Idag ville komponisten have fyldt 228 og Schubert celebreres i Sions om nogle uger: Mandag den 17. februar klokken 1930, spiller jeg, når jeg forhåbentlig er hjemme fra brændpunktet i Nordatlanten, Schuberts charmerende otte impromptus i Sions Kirke på Østerbrogade i København. Der er gratis adgang til koncerten. Det er stykker jeg i årtier gerne har villet opføre som et samlet hele, for mange spiller stykkerne som de improviserede, deraf titlen, ekstranumre som har gjort dem så kendt og elskede. Hører man dem i forlængelse af hverandre, opstår der en større sammenhæng, og de giver et psykologisk indblik i Schuberts sidste leveår.
Stykkerne blev udgivet i to bind, det første indledes dramatisk med det nok mindst spillede og fortsætter derefter i en perlerække af melodisk stof, som er kendt af alle der lytter til klassisk musik. Andet bind udgør en hel firesatset sonate, hvor første og sidste stykke er i samme toneart. I det hele taget kommer man vidt omkring med de schubertske modulationer; pludselig tager musikken en med i en helt ny stemning, som var det tilfældige indskydelser. Det er stor musik i et lillle format. Sæt dig ind i varmen og lyt til det fine gamle Steinways klang og hør lys og mørke mødes. Mage til vennesæl musik finder du ikke.
EBBA PEDERSEN 77 ÅR – TILLYKKE! eller: BOB DYLANS DANSKE MUSE
I går skrev jeg på dette sted om Dylan-filmen “A Complete Unknown”, som jeg så ved et sneak-preview-arrangement i Grand Teatret i mandags sammen med ingen ringere end Ebba Pedersen – Bob Dylans muse fra hans tre døgn lange danmarksbesøg i 1966. Og i dag (fredag) fylder samme Ebba søreme 77, hvilket naturligvis skal markeres med en lille fanfare!
Her kommer i dagens anledning et uddrag fra min bog “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan” fra 2021 (se nede i tråden), hvor Ebba fortæller om sine oplevelser i forbindelse med de optagelser til filmen “Eat the Document”, som Dylan involverede hende i:
“Ebba Pedersen var atten år i 1966 og boede på et klubværelse ikke langt fra sine forældres hjem i Glostrup. Trods sin unge alder var hun særdeles aktiv i folkemusikmiljøet i Københavns indre by og havde sammen med veninden Marianne Horst sin faste gang i Folkeklubben i Dahlerupsgade. Og det var også i det miljø, at hun omkring årsskiftet 1965/66 havde mødt sin kæreste, den engelske musiker Richie St. John, der var kommet til landet året forinden, og som havde et renommé som ‘den danske Dylan’. (…)
Det var via Richie St. Johns kontakter i musikbranchen, at han og Ebba Pedersen var blevet inviteret med til Dylan-pressemødet på Hotel Marina lørdag eftermiddag: ‘Da vi kom ind, kunne vi se Bob Dylan ovre i hjørnet, omringet af journalister,’ husker Ebba Pedersen i dag. ‘Vi var jo meget unge, så jeg opfattede det mest bare som en lille fest. Vi deltog slet ikke i samtalen med Dylan, men trak bare over til sådan et bord, der var stillet frem med mad og drikkevarer. Dér var Bob Dylan, og hér var vi, og det var bare meget dejligt det hele, sådan som det kunne være i de år, hvor tingene bare skete, uden at man tænkte alt for meget over det.’
Da pressemødet ebbede ud, og der blev arrangeret transport fra Vedbæk op til Helsingør, gled Ebba Pedersen og hendes kæreste med i strømmen. Og det var herfra, at de begivenheder begyndte at tage fart, som for den unge danske kvinde skulle udvikle sig til tre døgns eventyr.
En af de bemærkelsesværdige (fiktions)scener i ‘Eat the Document’ stammer netop fra denne tur op til Kronborg. I scenen bliver det fremstillet, som om Bob Dylan og Richard Manuel, pianisten fra The Hawks, kommer gående ned ad en dansk villavej og pludselig får øje på et ungt par, som sidder på en bænk. I et nærbillede hvisker Dylan til sin makker: ‘Ask her what she wants.’ Hvorpå Manuel tager over, men i stedet for at spørge, hvad pigen vil, kommer han med et overraskende udspil til den unge mand: Hvad vil han sige til at bytte sin veninde for en jakke? Da svaret er negativt, tilbyder Manuel at lægge en dåseåbner, en læbepomade og forskellige andre objekter oveni. ‘Hvis hun ryger cigarer, kan jeg også smide min skjorte ind,’ tilføjer han som et sidste tilbud – uden at det dog hjælper stort. For overhovedet at overveje noget i den retning vil den unge mand have kontanter: ‘To tusind kroner,’ siger han. ‘Tager du australske penge?’ spørger Manuel – mens Dylan fortsat holder sig passivt i baggrunden, lidt på afstand af begivenhederne, men tydeligvis nysgerrig efter at se, hvordan situationen udvikler sig. (…)
I et interview fra 2004 fortæller D.A. Pennebaker [fotografen på ‘Eat the Document’], at det var ham, der fik øje på parret, og at Dylan til at begynde med var lidt skeptisk: ‘Af en eller anden grund var han meget nervøs over, om pigen skulle se anderledes ud i filmen, end hun gjorde i virkeligheden,’ husker Pennebaker. ‘Han vidste, at der var nogle ting omkring filmproduktion, som han ikke havde forstand på, men i stedet for at indrømme det kom han med sådan nogle underlige spørgsmål. Jeg syntes bare, at det var en interessant situation, fordi fyren så ud til at være typen, der kunne finde på at indlede et slagsmål, hvis nogen lagde an på hans kæreste, og det er jo altid et godt udgangspunkt for en filmscene.’
I samme interview forklarer Pennebaker om det lidt kejtede indtryk, Dylan giver i scenen: ‘Han var udmærket klar over, at det er en sårbar situation at befinde sig foran kameraet. Det var derfor, han gerne ville indtage rollen som producer eller instruktør og så lade andre om at blotte sig foran kameraet. Hvis han nøjedes med at instruere, kunne han bevare magten. Det eneste sted, hvor han følte sig sikker, var på scenen i en koncertsituation. Dér vidste han, hvad han gjorde, men den form for kontrol kan man ikke have i en filmscene, hvor der hele tiden er andre, som har indflydelse på, hvad der kommer til at ske.’
Ebba Pedersen bekræfter, at Dylan efter hendes opfattelse ikke virkede til at have det specielt godt med den megen virak, der altid var omkring ham. ‘Han var sådan én, der bare gerne ville snakke med folk og have en helt almindelig form for kommunikation,’ siger hun. ‘Det var meget tydeligt for mig, at han var træt af den status, han havde, og af, at folk betragtede ham som sådan en ophøjet person, som man ikke kunne tale almindeligt med. Han kæderøg hele tiden, og det siger jo noget om, hvor stresset han var. Selv musikerne fra hans orkester talte med ham på sådan en særlig måde – de kendte ham åbenbart ikke så godt endnu. Men jeg vidste ikke specielt meget om ham og syntes egentlig mest, at det var synd for ham, at han ikke havde nogen at tale med. Jeg var jo vant til at være sammen med de danske folkemusikere, så jeg opfattede ham bare som en ganske normal fyr, og det tror jeg, at han godt kunne lide. Så han ville hele tiden tale med mig, også selv om jeg ikke var særlig god til engelsk. Ofte kunne jeg ikke forstå, hvad han sagde, men det gjorde ikke noget. Vi havde det rigtig fint sammen.’
Den gode kemi mellem Bob Dylan og Ebba Pedersen førte til, at hun ikke blot fik en billet til koncerten søndag aften, men også blev inviteret til at hænge ud med de amerikanske gæster i de følgende døgn. ‘Dylan forsøgte ikke på noget,’ siger hun. ‘Han var bare rigtig sød og ville gerne have, at jeg var der, så han sørgede for, at jeg i de dage, optagelserne stod på, blev transporteret frem og tilbage mellem Glostrup og Vedbæk i taxa.’ (…)
Ebba Pedersen husker, at de i løbet af søndagen også optog flere andre scener [oppe på Nordsjælland], som ikke kom med i filmen:
‘På et tidspunkt fik Dylan øje på en isbod inde på mark og ville straks hen og have en is,’ fortæller hun. ‘Han købte sådan en vaffel med to kugler, men i stedet for at spise den forærede han den til en pige, der stod i køen. Hun var lige ved at besvime, da det gik op for hende, hvem han var. Så gik han ud til vejen og begyndte at blaffe, og lige pludselig blev han samlet op af en bil og forsvandt. Jeg kunne mærke, at hans manager, Albert Grossman, blev ret nervøs og beordrede chaufføren i vores bil til at følge efter, men efter nogle få hundrede meter standsede bilen med Dylan igen, og han hoppede ud, som om intet var hændt. Det var sådan, det var. Det hele var bare én stor happening.’
Et andet sted lånte Dylan en longjohn og cyklede rundt og rundt i en rundkørsel med sin nye danske veninde som passager på ladet, mens han snakkede løs om et eller andet, hun ikke helt forstod. Endelig husker Ebba Pedersen, at udflugten var lige ved at ende katastrofalt, da selskabet ud på eftermiddagen blev fanget i søndagstrafikken fra Nordsjælland ind mod København. I noget, der føltes som en evighed, sad de fast i en bilkø, der bevægede sig så langsomt, at de i lang tid frygtede, at de ikke ville nå frem til K.B. Hallen i tide til koncerten.
Alt endte dog godt, og i pausen mellem aftenens to sæt benyttede Dylan lejligheden til at optage yderligere en scene med Ebba Pedersen, sådan en slapstick-komisk situation, hvor de byttede jakker igen og igen. Efter koncerten blev hele flokken transporteret tilbage til Hotel Marina, hvor der blev festet og snakket og spillet musik på værelserne til den lyse morgen.”
Resten må I læse i bogen …
Illustrationer – fra øverst t.v. med uret: Ebba på Café Gavlen, Nørrebro, 17. oktober 2024; Ebba foran sit tidligere hjem på Christiania, 8. december 2024; Ebba ved Kronborg, 12. marts 2022; Ebba og Bob Dylan på Kronborg, 30. april 1966 (foto: Bent Raj, beskåret).
SAY GOODBYE TO MARIANNE FAITHFULL Det er ikke jordens største overraskelse, at vi har mistet den britiske skuespillerinde, sangerinde og fortolker par excellence MARIANNE FAITHFULL. Hun har været hårdt plaget af sygdom igennem længere tid, og under covid-årene var hun endda særdeles tæt på at miste sit tag i livet, men hun fik nogle bonusår, om end knap så muntre, inden hun endelig fik fred torsdag (30/1). Lidt spooky for mig (og ingen andre) er så, at jeg netop torsdag aften på en scene i Jyderup, hvor jeg holdt foredrag om David Bowie, som jeg har gjort så mange gange før, faktisk nævnte Marianne Faithfull, og endda for første gang nogen sinde under et Bowie-foredrag… for så bagefter at læse, at hun var død. Nu kan de to så mødes igen, lige som hun kan mødes med alle de mange andre, som er rejst før hende, og som hun på den ene eller anden måde har betydet noget for. Som ven, som elsker, som kollega og måske vigtigst af alt: Som fortolker af deres sange. Hun var en eminent fortolker, for hun annekterede sangene; gjorde dem til sine egne med en sjælden indlevelse og en skøn, hæs og brugt stemme, der udstrålede levet liv. Der kan siges og skrives meget om hende, og det vil der utvivlsomt blive de kommende dage, og vi vil finde alle hendes plader frem og genhøre dem, og har du dem ikke lige ved hånden, kan du via linket nede i tråden skyde genvej til en af hendes fortolkninger, der er lidt overset, men det skyldes alene det, at hun ikke har indspillet den på en af sine egne lp’er, men til et hyldestalbum. Det er en af den slags sjældne fortolkninger, der næsten overgår originalen, og når originalen så samtidig er at finde på en af historiens bedste lp’er, kan det næsten ikke blive større hørt herfra. Hendes fortolkning af Van Morrisons sublime Madame George – oprindeligt indspillet på hans lp Astral Weeks – er overjordisk smuk. Tak for den, Marianne, tak for alle de andre plader og fine koncerter gennem årene. Tak. Bare tak!
Marianne Faithfull blev 78 år. Må hun hvile i fred!
Hvis man tæller op, hvilken dansker, der flest gange har sagt ”Go’Dag” til flest, går rekorden ikke til hverken Dronning Margrethe eller en pensioneret kassemedarbejder i Netto.
Igennem 28 år startede ”hele Danmarks socialrådgiver”, Hanne Reintoft, sin radiobrevkasse med netop denne hilsen. Ingen pompøse radiojingler og fanfarer. Ikke et højtideligt ”Vi sender nu…” eller selvhøjtideligt ”Mit navn er…” her. Hanne Reintoft gik lige til sagen: ”Go’Dag! En lytter fra Struer er blevet snydt af kommunen…”. Mere end 1000 udsendelser blev det til, med op til 200.000 lyttere ad gangen.
Hanne Reintoft, der døde i sidste uge, var født i 1934 og blev uddannet socialrådgiver i 1957. Hun vidste hvordan fattigdom så ud, da hun i 1976 kom til Danmarks Radio, hvor hun de følgende 28 år bestyrede sin egen radiobrevkasse. Da hun stoppede i 2004 lavede jeg en hurtig optælling, der viste, at hun gennem årene formentlig havde besvaret mere end 200.000 breve eller telefonopkald fra fortvivlede ”hjælpsøgende” borgere, som det hed i programbeskrivelsen.
Den endeløse strøm af fattige, forslidte og forgrædte mennesker smertede hende, men holdt hende også til ilden: ”Det kan smerte at mennesker må sidde og skrive om hjælpeløshed og kvide, og putte deres livsskæbne i en postkasse”, skrev hun i sin erindringsbog i 1996, og lovede at fortsætte sin indsats ”for at hindre de værste ulykker”.
Reintofts ugentlige eksponering af velfærdssamfundets huller vakte modstand. Præster klagede over at Reintoft uden teologisk fundament udøvede ”falsk sjælesorg”. Et medlem af radiorådet bestilte et juridisk responsum, der skulle afklare muligheden for at stille hende til ansvar for påstået ”fejlrådgivning”. Andre anklagede hende, med henvisning til hendes politiske fortid, for at være ”rød”. Hun replicerede, at hun først og fremmest var ”SORT af raseri over uret og hensynsløs forvaltning”.
Mere forstandige mennesker gav hende heldigvis den ære, hun fortjente. Herunder Dronning Margrethe, som i 1996 udtalte at ”vreden og varmen er naboer i hendes sind”. Selv Erhard Jakobsen, der ellers altid var på jagt efter ”radioens røde lejesvende”, udtalte ved hendes ansættelse, at ”hun er god nok, og hun vil kunne gøre nytte i Danmarks Radio”. Måske havde han læst den anbefaling fra en tidligere arbejdsgiver, der ledsagede hendes ansøgning i 1976: ”Ansøgeren møder relativt velklædt og tilsyneladende ganske dannet”…
Hanne Reintoft havde det ikke altid lige nemt med chefer, og valgte i 1987 at blive free-lancer. Jeg anså det som en stor anerkendelse, at hun gav os lov til at fejre hende ved en reception i Radiohuset, da hun som 70 årig gik på pension den 1.marts 2004.
Her er en håndbog til overlevelse i disse Trump-tider.
Først og fremmest må du lære et nyt sprog. Et Trump-sprog, som nu også vil blive mediernes sprog.
Du må forstå, at Trump ikke bedriver propaganda. Det er sådan et grimt, utidssvarende ord. Han kommunikerer, et moderne, harmløst ord. Hurra for Trump!
Trump lyver ikke. Han siger bare tingene, som de er, lige ud af posen. Hans ublufærdige løgne er just det folkelige ved ham. Hurra for Trump!
Trump er ligesom en dygtig tv-producer, siger Kim Bildsøe på DR. Det er også folkeligt. Især nu, hvor tv´s opgave ikke længere er at oplyse. Hurra for Trump!
Trump holder os ikke hen med snak, sådan som de andre politikere gør. Det var kun i gamle dage, at alle beslutninger i demokratiet begyndte med snak, argumenter og diskussioner, før en lov blev vedtaget. Nu bliver snakkens besværlige, overflødige mellemled sprunget over, og der skrides direkte til handling. Trump er derimod handlekraftig. Hurra for Trump!
Når Trump siger, at han repræsenterer “den sunde fornuft”, mener han, at der ingen alternativer er. Et demokrati uden alternativer er intet demokrati, og det er pointen. Trump vil ikke fordele magten, men monopolisere den. Hurra for Trump!
Trump er på folkets side. Han holder sine løfter, når han benåder de 1500 dømte voldsmænd fra stormen på Capitol. Hans tilhængere behøver ikke at overholde loven, og det løfte står han ved. Straffeloven er i den sammenhæng en uvæsentlig detalje, som altid når det gælder en stor mands venner. Hurra for Trump!
Trump-land er “farveblind” siger han selv. Farveblind, javel, men ikke privilegieblind, for loven gælder ikke for de rige, og de fattige skal forfølges som altid. Lovgivning er ifølge Trump et overgreb på de rige, men til gengæld et nyttigt våben mod de fattige. Hurra for Trump!
Gudstjenester er gode, men Trump kan ikke lide biskopper, der prædiker det kristne budskab om næstekærlighed. Den barmhjertige samaritaner er nemlig en dårlig amerikaner. Hurra for Trump!
Klima-aktivister er mentalt forstyrrede repræsentanter for en humbug-bevægelse med akut brug for en beskyttet bolig, og det vil Trump skaffe dem. Det hedder også et fængsel, hvor de slipper for at se på den natur, de er så sygeligt optagne af. Hurra for Trump!
Frihed betyder i Trump-land først og fremmest frihed fra staten. Når hospitalets døre lukker sig for dig, fordi du ikke kan betale; når du må forlade din bolig, fordi du er arbejdsløs, og arbejdsløshedsunderstøttelsen er afskaffet; når du står alene på gaden, så er du fri i ordets dybeste, Trump´ske forstand og kan skråle med på sloganet om din nations storhed. Hurra for Trump!
Det mest interessant ord i den nye Trump-tid er “akavet”. Det blev lanceret af den jødiske NGO, ADL, Anti-Defamation League, da de ville forsvare Elon Musks iøjnefaldende heilen. Det var blot “en akavet håndbevægelse i et øjebliks entusiasme”, sagde de undskyldende.
Musks seneste selvforsvar er om muligt endnu værre end ADL´s apologi. “Hvorfor skulle jeg sværge troskab til en stat, der har været død i 80 år? Hvorfor skulle jeg hylde en knækket, fejlslagen stat? MAGA er fremtiden og vil få succes på alle områder, hvor nazisterne kom til kort.”
Musk foragter nazisterne, men han giver kun en eneste grund til sin foragt: De led nederlag. De var svage. MAGA vil lykkes med alt det, nazisterne mislykkedes med, siger han. Nazisterne ville erobre verdensherredømmet og udslette alle jøder. Er det det mål, manden, der aktivt understøtter højreekstremister og post-fascister over alt i Europa, fra England over Tyskland til Italien, stræber efter?
At gøre Amerika stort betyder at gøre dets mennesker små, voldelige, intolerante og hævngerrige.
Er der noget bedre symbol på den revolution end en oprakt arm med en fremstrakt hånd?
Dem, der taler voldens sprog, må aldrig få det sidste ord.
Mange mærker en usikkerhed i disse dage. Over starten på Trumps anden periode som præsident, og hvad den fører med sig. Det føles, som om vi balancerer på en knivsæg. Men selvom vi skal tage Trump alvorligt, må vi ikke være til falds for hans strategi.
På en dag som i dag, hvor voldens sprog har fået endnu en korrumperet taler, må vi minde os selv om, at modgiften er håb 💚.
Håbet om en fremtid, hvor vi står sammen om værdier som omsorg og respekt. For os selv og for kloden. Håb findes i selv de mindste kærlige gerninger, så hold fast i håbet og i hinanden i den tid, vi går ind i.
For når verdensledere svigter deres ansvar og efterlader os med frygten, må vi stille os skulder ved skulder og insistere på en fremtid, der bygger på frihed og fred.
Jeg taler derfor til alle progressive kræfter derude: Foren jer ✊.
DET FØRSTE FARVEL I dag har været en tung dag for mig. Jeg måtte tage afsked med en ven, jeg har kendt gennem 40 år, og som døde brat og uden varsel. Mens jeg skrev på talen til hans begravelse, kom jeg til at tænke på det farvel, vi siger, når nogen bliver taget fra os, og hvor vigtigt et ritual, bisættelsen er med dens mulighed for at dele sorgen og erindringen om den døde, som, selv om han eller hun nu er borte, alligevel bliver ved med at tale til os.
Døden er en samtale, der aldrig slutter. Der er et første farvel, men der er aldrig et sidste. Vi tager fejl, hvis vi tror, at de døde aldrig svarer. Vi bliver ved med at stille vores spørgsmål, og de døde bliver ved med at tale gennem de erindringer, vi har om dem.
Glemslen eller vores egen død kan afslutte samtalen. Men det er noget andet end et farvel. Overtroiske mennesker ser genfærd eller føler sig måske hjemsøgt af de døde. Men de mennesker, vi har elsket, hjemsøger os ikke. De bliver ved med at give os gaver. Så længe vi erindrer dem, går de ikke væk. Og erindringen er et hus med mange rum og døre, vi ikke alle gik igennem, mens de endnu levede. Nu åbner dørene sig for os.
Min vens død kom så ubarmhjertigt brat, den sendte ikke noget varsel, ingen bebudelse forberedte os. Jeg stod på perronen på Østerport Station og skulle besøge ham, da en sms fortalte mig, at han var blevet dårlig. Den lakoniske udveksling af praktiske beskeder blev vores sidste kontakt. Mobilens display var vores afsked. Der var ingen mulighed for at sige et rigtigt farvel.
Uanset, hvornår vi hver for sig så ham for sidste gang, gik vi alle derfra med det håb i hjertet, at der var lang tid endnu, tid til sammen at udforske og opleve livet, tid til at sige farvel. Nu må vi hver for sig dvæle i erindringen om et møde, der i tilbageblik er så på en gang uforløst og definitivt som lyden af en dør, der brat smækker i dødens trækvind.
Forsamlede om kisten siger vi vores første farvel. Vi mærker det, når vi ser hinanden i øjnene og tager hinanden i hænderne. Jeg tror, at det for os alle sammen har været så uvirkeligt, at han nu er død. I dag bliver det virkeligt. Men det er kun det første farvel. Der vil være så mange andre, så mange samtaler, så mange møder i erindringen. Han vil blive ved med at tale til os, som det rige menneske han var og stadig er, hver gang vi husker ham. Og hver gang, vi husker ham, vil han fortælle os noget nyt, som han også gjorde, når vi så hinanden.
Den polske digter, Wyslawa Szymborska har skrevet et digt, der altid har været min trøst og mit lys, når det blev mørkt på vejen. “Om Døden uden Overdrivelser” hedder digtet, og her er dets sidste linjer:
Der findes ikke et eneste liv, Som blot for et øjeblik Ikke har været udødeligt
Døden kommer altid netop det øjeblik for sent.
Forgæves rusker den i håndtaget På den usynlige dør. Hvad én nåede og hvor meget, Det kan den ikke tage fra ham.
Den 31.januar lander 6 kilos bogværk, “Visioner”, om DR Symfoniorkestrets snart 100 års historie.
”Visioner” er historien om DR Symfoniorkestret, fortalt over 864 sider af forfatteren Martin Granau. Et monumentalt værk om det orkester, der var en del af mit arbejdsliv og min hverdag gennem 20 år. Forlaget (L&R Lindhardt & Ringhof) skriver:
”I bogen skildres DR Symfoniorkestrets udvikling og koncertvirksomhed under store dirigenter som Nicolai Malko, Fritz Busch, Herbert Blomstedt, Celibidache, Leif Segerstam, Thomas Dausgaard og Rafael Frühbeck de Burgos, og historien føres helt frem til orkestrets nuværende chefdirigent Fabio Luisi; men symfoniorkestrets historie er nødvendigvis også DR’s historie. Med årene bliver samhørigheden mellem orkester og institution stadig tydeligere – især fra monopolbruddet i 1988 og frem, hvor det ikke mindst er symfoniorkestrets tilknytning til institutionen, der positionerer DR som landets største kulturinstitution. Fremstillingen breder sig derfor ud fra dette forgreningspunkt til at favne hele institutionens politiske, ledelsesmæssige, økonomiske, programpolitiske og strukturelle lag. DR Symfoniorkestrets udvikling spejles indadtil i DR.
Historien om DR Symfoniorkestret er en bred historisk fremstilling om de visioner, der gennem 100 år har formet DR Symfoniorkestret og DR. Fra Emil Holms vision om, at opbygningen af et dansk symfoniorkester af internationalt format kan ske i radioens regi, til orkesterchefen Per Erik Vengs vision om at genrejse symfoniorkestret som Danmarks nationalorkester og generaldirektør Christian S. Nissens vision om at ændre DR fra at være en produktionsvirksomhed til en udsendelsesvirksomhed og monumentalisere enhedsorganisationstanken i DR Byen i Ørestaden. Til sidst følger både koncerthuschefen Leif Lønsmanns vision om det mangfoldige koncerthus for hele befolkningen og bestyrelsesformand Michael Christiansens vision om at sætte kunsten og kulturen i centrum i DR”:
SIGNAL.DK 