“Traviata” i aftes blev en fiasko

“Traviata” i aftes blev en fiasko

Af Leif Lønsmann

TRAVIATA

“Kære Emanuele! “Traviata” i aftes blev en fiasko. Er det min skyld eller sangernes? Fremtiden vil dømme”.

Sådan skrev operakomponisten Giuseppe Verdi i et brev til sin ven og elev Emanuele Murzo den 7.marts 1853, dagen efter uropførelsen af sin nye opera “La Traviata” på Teatro la Fenice i Venedig.

Fremtiden HAR dømt. 172 år efter er La Traviata den suverænt mest opførte opera i verden.

Den Jyske Opera lægger liv og død til dramaet om den letlevende men snartdøende kurtisane Violetta og hendes både lykkelige og ulykkelige kærlighed til den sværmeriske digter Alfredo.

Premiere i Musikhuset i Aarhus, i en ny dansk oversættelse af Jacob Beck.

Det kan allerede nu røbes, at Violetta dør igen den 21. og 23. august. Dernæst på små og store scener landet over, via Det Kongelige Teater og igen i Aarhus den 26-29.november.

Se det ske! Billetter kan købes via https://jyske-opera.dk/latraviata.

Pinkerton

Pinkerton

Af Leif Lønsmann

PINKERTON

Den amerikanske flådeofficer B.F. Pinkertons hvide officersjakke hænger klar i Den Jyske Operas skrædderværksted. Om lidt starter den en rejse rundt i Danmark, på kroppen af en af de to tenorer, der på skift vil synge Pinkertons rolle i Puccinis opera ”Madama Butterfly”.

Pinkerton indtager den ikke særligt indtagende rolle i operaen som den amerikanske flådeofficer, der ikke blot erobrer Japan, men også den japanske ”geisha” Cio-Cio-San (Madama Butterfly). For 15-årige Cio-Cio-San udvikler forholdet sig til en uudslukkelig kærlighed, mens flådeofficeren ser det som munterhørmt tidsfordriv, der ophører det øjeblik hans skib tuder afsked i havnen i Nagasaki. 3 år efter vender han tilbage, med sin amerikanske hustru, og opdager at Madama Butterflys kærlighed til ham stadig lever, og at den har kastet et barn af sig. Som skik er, finder han sig forpligtet til at tage barnet fra moderen og bringe det til Amerika. Østen er ikke velegnet for amerikanske fædres børn. Med barnet mister Cio-Cio-San det sidste hun har. Hvordan hun dør, kan du selv se ved at løse billet ti l forestillingen i et teater nær dig: https://jyske-opera.dk/forestillinger/madama-butterfly/

Operaen bygger bl.a. på en roman af Pierre Loti fra 1887. Pierre Loti var selv officer i den franske flåde og ved hvad han taler om. Han opholdt sig selv i Nagasaki i sommeren 1885. Hans krigsskib lå for anker i byen, og til behagelig adspredelse indgik han ægteskab med en geisha, som han havde opsøgt i et af stedets tehuse. Loti havde ikke stor respekt for det japanske folk: ”Ved min afrejse har jeg kun et lidt spotsk smil til overs for dette lille bukkende, bjergsomme og griske folk, som er befængt med nedarvet lattermildhed, medfødt kunstighed og uhelbredelig abekatteagtighed”. Heller ikke hans tilgiftede geisha, Madame Chrysanthème, imponerede ham som menneske. Han skriver om hende, at der aldrig er “foregået noget af betydning hverken i den lille hjerne eller det lille hjerte. Hun er, som alle japanske kvinder, når de har lagt deres dragt kun et ubetydeligt gult væsen med skæve ben og et spinkelt pæreformet bryst”.

Det er svært at lave medrivende opera med en utiltalende førsteelsker. Så Puccini har tilført sin Pinkerton et mere menneskeligt skær. Henrik Monved, som er skribent ved operamagasinet Ascolta, har skrevet en flot og nuanceret artikel om en af operalitteraturens kendteste “bad guys”, som måske i virkeligheden – eller i det mindste i operaen – er i stand til ærligt at elske, føle og såres: https://operaensvenner.dk/bag-om-pinkerton

Hvilken Pinkerton, der de næste måneder iklæder sig den hvide jakke, afsløres når Den Jyske Opera i perioden 4.oktober til 30.november turnerer med Puccinis mesterværk. Køb billet til en scene nær dig på https://jyske-opera.dk/forestillinger/madama-butterfly.

Foto: Den Jyske Opera

Wagners musik er morderlig svær

Wagners musik er morderlig svær

Af Leif Lønsmann

TRISTAN OG ISOLDE

Tristan og Isolde er ikke bare endnu en opera om kærlighed. Det er Richard Wagners egen umulige kærlighed sat i musik. Wagner komponerede sin ultimative hyldest til kærligheden, mens han var dybt forelsket i børnebogsforfatteren Mathilde Wesendock. Som var både smuk, rig – og gift ! En forelskelse, der endte med at ødelægge både Wagners eget ægteskab og forholdet til Mathilde.

Kærlighed er en drabelig affære, som, også i denne opera, koster begge hovedpersoner livet.

Tristan og Isolde er ikke kun drabelig på scenen. Der er også drama i orkestergraven. Wagners musik er morderlig svær, og kræver et næsten umenneskeligt tempo og en umenneskelig instrumenthåndtering. Værst er det måske for dirigenten, der skal holde styr på 105 musikere og millioner af noder.

Tidligere opførelser af Tristan und Isolde har ligefrem kostet dirigenten Felix Mottl livet i 1911 og Joseph Keilberth i 1968. Begge døde efter at være kollapset under anden akt.

Operakino: Carmen fra Bregenz Festival

Operakino: Carmen fra Bregenz Festival

🎭 OPERA I BIOGRAFEN: Forestillingen indledes ved Kasper Holten, hvor han vil fortælle om oplevelser og udfordringer i forbindelse med opsætning og indstudering af denne helt specielle udgave af ‘Carmen’, der med rette kaldes ‘Operaernes dronning’. Georges Bizets fængslende musik med dens spanske lyde tog verden med storm: Carmens Habanera og Seguidilla er ligesom Escamillos Toreadors sang kendt af alle. Den franske komponists mest succesrige opera opføres på verdens største, spektakulære, flydende scene ved Bodensøen i Bregenz – med et sæt designet af den britiske kunstner Es Devlin i samarbejde med instruktør Kasper Holten. For den danske instruktør handler denne opera om skæbne og besættelse om ‘to mennesker, der behandles som outsidere. Den fransk opera mezzosopran Gaëlle Arquez ikke kun synger og spiller Carmen. Hun er Carmen. Den svenske tenor Daniel Johansson brillerer som Don José. 🎫 Søndag den 5. marts kl. 16:30 i @grandteatret.

Opera i biografen

Opera i biografen

OPLEV OPERA I BIOGRAFEN / BESTIL BILLETTER HER

I La Scalas opsætning er Anna Netrebko Tosca. Netrebko er en af verdens største operasangere og har bl.a. optrådt på både Mariinskij-teatret, San Francisco Ballet og Metropolitan Opera i store opsætninger som Figaros bryllup og Krig og fred m.fl. Derudover kan Luca Salsi og Francesco Meli opleves i rollerne som Roms politichef Scarpia og kunstmaleren Cavaradossi. Salsi er en af Italiens største operastjerner og har medvirket i en række kendte operaer, bl.a. La Bohème, Madame Butterfly, Macbeth og mange flere. Meli er også en stor operastjerne i Italien og har bl.a. også medvirket i Macbeth. La Scala er samtidig en af Italiens største operascener, og har en lang tradition for store, klassiske opsætninger. Dirigenten Riccardo Chailly, og iscenesætter David Livermore sørger for at Tosca nydes af ørene såvel som øjnene. Denne fortolkning er blevet omtalt som en af de skarpeste og smukkeste fortolkninger af operaen til dato. NB: Varighed er knap tre timer inkl. to pauser. @grandteatret søndag den 1. marts kl. 16:30.

Lyt til en berømt indspilning af operaen her.

DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

David Bentow skriver på Facebook;

Guiseppe Verdis La Traviata, eller den faldne kvinde, er med god grund en af de oftest opførte operaer i verden. Men den version der for tiden kan opleves i Det Kgl. Teater, igen, igen, har desværre overskredet sidste salgsdato.

Operaen handler om den smukke, men døende, luksusluder Violetta Valéry, og hendes trekantsdrama med de lækre overklassemænd Baron Douphol og Alfredo Germont. Historien er måske lidt banal, men Verdis musik er efter min mening noget af det bedste der er skabt til en opera.

Jeg har set den i flere opsætninger, der har været mere eller mindre vellykkede. Den version, der for tiden går på Operaen har jeg ikke set før, men det har jeg ellers haft alle muligheder for. Den blev nemlig første gang opført i 2006. Altså for 14 år siden, og genopsættes nu uændret for tredje gang i træk.

Det kan godt være opsætningen virkede smart og moderne i 2006, men det er den ikke længere. Problemet med at tage en opera fra 1853 og opdatere den til nutiden er, at opdateringen kan blive langt hurtigere forældet end musikken og sangen, og det er bestemt tilfældet her. Store baggrundsprojektioner og transvestitter var måske smart for 14 år siden, men bære ikke alderen med ynde.

Sopranen Gisella Stille leverede rollen som Violetta med professionel kompetence, mens hendes store kærlighed, Alfredo, sunget af den italienske tenor Francesco Castoro, manglede det kraftoverskud som en tenor efter min mening bør levere på en scene.

Men hvad værre er, så var han helt blottet for passion, og kemien mellem Violetta og Alfredo, som er krumtappen i hele operaen, er slet ikke til at få øje på. Det fungerer bare ikke.

Baron Douphol, sunget af Simon Duus, fungerede bedre for mig, mens David Kempster, der i stykket er Alfredos far, som sønnen gav en teknisk udmærket præstation. Men jeg fornemmede ikke, hvor dumt et svin faren egentlig er.

Til gengæld leverede både Det Kgl. Kapel og Operakoret, som sædvanlig, varen fuldt ud. Og i en opera der i så høj grad er båret af musikken er det naturligvis et klart plus.

Jeg er med på at Det Kgl. Teater også er en forretning, og det er langt nemmere at fylde Operaen med en klassiker som La Traviata end en eksperimenterende ny opera som eksempelvis Exterminating Angel.

Men når Operaen er fyldt, som den var i tirsdags, så synes jeg at publikum har krav på mere end de efter min mening fik. Det er utvivlsomt nemmere at hive en gammel produktion frem fra lageret, men hvad der muligvis fungerede for 14 år siden, fungerer bare ikke rigtigt i dag.

Det er synd, for det er virkeligt en smuk opera. For et par år siden så jeg en opsætning på Deutsche Oper i Berlin, hvor scenen, eller, rettere, bordellet, basalt set var et dystert mausoleum, som fungerede langt bedre for mig.

Ganske vist synes jeg ikke at Berlin-Alfredo, sunget af Attilo Glaser, sparkede benene væk under mig. Men den afgørende forskel mellem de to opsætninger var, at Berlin-Violetta blev sunget af den russiske sopran Kristina Mkhitaryan, der ikke kun sang helt blændende, men også havde et gnistrende scene-forhold til Alfredo, der fik mig til at føle den tragiske historie i hjertet.

Det kunne Københavner gen-genopsætningen ikke.

Foto: Miklos Szabo