. Andre anklagede hende, med henvisning til hendes politiske fortid, for at være ”rød”. Hun replicerede, at hun først og fremmest var ”SORT af raseri over uret og hensynsløs forvaltning”.
Mere forstandige mennesker gav hende heldigvis den ære, hun fortjente. Herunder Dronning Margrethe, som i 1996 udtalte at ”vreden og varmen er naboer i hendes sind”. Selv Erhard Jakobsen, der ellers altid var på jagt efter ”radioens røde lejesvende”, udtalte ved hendes ansættelse, at ”hun er god nok, og hun vil kunne gøre nytte i Danmarks Radio”. Måske havde han læst den anbefaling fra en tidligere arbejdsgiver, der ledsagede hendes ansøgning i 1976: ”Ansøgeren møder relativt velklædt og tilsyneladende ganske dannet”…
Hanne Reintoft havde det ikke altid lige nemt med chefer, og valgte i 1987 at blive free-lancer. Jeg anså det som en stor anerkendelse, at hun gav os lov til at fejre hende ved en reception i Radiohuset, da hun som 70 årig gik på pension den 1.marts 2004.
Jeg var kun lige fyldt fem år, og havde aldrig set et fjernsynsapparat, da den dengang kun 17-årige ”Esbjerg-pige” Daimi Augusta Larsen havde sin tv-debut i programmet ”Vi Unge” den 11. april 1961. Men hun blev hurtigt en fast del af min barndoms lydspor.
Da jeg næsten 50 år senere blev chef for DR Koncerthuset, var Daimi et af de mange navne, der stod på min ønskeliste over kunstnere, der skulle bidrage til koncerthusets musikalske mangfoldighed. Og hvis jeg skulle komme væk fra det, ville jeg blive mindet om det af min trofaste kollega Martin Gunnarsen, også kendt som VALO-manden, der som assistent i DRs pladearkiv, Diskoteket, var dedikeret Daimi-fan og som med autistens præcision kunne samtlige hendes udgivelser i hovedet, med udgivelsesdato og arkivnummer og det hele.
Det lykkedes at få Daimi på scenen op til flere gange i min tid i DR Koncerthuset. Så sent som i 2017 sang hun ved P8 Jazz Alive, og i januar 2018 havde jeg fornøjelsen at være med til at give hende ”Leo Mathisen Prisen”, som hun kvitterede for ved at optræde sammen med DR Big Bandet.
Her på årets første dag fylder hun 80 – og synger stadig. Tillykke – og tak for sangene !
Forlaget Korridors novellaserie er en af mange højt værdsat sensation, som forener storslået boghåndværk med nytænkende indhold – med aktuelt og særligt fokus på værker fra Kina, Japan og Sydkorea. Den seneste udgivelse er nummer 19 i rækken, en sensation inden for sensationen, ”Kærlighed i en faldende by” af Eileen Chang (1920-1995) (bind 1 af 2 af hendes Shanghairomancer). Det er en betagende læseoplevelse, bestående af to novellaer med en novelle i midten (alle tre skrevet i 1943, udgivet på kinesisk i 1944). Som litteratur nærmest skælvende godt, på én gang øjenåbnende over for en tid og et miljø – 1940’ernes Shanghai og Hongkong i feltet mellem tradition og nybrud og med krigen som udefrakommende altødelægger – og på modernismens vilkår en sproglig tour de force af stor skønhed. Det psykologiske, tidsbilledet, har malerisk karakter, og ned i den mindste detalje er sproget billedrigt og nyskabende. Der er tale om ægteskab og kærlighed og forhindringer og små vink og hemmeligheder og uskrevne love, i hvad vi vel må kalde overklassen, og det hele pibler op i sætningerne, der ødselt beskriver tøj og omgivelser, hverdag og sammenbrud. De to novellaer, ”Kærlighed i en faldende by” og ”Den gyldne lås”, udfolder egentlige kærlighedsdramaer over tid og (set med nutidens øjne) sært forgrenede familieforhold, som var det træer med et fletværk af kviste i lys fra sol og måne. Eller henlagt i mørke. Som læser bliver man draget ind i dette virvar, idet man sejler som både på sprogets bølger. Hvorimod den midterste novelle, ”Afspærring”, suverænt fastholder et ganske kort tidsafsnit (i en sporvogn, inden den atter tager fart). Hele denne oplevelse af en modernisme på et fra dansk (og andre europæiske sprog) fjernt sprog kan man takke oversætterne for. Jeg har ikke mulighed for at sammenligne med originalen (da jeg ikke kan et tegn kinesisk), men må blot konstatere, at resultatet af oversættelsen er et sprogligt mesterværk, et forfinet kunstværk på dansk, udført af Sidse Laugesen i samarbejde med Rakel Haslund-Gjerrild. Sidse Laugesen har oversat en række værker til Korridors novellaserie – foruden ”Kærlighed i et nyt årtusind” af Can Xue (2021) og digtsamlinger af Liao Yiwu, Yu Jian og Shen Haobo, udgivet sammen med hendes essay ”Hyl!” (2022) (som tidligere omtalt her på Facebook). Rakel Haslund-Gjerrild har oversat ”Aldrende skyer i drift” af Can Xue (2019) sammen med Sidse Laugesen, så samarbejdet er ikke nyt, men yderst frugtbart. I præsentationen af Rakel Haslund-Gjerrild oplyses det, at det var hende, ”der insisterede på, at det var på tide at få oversat og udgivet Eileen Chang på dansk”. Det kan vi så takke hende for, men jo i høj grad også Sidse Laugesen og forlaget. Som nævnt er der tillige tale om bemærkelsesværdigt boghåndværk. Ida Marie Therkildsen har lavet omslaget og er i øvrigt ansvarlig for hele novellaseriens grafiske udtryk. Her indgår mange komponenter, papir, tryk, sats ved Simon D. Kristensen, garnhæftning, farvet inderomslag og farvet snit (i matchende farve med forsideillustrationen). Forlaget Korridor er den lykkelige udgiver, der kan udbrede lykken til os læsere. Eileen Chang: ”Kærlighed i en faldende by”. Oversat af Sidse Laugesen i samarbejde med Rakel Haslund-Gjerrild. Korridor. (Omslag: Ida Marie Therkildsen)
Personligt er jeg bedøvende ligeglad med Store Bededag og alle andre helligdage. Jeg er ikke religiøs og har her som 77-årig alligevel besluttet mig for at holde ferie otte måneder om året.
Ikke desto mindre er jeg rasende over den utålelige magtdemonstration, som regeringen i dag har gennemført ved at sløjfe helligdagen hen over hovedet på befolkningsflertallet, fagbevægelsen og kirken.
Mest rasende er jeg, fordi regeringen fra dag 1 har bekendtgjort, at det, der økonomisk måtte blive hentet ind på den ekstra arbejdsdag, skal bruges til oprustning og krig.
Militærindustrien og våbenleverandørerne klapper givetvis i deres hænder.
Men jeg vil til gengæld ikke undlade at gøre opmærksom på, at militærindustrien er en af verdens mest forurenende og miljøskadelige samt – ubetinget – den mest dødelige i verden.
Og mens vi i al evighed kan diskutere, hvilke klimaforandringer, der er menneskeskabte, så kan det ikke diskuteres, at al krig og dens tilhørende industri samt lidelse og død er skabt af mennesker.
Det er helt ude af proportion, når vi står og sorterer vores skrald – samtidig med, at vi indfører længere arbejdstid for at kunne sætte mere skub i våbenproduktion og krig.
SIGNAL.DK 