Af Lars Movin
SO LONG, MARIANNE (SHE WALKED IN BEAUTY)
eller: MARIANNE FAITHFULL (29.12. 1946 – 30.1. 2025) R.I.P.
Marianne Faithfull er en af de kunstnere, der meget ofte finder vej til grammofonen her i huset. Og bemærkelsesværdigt nok er det udgivelser fra mere eller mindre hele oeuvret, vi igen og igen vender tilbage til, fra de første sprøde popsingler fra midten af 60’erne og frem til svanesangen “Negative Capability”, et modent hovedværk, der udkom i 2018. Okay, naturligvis var der ups & downs i den seks årtier lange karriere, hvor den overordnede udvikling gik fra muse til fortolker til fuldbyrdet kunstner. Men der er kvaliteter at finde i alle faserne, hvilket siger noget om, at selv om Faithfull indimellem var mere end almindeligt hårdt ramt af livet, så fandtes der bag det kønne ydre en vedblivende kerne af substans og dybde. En i bund og grund ukorrumperet menneskelighed, der betød, at selv om det ofte var andres materiale, Faithfull lagde stemme til, så var det, som hun selv skrev sangene på ny, når hun fremførte dem.
I sine sidste mange år var Marianne Faithfull benådet med en patineret røst af den slags, hvor lyden blev filtreret igennem et prisme af sjælfuldhed, således at hver en tone kom ud som en flosset regnbue af følelser fra hele spekteret. Helheden i detaljen. En stemme af lys, der samtidig rummede det mørke, Faithfull utvivlsomt også bar på. Sådan lyder et menneske, der har levet. Sådan synger et Mensch.
Nyheden om Marianne Faithfulls død som 78-årig var naturligvis trist, men ikke uventet. I mange år har der gået forlydender om et skrantende helbred. Der har været sammenbrud på scenen og aflyste koncerter og turnéer, ligesom der også var længere perioder, hvor Faithfull holdt sig helt ude af rampelyset. Det gik kort sagt ned ad bakke, og efter et nær-fatalt møde med covid i 2020 forsvandt stemmen for aldrig helt at komme igen.
Det holdt imidlertid ikke Faithfull tilbage. For i 2021 – tre år efter “Negative Capability”, som jeg ovenfor kaldte en svanesang – kom en uventet efternøler: dobbeltalbummet “She Walks in Beauty”, skabt i samarbejde med den australske multiinstrumentalist Warren Ellis og med Ellis, Nick Cave og Brian Eno som gennemgående musikere. Ikke noget ueffent hold. Synge kunne Faithfull som nævnt ikke længere, så på albummet læser hun i stedet tekster af en håndfuld af de romantiske digtere, som stod hende nær, heriblandt Lord Byron, John Keats, William Wordsworth og Percy Bysshe Shelley.
Faithfull har fortalt, at “She Walks in Beauty” var en realisering af en halvtreds år gammel drøm. Hertil er kun at sige, at albummet kom på det helt rette tidspunkt – et tidspunkt, hvor Faithfull havde opsparet tilstrækkeligt med livserfaring og autoritet til at give materialet den fornødne krop. Og i det hele taget giver projektet bare så meget mening. Som man måske husker, indledte Faithfulls daværende kæreste, Mick Jagger, The Rolling Stones’ koncert i Hyde Park i London den 5. juli 1969 med at læse et digt af Shelley (til minde om den nyligt afdøde Stones-guitarist Brian Jones). Og Shelley var også en af de digtere, der bandt Faithfull sammen med de amerikanske beatforfattere, ikke mindst Gregory Corso. På det aldeles rørende Corso-album “Die On Me” (2002) aflægger Faithfull en visit ved digterens dødsleje, hvor de – ifølge Faithfulls anden erindringsbog, der udkom i 2007 – talte om “mytologi og Shelley og Milton, Gilgamesh og Dionysos. Det var charmerende og bevægende, og Hal optog det hele.” Den “Hal”, der henvises til, er den uforlignelige producer Hal Willner, som ikke bare stod bag Corso-albummet, men også havde fingrene i nogle af de fineste blandt Faithfulls egne udgivelser såsom “Strange Weather” (1987), “Easy Come, Easy Go” (2008) og “Horses and High Heels” (2011). Og meget passende er albummet “She Walks in Beauty” da også dedikeret til mindet om Hal Willner, der døde i 2020 af den corona-infektion, som Faithfull selv lige akkurat overlevede.
Da Gregory Corso døde i 2001, blev han stedt til hvile ved siden af Shelleys grav på den protestantiske kirkegård i Rom. Og herefter var det Faithfulls opgave at føre stafetten videre. Hvilket hun så gjorde på det åndeløst smukke album “She Walks in Beauty”, hvor hun ikke bare reciterer Shelley og de øvrige digtere, hvis værker hun er gået på opdagelse i, men simpelthen KANALISERER dem, så de bringes til live og takket være pladeudgivelsen kan kaste poesiens lys ind i fremtiden til kommende generationer.
Sikke en gave at efterlade sig. Marianne Faithfull – she walked in beauty …
SIGNAL.DK 