Deep Purple messe

Af Asger Schnack

Christel Wiinblad: ”Deep Purple”. Dette er en vanskelig bog at læse og en vanskelig bog at skrive om, men i lige så høj grad en vigtig bog på flere niveauer, først og fremmest, naturligvis, som kunstnerisk udtryk. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil tro, at mange andre end mig vil have svært ved at læse bogen fra ende til anden på grund af den særlige overordnede syntaks, der benytter sig af idelige gentagelser med små variationer, rokader (som i skak) i et ordmateriale, der hægter sig fast til foregående sætning, med en sær, nærmest statisk virkning til følge, hvor tanken vel er den modsatte: bevægelse, bevægelighed. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg ikke skal kritisere bogen for at være anderledes og gennemført i sit projekt. At den går sin egen vej og befinder sig længst tænkeligt væk fra mainstream. Det hedder også originalitet. Jeg har ikke læst alle Christel Wiinblads bøger, men mig bekendt er det første gang, hun benytter en teknik som denne. (Af hendes bøger husker jeg særligt ”Sommerlys”, som jeg sætter meget højt og til stadighed anbefaler). ”Deep Purple” er imidlertid usædvanlig, ikke blot i forfatterskabet, men i litteraturen som sådan. Bogens genrebetegnelse er ”Messe”. Hermed må tænkes en form for gudstjeneste eller musikalsk eller digterisk værk til brug ved gudstjenesten, eller en mere fri form for religiøst sangværk. Det kan også gå på, at tekstens form er messende, hvilket den er. Så kan man spørge, hvad er teksten en messe for? Og her er svaret en kompleks blanding af erindring og kærlighed, mistet kærlighed, som overskrides i en sublimering, i et transcenderende indblik i selve den kosmiske kærlighed, der forbinder alle ting og er altings mål. På samme tid er der en hverdagslig handling, som gør digtet prosaisk, ja til en slags roman om et jeg/hun, alt efter om der tales fra eller om jeget, indefra/udefra i en verdensnær fortælling, som dog er fanget i den sproglige rutine, der som beskrevet kun langsomt og besværligt kommer frem med tilføjelser, udskiftninger, variationer – som var hele verden et omkvæd. Inderst i fortællingen er broderens død, et tema, vi kender fra Christel Wiinblads tidligere forfatterskab, og man må spørge sig selv, om den kærlighed, der beskrives så overbevisende, er en kærlighed til broderen. Er den elskede, idealiserede person, ’du’, broderen? Og er det ham, der senere bliver til en engel? ”Jeg så den engel, der var lige her, komme gående lige dér på gaden. Jeg så den engel, du var lige her, komme gående lige dér på gaden. Jeg så dine vinger, der var lige her, da du kom gående lige dér på gaden” (side 262). Vi kan opleve hele bogen som udtryk for en traumatisk sorg, der får sproget til at kortslutte, men også som en egentlig, nærmest Blakesk vision, der blot lader sorgen over broderens død stige op til overfladen og forvandle sig til en kærlighedskraft. Jeg tænkte et øjeblik på Olivia Holm-Møllers stærke maleri ”Guds øje” (Holstebro Kunstmuseum), da jeg nærmede mig slutningen af ”Deep Purple”. Ellers er det naturligvis klart, at den største umiddelbare inspiration er Inger Christensen, selv om forskellene på de to er lige så tydelige. Inger Christensen er anderledes nøgtern og lader sine systemer tale på digtets vegne, idet der er en overensstemmelse mellem system og indhold, systemet er ’universets versemål’, og hun overlader sjældent eller aldrig et privat stof til digtet, ikke engang som udgangspunkt for improvisationen. Hos Christel Wiinblad er der hele tiden dette ’jeg’ (jeg/hun), der drives magtfuldt gennem forvandlinger, men som taler i en fastlagt syngende form, der nærmest har taget ordet, på en måde, der gør, at man må spørge sig selv, om det er Christel Wiinblad, der har valgt formen, eller formen, der har valgt Christel Wiinblad. Resultatet er grænseoverskridende, overvældende smukt og med en gråd midt i lykken, der sender visionens egne vibrationer ind i værket, direkte til at føle på for læseren. Hvis du spørger mig, om du skal læse ”Deep Purple”, er svaret ja! Absolut! Christel Wiinblad: ”Deep Purple”. Antipyrine. (Omslag: Kurt Finsten. Omslagsillustration: Christel Wiinblad)

Skriv en kommentar