Af Asger Schnack
Marianne Larsen: ”på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk”. Det er ganske forunderligt med Marianne Larsens forfatterskab; det består af så mange skønne bøger. Og det vidunderlige er, at de på én gang er meget forskellige og har det særlige Marianne Larsenske præg af noget uforklarligt, verdensukendtkendt eller førstnukendt. Den nye bog, ”på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk”, følger tre år efter hendes seneste, nu allerede klassiske digtsamling ”den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september”, som udkom på hendes 70-års fødselsdag i 2021, og som for nylig blev trykt i fjerde oplag på forlaget Ekbátana. Den nye samling er fuldt på højde med den forrige, men også meget forskellig fra den. Hvor ”den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september” havde alderen som tema, barndom/voksendom, er den nye en forbløffende og øjeåbnende vifte af enkeltstående erfaringsudbrud, som aldrig før er set eller hørt magen til. De to bøger har begge omslagsillustration af Kamilla Jørgensen, og de spejler på forunderlig vis det fælles og det unikke bøgerne imellem. Det er længe siden, jeg har læst en bog, hvor omslaget passede så godt til indholdet, som ”på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk”. Jeg ser den skematiske figur på forsiden som en plante med blomster eller frugter, der er en slags løvetandsidé over dem, abstrakt, konkret, og samtidig et kort over sindet, et sprog, der ser tilbage på én. Og bedre kan beskrivelsen vel ikke være af de sindsundersøgelser, digtene er. Sprogligt som altid forbavsende, men her også med en særlig lethed i udformningen, ”virvarsbeskrivelser” kalder Marianne Larsen selv digtene, men det virvar, de beskriver, er på en afgørende måde organiseret som poesi, virvaret er fanget ind, betragtet og ’fundet’ i sproget. Nu sagde jeg lethed, men det betyder ikke, at det er en manøvre, der er let at udføre, tværtimod. Forskellige universer føres sammen, hvor digtets aktører udstyres med overnaturlige evner (som det mest naturlige), som i et af mine umiddelbare yndlingsdigte: ”Efter en badesæson med vindstille dage kom stormen. / Børn skærmede for deres sandslotte med håndklæder / og pustede på det oprørte hav. Indtil bølgernes piskende / hvide skumsprøjt holdt op med at gøre ondt i det før / så blanke blå nedenunder.” Vi står over for en genial poesi, som er løftet op over dagligdagen (men hæftet til dens virvar), og som ejer evnen til ligeledes at løfte læseren til en helt speciel egn af læsefryd. Jeg har fulgt forfatterskabet tilbage fra dets begyndelse (i Hvedekorn i 1969, før den første bog i 1971) og haft fornøjelsen af at være redaktør og/eller udgiver af flere af bøgerne undervejs, og læser nu denne seneste med den almindelige læsers afstand og må konstatere, at Marianne Larsens digte befinder sig i et særligt luftlag. Surrealister fra alverdens lande kan stå på tæer, men de når ikke op til det. Marianne Larsen: ”på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk”. (Omslag: Wilfred Wagner. Omslagsillustration: Kamilla Jørgensen: ’Asemisk skrift nr. 41, 2021’). Ekbátana. Udkommer i dag.
SIGNAL.DK 