Af Sofie Kragh-Müller
Det her billede burde føre til et krisemøde i bogbranchen. Det er en boghylde som den ser ud på fire af de Københavnske Biblioteker jeg har besøgt for nylig og sådan ser hylderne formentlig også ud på stort set alle andre i KK, hvis man skal tro min samtale med en leder på et af bibliotekerne.
“Hvor er alle bøgerne?” spurgte jeg, for jeg troede muligvis der var en ombygning i gang, selvom jeg, efter mine besøg på andre biblioteker, begyndte at få en sær forudanelse.
Lederen kunne fortælle, at man har indført et centralt panel, der indenfor bestemte kategorier udvælger, hvad der standardiseret skal stå på alle kommunens biblioteker. Det er fx romantiske knaldromaner, krimier, anmelderroste bøger og bøger om videnskab og bibliografier. (Man skulle tro at panelet havde en særaftale med Gyldendal og hadede lyrik, men lad det nu ligger).
De fleste andre bøger er sendt til et fjernlager i Albertslund og herfra kan låneren bestille sin ønskede bog. Hvis man da ved, hvad man vil læse.
Jeg sad i et panel om bibliotekerne fremtid for nogle år siden og det var deprimerende skulle jeg hilse og sige. Den generelle holdning var, at bøgerne burde være en saga blot. Ind med kultur og sport i stedet. Det er en måde at spare penge på, men det er i lige så høj grad en ideologi.
Så her, kort før der lukkes og slukkes for et bredt og rigt litteraturudvalg, skulle man så ikke tage samtalen om, hvorfor vi skal lukke modellen med det danske folkebibliotek? Skulle vi ikke tale om, hvordan litteratur gør en forskel og er en essentiel del af et samfund, hvor alle har adgang til viden? At det kan engagere, forundre, give nye perspektiver på samfundet, livet, eksistensen?
Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Til alle tider har den mest effektive måde at skabe et samfund med centraliseret magt og øget ulighed været at lukke for adgangen til viden.
Det bør vi være bekymrede over. Og både forlag, forfattere og alle der bidrager til bogmarkedet bør være mere end bekymrede for fremtiden. For der lukkes og slukkes.