I Danmark er alle lige, uagtet herkomst, sprog, kultur og religion

I Danmark er alle lige, uagtet herkomst, sprog, kultur og religion

Af Leif Lønsmann

FREMMEDE

I november 1981 var der kommunevalg i Danmark. Dengang var det den officielle danske holdning, at indvandrere og indfødte, dansksprogede og fremmedsprogede var ligeværdige borgere, og skulle sikres ligeret i forhold til at deltage i demokratiet.

Det regerende parti, Socialdemokratiet, havde netop offentliggjort en ”indvandrerpolitik”, der med egne ord byggede på ”respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder for alle”. Ifølge regeringen skulle indvandrere sikres ligestilling med danske borgere på en række væsentlige områder, herunder adgangen til at stemme eller selv stille op til kommune- og amtsrådsvalg.

I DR fulgte vi regeringens hensigter op og indførte særlige valgprogrammer på de mest udbredte indvandrersprog, som dengang var tyrkisk, arabisk, urdu og ”jugoslavisk” (serbokroatisk).

Det var en relativt nem opgave, for DR havde netop lanceret DRs ”indvandrerradio” med faste daglige programmer på disse fire sprog. Indvandrerradioen havde 12 medarbejdere, alle med baggrund fra de fire sprogområder, og de sendte fra 1981 daglige radioprogrammer på de fire sprog. Senere kom flere sprog til, og DRs indvandrerservice bredte sig også til internet og tekst-tv.

Det blev dengang set som helt ukontroversielt, at fremmedsprogede var fuldbyrdede, ligestillede borgere, med de samme rettigheder som de indfødte dansksprogede vælgere. Den ansvarlige programchef, Jørgen Schleimann bifaldt ordningen som både ”vidsynet” og ”frisindet”, da den på én gang støttede både demokratiet og integrationen. Og demonstrerede at i Danmark er alle lige, uagtet herkomst, sprog, kultur og religion.

Ideen er hermed givet videre – eller tilbage – til DR og Bjarne Corydon…

På billedet ses DRs første ”indvandrerredaktion” foran Radiohuset, Rosenørns Allé. Fra venstre Teoman Yigin, Saadaou Mourched, Nikola I. Kesic, Fadil Taylan, Ayse Sinal Larsson, Hamid Chiheb, Narcisa Vucina, Fahmy Almajid, Kiron Bajaj, Asad Ahmad, Gorica Dimitrijevic og Nasar Malik.

Ny teknologi afliver ikke altid den gamle

Ny teknologi afliver ikke altid den gamle

Af Leif Lønsmann

INTERNETRADIO

Den 1. november 1996 lagde DR, som et forsøg, en række radioprogrammer ud på Internettet. Blandt tilbuddene var bl.a. Radioavisen, P1s Orientering, ”Harddisken” og ”Nordisk Kammermusik Konkurrence”.

Det var blot et forsøg, båret frem af visionære nørder i DR. Man vidste endnu ikke om Internettet blot var en forbigående “dille” for computernørder eller om det nogensinde ville opnå “folkelig udbredelse”.

Pessimisterne dømte ideen om at sende radio via Internettet død. Dels skulle brugerne downloade et særligt softwareprogram, Real Audio. Dels ville højst 500 kunne høre samme program samtidig. Og endelig ville Internettets båndbredde aldrig kunne sikre samme lydkvalitet som gammeldags æterradio på FM.

Optimisterne mente omvendt at “helt op til 50-70.000 danskere i løbet af en årrække ville have adgang til Internettet” og at ønsket om selv at vælge programmerne og høre dem når man vil, ville vinde over lydkvalitet og båndbredde.

Det lyder naturligt i dag at sende radio via Internettet, men for 25 år siden var det faktisk stadig “science fiction”.

Den 26.oktober 2000 forudså POLITIKEN imidlertid at Internettet ville revolutionere radiomediet, og at 20.000 radiostationer var indenfor rækkevidde. Og at det ville betyde et farve til P3.

I dag er det ikke muligt at tælle hvor mange radiostationer, der findes på Internettet. Og P3 trives fortsat. Ny teknologi afliver ikke altid den gamle. Nye muligheder giver ikke altid ANDRE, men FLERE tilbud…