Første danske oversættelse af Amanda Gormans digt

Digt af Amanda Gorman

Oversat af Arne Herløv Petersen

Her er foreløbig en råoversættelse af Amanda Gormans digt. Der skal arbejdes meget mere med det. Der skal være enderim og bogstavrim og rytme. Det er noget, der i givet fald skal pusles længe med. Men dette er da noget at begynde med: Ikke et egentlig digt, men en oversigt over digtets indhold:

Det bjerg, vi bestiger

Hr. præsident. dr. Biden, fru vicepræsident, hr. Emhoff, amerikanere og verden,

Når dagen er inde, spørger vi os selv, hvor vi kan finde lys i denne evige skygge.
Det tab vi bærer på, et et hav, vi må vade igennem.
Vi har trodset uhyrets bug.
Vi har lært, at stilhed ikke altid er fred.
og at normer og regler for, hvad der er rigtigt, ikke altid er retfærdighed.
Og dog er daggryet vores, før vi ved af det.
På en eller anden måde får vi det gjort.
På en eller andet måde har vi været vidne til og gennemlevet et land, der ikke er gået i stykker,
men bare aldrig gjort færdigt.
Vi, der er børn af et samfund, hvor en radmager sort pige, der nedstammer fra slaver og er vokset op med en enlig mor, kan drømme om at blive præsident og så pludselig læse op for sådan en.

Og ja,vi er langtfra færdigpolerede, langtfra uberørte,
men det betyder ikke at vi stræber efter at skabe et forbund, der er fuldkomment.
Vi stræber efter at forme vores forbund med et formål,
At skabe et land, der forpligter sig til alle menneskenes kulturer, farver, karakterer og tilstande.
Og derfor løfter vi blikket og ser ikke det, der står os imellem, men det der står foran os.
Vi lukker kløften, fordi vi ved, at hvis vi skal sætte vores fremtid først, må vi først skubbe vores forskelle til side.
Vi lægger våbnene, så vi kan række armene frem mod hinanden.
Vi stræber efter, at ingen skades og efter harmoni for alle.
Lad kloden, om ikke andet, sige, at dette er sandt.
At selv mens vi sørgede, voksede vi.
At selv mens vi blev såret, håbede vi.
At selv om vi blev trætte, prøvede vi med det,
At vi altid skal knyttes sejrrigt sammen.
Ikke fordi vi aldrig mere skal møde nederlag, men fordi vi aldrig mere vil så splittelse.

Bibelen fortæller os, at vi skal forestille os, at alle skal sidde under deres ranker og deres figentræ, og ingen skal skræmme dem.
Hvis vi skal leve op til vores egen tid, ligger sejren ikke i sværdet, men i alle de broer, vi har bygget.
Det er løftet om lysning, det bjerg vi bestiger, hvis bare vi vover det.
Det er fordi dette at være amerikaner er mere end en stolthed, vi arver.
Det er den fortid, vi træder ind i og hvordan vi kan hele den.
Vi har set en kraft, der hellere ville knuse vores nation end dele den.
Ville ødelægge landet, blot det kunne forsinke demokrati.
Det forsøg var lige ved at lykkes.
Men selv om demokratiet undertiden kan forsinkes
kan det aldrig knuses permanent.
Den sandhed, den tro må vi have tillid til.,
for mens vi ser mod fremtiden, ser historien på os.
Dette er tiden for retfærdig indfrielse.
Vi frygtede det, da det begyndte.
Vi følte os ikke rede til at skulle arve en så skræmmende time,
men da vi var i den, fandt vi kraft til at skrive et nyt kapitel, til at indgive os selv håb og latter.
Så der, hvor vi engang spurgte: ”Hvordan kan vi på nogen mulig måde sejre over katastrofen?” siger vi nu: ”Hvordan skulle katastrofen kunne sejre over os?”

Vi vil ikke vende om eller lade os afbryde af trusler, for vi ved at vores passivitet og træghed vil gå i arv til den næste generation.<
Vores fejltrin bliver deres byrder.
Men ét er sikkert:
Hvis vi forbinder barmhjertighed med magt og magt med ret, så bliver kærligheden vores arv og forandring vores børn fødselsret.

Så lad os give et land videre, der er bedre end det, vi fik.
Med hvert åndedrag fra mit bronzestøbte bryst vil vi løfte denne vor sårede verden op, så den bliver vidunderlig
Vi skal rejse os fra vestens gyldne bjerge
Vi skal rejse os fra det stormomsuste nordvest, hvor vores forfædre først gennemførte revolutionen
Vi skal rejse os fra midtvestens staters byer mellem bånd af søer
Vi skal rejse os fra det solstegte Syden
Vi skal genopbygge, forsone og helbredes.
I hver kendte afkrog af nationen, i hvert hjørne af landet
Skal vort folk smukt og broget træde frem, smukt og skrammet.
Når dagen er inde, skal vi træde ud af skyggen, flammende og uforsagte.
Det nye daggry blomster frem, når vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis blot vi er tapre nok til at se det,
hvis blot vi er tapre nok til at være det.

***

Bemærkning:

Hvis Amanda Gormans digt skal oversættes endegyldigt, skal det ikke være en prosaoversættelse. Oversætteren skal sørge for at finde danske modstykker til disse rim:

enderim
shade/wade, knew it/do it, true/grew, afraid/made, repair it/share it, redemption/inception, be/free, free it/see it/be it
halvrim
beast/peace
bogstavrim
braved/belly/beast, norms/notions, polished/pristine, perfect/purpose,, committed/cultures/colors/characters/conditions, between us/before us, arms/arms, defect/division/delayed/defeated, blunders/burdens

Og hvilken slags digt er det så? Rap eller kantate? Eller begge dele eller noget midt imellem?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s