Hvorfor skal vi lukke modellen med det danske folkebibliotek?

Hvorfor skal vi lukke modellen med det danske folkebibliotek?

Af Sofie Kragh-Müller

Det her billede burde føre til et krisemøde i bogbranchen. Det er en boghylde som den ser ud på fire af de Københavnske Biblioteker jeg har besøgt for nylig og sådan ser hylderne formentlig også ud på stort set alle andre i KK, hvis man skal tro min samtale med en leder på et af bibliotekerne.
“Hvor er alle bøgerne?” spurgte jeg, for jeg troede muligvis der var en ombygning i gang, selvom jeg, efter mine besøg på andre biblioteker, begyndte at få en sær forudanelse.

Lederen kunne fortælle, at man har indført et centralt panel, der indenfor bestemte kategorier udvælger, hvad der standardiseret skal stå på alle kommunens biblioteker. Det er fx romantiske knaldromaner, krimier, anmelderroste bøger og bøger om videnskab og bibliografier. (Man skulle tro at panelet havde en særaftale med Gyldendal og hadede lyrik, men lad det nu ligger).

De fleste andre bøger er sendt til et fjernlager i Albertslund og herfra kan låneren bestille sin ønskede bog. Hvis man da ved, hvad man vil læse.

Jeg sad i et panel om bibliotekerne fremtid for nogle år siden og det var deprimerende skulle jeg hilse og sige. Den generelle holdning var, at bøgerne burde være en saga blot. Ind med kultur og sport i stedet. Det er en måde at spare penge på, men det er i lige så høj grad en ideologi.

Så her, kort før der lukkes og slukkes for et bredt og rigt litteraturudvalg, skulle man så ikke tage samtalen om, hvorfor vi skal lukke modellen med det danske folkebibliotek? Skulle vi ikke tale om, hvordan litteratur gør en forskel og er en essentiel del af et samfund, hvor alle har adgang til viden? At det kan engagere, forundre, give nye perspektiver på samfundet, livet, eksistensen?

Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Til alle tider har den mest effektive måde at skabe et samfund med centraliseret magt og øget ulighed været at lukke for adgangen til viden.

Det bør vi være bekymrede over. Og både forlag, forfattere og alle der bidrager til bogmarkedet bør være mere end bekymrede for fremtiden. For der lukkes og slukkes.

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk

Af AnnaLise Marstrand-Jørgensen

Jeg har været på Læsø det meste af sommeren. Har fulgt så lidt med som muligt. Koncentreret mig om mine nærmeste, om at læse og tænke og samle kræfter.

Men noget trænger jo igennem sommer-muren.

At selv i en brændende, mishandlet verden vil stort set ingen politikere tage ansvar, udvise lederskab og tone rent flag. Stort set ingen kalde til handling og konsekvens, og slet ikke hvis det kan koste dem stemmer eller en smule af egen rigdom.

Så skal vi i stedet spises af med deres usandheder og forvrængninger. Så brander statsministeren sig ikke længere som gæv makrelelsker, men fortæller os i stedet på instagram, at hendes personlige klimahandling består i at fortære lidt mindre kød. Og at hun i øvrigt ønsker et mere lige samfund (selvom uligheden kun vokset med hende ved roret).

Hvis det ikke var så tragisk, ville det jo være sjovt.

Og mens politikerne fjumrer rundt og forsøger at iscenesætte sig som vores allesammens omsorgsfulde og bekymrede naboer og venner, så sker der også andre ting, som i det mindste burde være lettere at sætte ind overfor og rette op på end klimakatastrofen.

At en pige på Frederiksberg f.eks skal finde sig i at hendes skole skal bestemme, hvordan hun klæder sig, og hvordan hun ganske stilfærdigt vælger at udtrykke sin personlige tro. Og derefter udsættes for frådende debatspor, der vanen tro kører helt i sænk, så snart nogen siger hijab.

Men tænk alligevel, at vi i 2023 skal finde os i, at nogen får held med at diktere hvordan kvinder og piger skal gå klædt.

Og når crop-top-forkæmperne ikke råber helt så højt denne gang, er det så fordi det selvudråbte danske frisind, der åbenbart altid betyder bar hud, trumfer religionsfriheden? Fordi dét er en større demokratisk værdi end selvbestemmelse? Eller fordi majoriteten bare bedst kan lide at alle gør, som dem?

Det er også næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk:

At ateister og kulturkristne mennesker i et af verdens mest ikke-religiøse lande tilsyneladende ved alt om islam og Koranen og hvad det vil sige at være muslim i Danmark i dag. At en verdensreligion af så mange danskere åbenbart opfattes som synonym med undertrykkelse i en sådan grad, at de ikke engang kan se, når det er dem selv, der bliver de misogyne, diskriminerende undertrykkere.

Anden akt

Anden akt

🇸🇪 NY, SVENSK FILM: Eva (Lena Olin) har lige sagt sit job op på hospitalet, men livet som nyslået pensionist er ikke lutter lagkage. Evas eksmand er flyttet ind på den anden side af gaden med sin nye kæreste, og Evas søn virker træt af sin mors forkælelse. Hvad skal Eva stille op med al den tid, hun pludselig råder over? Hun starter med at tage et bijob for den excentriske teaterdiva Harald Skoog (Rolf Lassgård), som har brug for hjælp med genoptræning efter et slagtilfælde. Det, der begynder som en katastrofe, vokser til et varmt venskab, spirende livsglæde og en forhåbning om at livet ikke er forbi, bare fordi man er rundet de 65. ‘Anden akt’ er del af Filmporten. Premiere den 10. august.